tirsdag den 31. august 2010

Matildes bløde penalhus

Så er det første produkt - fremstillet af en stofpakke Matilde købte på træffet - blevet færdigt og klar til brug. Matilde købte en stofpakke hos Stofgåsen's butik med 5 FQ's til i alt 100 kr. Det var billigt for sådan nogle lækre mønstre... I morgen skal Matildes blyanter, viskelæder(e) og lineal bo så flot, læg mærke til den flotte dekorationssøm hun har lavet igennem den tyrkisblå strimmel. Penalhuset er lavet af en 12"x10" firkant med lynlåsen på de lange sider - så passer det i størrelsen som penalhus.




Hun har selv syet strimler og quiltet - mor har hjulpet med tilskæring og lynlås.

søndag den 29. august 2010

Træf-weekend i Skærbæk

Oj! - hvor havde vi glædet os til vi skulle på weekend-tur til Jylland. Jeg og mine to piger skulle afsted alene, men i sidste øjeblik endte det med, at farmand tog med, så det blev en rigtig hyggelig hele-familien-på-tur-sammen-weekend! Vi overnattede på Bed&Breakfast i Ribe, en superhyggelig by, som vi aldrig har besøgt før. Vi boede i salmedigteren Brorsons gamle hus, kanon-hyggeligt, lige ned til Ribe å og vi kunne også se den berømte, meget flotte vandstandssøjle, som alle turister skal hen og se og blive fotograferet ved. Det skulle tøserne da også:

De grønne bånd rundt om pælen viser hvor højt vandet har stået og årstallet står i båndet. Båndet lige ved Matildes hoved var vist i 1911, og det var over vinduesniveau i husene 5 meter derfra!
Nå - træf - det var jo det vi var kommet for. Manden min satte os af ved træffet lørdag kl. 14, og så kørte han til Rømø og geocachede - vejret var perfekt! Så han havde en dejlig dag. Pigerne og jeg osede og shoppede og hyggede i tre timer, lige indtil træffet lukkede og vi blev hentet. Bl.a. mødtes vi med Maria - det var sjovt at se dig og tale med dig 'in real' - jeg sagde ogå dav til Hanne og Berit og Pia. Om aftenen oplevede vi vægteren i Ribe, bl.a. stod han lige nedenfor vores vinduer og fortalte med ca. 25 tilhørere!

Først skal I se mit favorit-udstillede tæppe - et kunstværk i glade farver og med sjove detaljer. Jeg tror at quilteren hed Janne Juhl (?):


Her er de ting, som Matilde købte for egne penge/fik af mor:
(stofpakker, mønster til fjollet tøjdyr, yoyo-maker, sjove knapper og sykit til pung)

Vi var så heldige at vinde en flot præmie i Patchworkforeningens tombola:


En lækker kvalitet mellemvat i en 50/50 blanding af bomuld og soya, altså 100% naturprodukt. Desværre var det kun 60"x60", så det er lige akkurat ikke stort nok til min Harmoni. Derfor var jeg nødt til at handle i butikken, som havde doneret præmien - her powershoppede jeg en hel rulle 80/20 mellemvat i 240cm bredde, det var superbilligt, kun ca. 60 pr. meter.


Herudover blev det til en del forskellige småting, her er det uglestoffer med matchende stofpakker (Ulrikke kan godt lide ugler):


Jeg havde forudbestilt den lækre tynde hør/bomuld i både hvid og natur (1,5 meter af hver) hos QuiltMyDesign, derudover endnu en uglepakke, hør med pindsvin og nederst noget hammer-tykt, nærmest papagtigt materiale, der skal bruges til nogle "brødbakker" som Maria har opfundet...


Sykit til en bakkeserviet med applikerede vovser i pink og lilla, spraylim, to stk. Kaffe-FQ...


Mønster på en vin-ko (glæder jeg mig til at lave), nåle, målebånd, Dreden-Plate-skabelon, æske-skabelon, søde knapper, spids saks...


Ulrikke fik charmet sig til nogle bamse-lapper hos en flink mand i en butik, og så kunne hun ikke leve uden måle-pandaen...

Søndag var Matilde og jeg igen at finde i butikkerne, imens kørte Ulrikke og far til Tyskerland, så bilen lå lavt på vejen, da vi blev hentet i Skærbæk. Vi var hjemme i Snekkersten kl. 17, og så blev lageret i kælderen fyldt op:

Tak til alle jer der havde en hård weekend med planlægning og gennemførelse af et godt træf!

torsdag den 19. august 2010

Kronborgquilterne

I går aftes var jeg til syaften hos Kronborgquilterne - vi mødes hver anden onsdag aften i Helsingør og syer sammen. Der er planlagt et godt program for den kommende sæson med både kurser, ture til patchworkbutikker, bytteaften og sy-eftermiddage nogle fredage. Det var rigtig hyggeligt at være tilbage efter sommerferien og vi "glemte" helt at gå hjem i ordentlig tid. Mange af de andre havde været rigtig produktive hen over sommeren og det var sjovt at se hvad der er blevet produceret.
To af damerne havde syet Patchworkhusets 2010-BOM og de var rigtig søde. Her er den der var mest færdig, den manglede kun lidt quilt og en lukkekant.

mandag den 16. august 2010

"Afpapning" og "kantpåsyning"

Det er nogle sjove ord vi finder på - jeg tror ikke de står i retskrivningsordbogen, men jeg er sikker på at faste læsere af blogge som denne ved hvad jeg mener - ikk?


Min Harmoni fik pillet papper ud i går - undtagen i kanten rundt. Skraldespanden var fyldt med pap og ikke mindst trådstumper i alle farver og længder. Jeg har ikke mod på Marias måde at sy kant på med maskine, så jeg papper også kanten og syer den på i hånden hele vejen rundt.



Men jeg må jo bryde sammen og tilstå: Min kant er lidt snyd, for den er lavet af 2½" strimler af alle de batikker der er brugt på tæppet og de er syet sammen på maskine. Jeg har kun taget disse lidt rodede billeder, I får ikke et billede af hele tæppet før det er helt færdigt!

søndag den 15. august 2010

Grønne sokker

Midt i sammensyning af Harmoni, opstart af fødselsdagsgave til min mor og færdiggørelse af dækkeserviet, fik jeg lige strikket et par sokker færdige - denne gang til Matilde, der elsker de hjemmestrikkede...



Jeg synes det er vildt irriterende, at garnfirmaerne ikke kan sørge for, at hvert nøgle starter samme sted i farveforløbet, sådan at strømperne bliver ens. Jeg bruger knap et nøgle Fabel pr. sok, og starter på et nyt nøgle når jeg starter på nr. 2 sok, men alligevel er der "skred" i mønstret. Og det er ikke engang kun en lille smule, faktisk når jeg sidder og kigger på dem, så er farveforløbet vendt helt rundt, og nej, det er ikke fordi jeg har taget garnet indefra i det ene nøgle og udefra i det andet, jeg tager det altid indefra midten af nøglet og ud gennem enden. Sikke noget sjusk, det kan Garnstudio ikke være bekendt!

fredag den 13. august 2010

Endnu en dækkerserviet, og nu er det slut...

... for denne serie af dækkeservietter. Jeg gider ikke det mønster længere! Den femte og sidste er også i brune nuancer, japanske stoffer bla. fra Quilt My Design.


Her er alle 5 på samme billede, de bliver flittigt brugt, men jeg nænner ikke at vaske dem i vaskemaskinen, de er håndsyede og -quiltede i forskellige mønstre. Vi er 4 i familien så der er én i overskud hver dag, men den ene (den nederste) er en mønsterrapport mindre end de andre, den er for smal i forhånd til vores tallerkner. Vi har alle hver især vores farve-farvorit, så det er ikke let at dække bord ;-)



Og så skal jeg ellers lige love for at jeg syer blokke sammen hver aften - Harmonien er næsten samlet, og så skal jeg igang med kanten...

torsdag den 5. august 2010

Harmoni pakke 10

Så blev harmoniens pakke 10 færdig og jeg må igang med sammensyningen. Det er altså bare ikke ligeså håndtérbart som at sy blokke!





mandag den 2. august 2010

Matildes strandtaske og matchende "syboks"

I går søndag (og egentlig også lørdag, for da tyvstartede vi) hjalp Matilde og jeg hinanden med at sy en strandtaske til hende selv, efter samme mønster som da hun lavede én i konfirmationsgave til hendes gode veninde Caroline.


Matilde syede og jeg skar og klippede og satte nåle i for hende. Hun er rigtig glad for resultatet, så nu må det gode strandvejr gerne komme tilbage her den sidste uges tid, inden hun skal starte i skole igen (i 9. klasse - vildt, at vi har så stor en pige nu). Indeni tasken er der en lomme, der passer til et lille kølelement, og selve tasken er også foret med aluvat, så den fungerer lidt som en køletaske.

Da vi var færdige med tasken, brugte jeg resterne af stoffet til at sy en boks, som nok mere er en opbevaringsenhed til penge, Ipod, mobil, kamera osv. Den er syet af et 12"x12" kvadrat, så den er rummelig.




Den bærer præg af at den er lavet af rester, det var nødvendigt at sy nogle stykker sammen lidt hist og pist...

søndag den 1. august 2010

Status efter en dejlig sommerferie

Nu er vi hjemme igen i Snekkersten efter en skøn sommerferie - måske den bedste rent vejrmæssigt i alle de år vi har haft båd (17 år). Vi fik slet ikke brug for vores lange bukser, heller ikke jakker eller regntøj blev brugt de knap 3 uger, vi var afsted. Og jo - vi var i Danmark - faktisk næsten det meste af Danmark:
Snekkersten-Dragør-Kalvehave-Vordingbrog-Lohals-Rudkøbing-Marstal-Fynshav-Haderslev-Strib-Hou-Marselisborg-Ebeltoft-Hundested-Snekkersten. Ialt sejlede vi 371 sømil, ca. 685 km. Der var kun regn nogle få nætter og en aften i Vordingborg oplevede vi et gigantisk tordenvejr - det var et fantastisk syn.
Vi havde vores dejlige søde hund Ronja med - hun har ikke egentlig noget imod at sejle, men hun kan altså ikke lide når båden gynger. Og det gør den jo af og til. Så slappede hun lidt af når hun kom op og var co-pilot sammen med mor:


Vi fik geocachet en hel masse på turen. Når man sådan bevæger sig rundt i landet, så giver det gode muligheder for at geocache i umiddelbar nærhed af hvor man er - her hvor vi bor har vi jo næsten fundet alt indenfor en radius af 15-20 km. Men med båden kunne vi cache hver dag, og det gik der sport i: Faktisk så meget, at vi er fortsat efter vi er kommet hjem, vi vil op på 25 cache-dage i træk, og det er først på mandag, så vi er ude og køre her hver dag - det koster i benzin. Efter vi har været på denne ferie, har vi fået farve i mange flere kommuner i Danmark, end vi havde før - nu ser det sådan ud: (desværre har jeg ikke et før-ferie-billede)


Vi fandt 58 cacher alt i alt de 20 dage vi var afsted.

Jeg fik også syet noget, ikke så meget som jeg kunne ønske, men det var altså bare alt for varmt. Og strikket, det blev det slet ikke til, det er for ubehageligt at sidde og nørkle med uldgarn når det er 30 grader! Men jeg fik da lavet 7 blokke til det kommende Double Irich Chain-tæppe.

Efter vi er kommet hjem på matriklen, har vejret jo ikke været det bedste - hele tiden. Vi cacher stadig hver dag (i dag blev det til 7 stk i Danstrup hegn), men det er gået op for mig hvor mange sy-ting jeg har gang i samtidig. Og det er ellers normalt ikke min filosofi - én ting skal laves færdig ad gangen. Så nu skal noget altså laves færdigt. Og hvad gør man så: Går i gang med at lave en mini-syboks (6"x6"), og den blev bare så sød, at jeg brugte den som "indpakning" til en fødselsdagsgave til en sød eks-kollega i går.
 

Hvad kan der være i sådan en lille boks? Jo, der kan sagtens være en lille æske med en troldekugle!

Og i dag søndag har Matilde og jeg teamworket om at sy hendes strandtaske, men jeg har ikke fået taget billeder endnu... Så: Det med at få lavet nogle af de igangværende projekter færdige, det er sådan så som så.