fredag den 29. juni 2012

Fremgang på reprofronten


Jeg har fået klippet pap og stof til de første 9 blokke, men endnu har jeg kun 2 færdige 4½" blokke klar. Dette er nummer 2, den første var denne her.

Her glæder vi os til i morgen, hvor vi skal hente Matilde fra efterskolen - hun har haft et fantastisk år med mange nye venner, en oplevelsesfyldt tur til Pyrenæerne og så har hun sluttet skoleåret med masser af topkarakterer! Nu skal hun holde lidt ferie - finde et fritidsjob - og så starter hun på HTX d. 9. august.

Kan vi ikke snart få lidt sommervejr? Li'som i pinsen - tak!

onsdag den 20. juni 2012

Balistjerner efter repromønster

Så er dækkeservietterne med balistjerner blevet helt færdige. De er syet som håndtérbart håndsytøj imellem quiltningen af Dear Jane. Mønstret er fra Ann i Patchworkhuset og er egentlig beregnet til reprostoffer, men jeg mener også sagtens det kan bruges til bali


Lukkekanterne er lavet af alle resterne af strimlerne fra den balipop stjernerne er syet af - plus to ekstra grønne FQ's jeg måtte supplere med for at få nok. Jeg synes de er blevet rigtig pæne og de passer superflot på det nye sorte havebord. Farverne er så flotte, når solen skinner på dem - på billedet var den lige gået ned bag plankeværket...

Skønt at vi har kunnet sidde udenfor og spise her i dag og i går!

søndag den 17. juni 2012

Opgraderet til version 4.3



Og således opmuntret startede min søndag! Min søde familie overøste mig med gaver - først Ulrikke, der har været flittig i sløjd - en superlækker blød og glat smørekniv i teaktræ:


Matilde, der gav mig et 3D-hjerte-puslespil, og her selv er gået i gang med at samle det ud af 46 plastik-dimser:


Dette ur har jeg ønsket mig lige siden jeg købte et til Matilde sidste år. Det kan fåes her! Det er kun 38mm i skiven - i modsætning til de mange lignende i butikkerne, hvor kassen er over 42mm og dermed al for voldsom til mit forholdsvis spinkle håndled.


Og - ta ta tam! Jeg har fået et quiltebord til Berninaen:

Jeg skyndte mig at montere og rykke rundt på sybordet for at se om det kunne være der, og det kan det! Heldigvis at jeg endnu ikke er færdig med at quilte balikasse-tæppet...

Ellers bliver det ikke til så meget syning for øjeblikket - kun lidt håndquilt hver aften på Dear Jane. Jeg bruger en stor del af min fritid hos min mor, der i forbindelse med installation af centralvarme i sit hus (hun har tidligere haft el-varme) skal have lavet nyt badeværelse - bare fordi jeg pippede lidt om varme i badeværelsesgulvet, når nu der alligevel skulle føres rør... Og nu ser det sådan ud:


Mureren, der hakkede det gamle mosaikstift-gulv op, var tæt på at gå igennem gulvet ned til krybekælderen, men lod noget være, så jeg lettere har kunnet sætte nyt loft op. I den kommende uge bliver gulvet fjernet helt og aldeles, så der er helt åbent ned til krybekælderen. Det synes smedene, der skal lave nyt vand og afløb er skønt, da de så slipper for at kravle rundt dernede. Så man kan virkelig sige at badeværelset bliver bygget op igen, helt fra bunden! Mit job er lys, byggeri af brusekabine og al flisemureri og finish-arbejdet. Undervejs-billeder skal nok komme her på kanalen!

tirsdag den 5. juni 2012

Repro-sampler som miniquilt

Jeg har tidligere luftet en tanke om at sy Patchworkhusets Civil War-BOM i reproduktionsstoffer - men for ikke at tilføre matriklen endnu et slumretæppe, så vil jeg lave den i ministørrelse. Hver blok er nedskaleret til 4,5" i stedet for 8" i originalen.

4,5" - det er en blokstørrelse som i Dear Jane, så det er jeg jo vant til...


Her har jeg tegnet blokkene op i EQ - farverne er en nogenlunde indikation af hvordan de var i det tæppe jeg har kigget på. Mine farver bliver ikke de samme. Mere blå, rosa, pink og lysebrun.

Jeg har klippet og gjort klar til tre blokke - den ene er nu også syet sammen:


Så mangler der 17, men nu skal jeg videre med at quilte på mine andre projekter... Miniquilten er et perfekt projekt at have med på sommerferie.

mandag den 4. juni 2012

Efterlysning af mønster

Ullas blog har min sy-veninde Vivi set dette søde ophæng:


Det er tydeligvis noget Tilda - men fra hvilken bog eller er det et enkeltstående mønster? Ulla der har syet det, er blevet spurgt på sin blog, men hun ved det ikke, hun havde set det på nettet og tegnet det af derfra. Det kan også blive løsningen for os, men det ville være sjovt at se originalen.

Kan nogen mon hjælpe?

lørdag den 2. juni 2012

Bustur med Kronborgquilterne

I dag har jeg været afsted på Kronborgquilternes årlige bustur. Denne gang kørte vi først til Næstved, hvor vi var på besøg hos den meget lille butik Sy og Ide. Vi kunne lige akkurat være der, når vi fordelte os i selve butikken og baglokalet, hvor der stod kaffe klar til os.

Der var i mine øjne ikke det helt store udvalg af stoffer som jeg kan lide dem, så jeg købte nogle miniknappenåle, nogle smarte ark hvor man kan printe stamps-mønstre på og noget rispapir.

Vi spiste frokost - meget lækkert smørrebrød fra nabobutikken.

Derefter gik turen videre til Sorø, hvor vi skulle besøge Sy og Rens. Her havde jeg heller ikke været før, men jeg har altid været imponeret af hendes stande på messerne, og hun har vist også vundet publikumsprisen for flotteste stand i 4 år i træk. Butikken skuffede heller ikke - en meget flot butik og med god plads til os alle sammen. Eneste minus for mig personligt var at ingen af butikkerne havde reprostoffer, da det var dét jeg var ude efter.

I Sy og Rens fik jeg købt limspray, volumenvlies, bambus-mellemfoer, en smart pincet til at fiske trådender og en lille smule stof blev det også til:

Vel hjemme igen i Snekkersten skinnede solen og jeg fik en time i gårdhaven!
Så - det var sæsonafslutningen i Kronborgquilterne for 2011-2012 - vi ses igen i august!

PS. Jeg nåede at få geocachet i begge byer - 2 ved sygehuset i Næstved og 1 ved Sorø Privatskole. Igen en god kombi af mine to hobbies!