mandag den 30. juli 2012

De glade spejdere er hjemme igen!

Jeg har ikke så meget patchwork at blogge om, men det er ikke fordi jeg ikke syr! Jeg quilter som om mit liv afhang af det på Dear Jane-tæppet. Sneakpeaks kommer når jeg kan tage ordentlige billeder...

Derudover var jeg alene hjemme hele sidste uge - mand og tøser var i Holstebro på den store Spejdernes Lejr 2012. De kom hjem i går aftes: glade, trætte, oplevelsesmættede og brune! De havde heldigvis haft sommerens indtil videre bedste uge hvad angår vejret. Kun lidt regn lørdag og lørdag. De havde hygget sig og syntes det var en fantastisk lejr med alle de mange mennesker.

Her er hele flokken fra 1. Helsingør på Snekkersten station - parat til afgang lørdag d. 21.7:


Spejder-Rikke:


Spejder-farmand står i køkkenet - jeg er sgu lidt imponeret over hvordan de har formået at bygge et godt og funktionelt køkken af rafter:


Læg mærke til stativet til affaldsposen, bålet oppe i en fornuftig arbejdshøjde, køkkenbord i en af patruljekasserne, tørresnore til klude og viskestykker. Der er tænkt på det hele!

Lørdag d. 28.7 til afslutningsshowet ved den store scene. Matilde sidder her i aftensolen:


Jeg har bestemt ikke kedet mig i den uge jeg har været 'single'. For det første har jeg jo Ronja-vovsen. Så bliver man ikke ensom. Derudover har jeg været på arbejde og på trods af at mange af kollegerne stadig holder ferie, så hyggede vi os. Og sidst men ikke mindst har jeg brugt det meste af min vågne fritid på at lave badeværelse hos min mor. Jeg er nu igang med at flisemure:


Det skal nok blive godt, når jeg engang er færdig...

torsdag den 19. juli 2012

Hæfte ender i én uendelighed!

Jeg er endelig langt om længe færdig med det meste af quiltningen af balikasse-tæppet. Jeg er ikke sikker på at jeg havde quiltet det på denne måde, hvis jeg på forhånd havde vidst hvor lang tid det ville tage.  Jeg har ikke taget tid (det vil jeg gøre næste gang) men jeg har minimum siddet ved maskinen i 15 timer og det er lang tid, synes jeg! Jeg har i hvert fald aldrig maskinquiltet et tæppe, hvor det har taget så mange timer.

Alle kasserne er quiltet en trykfodsbredde (ca. 3/8") inde fra alle sammensyningerne, hvilket fremhæver kassevirkningen på en flot måde. Men det er altså rigtig mange linjer og rigtig mange drej med maskinen med nålen nede. Her et lille kig ind i maskinen undervejs:


Og dette er situationen lige nu: Jeg skal hæfte en halv milliard (cirka) trådender, der hænger ude rundt langs kanten, hvor kasserne er applikeret på det blakkede stof. Normalt bruger jeg sjældent nåletråderen, men til dette er den perfekt. Især den meget glatte, skinnende tråd jeg har brugt til overtråd er meget svær at træde i en synål.

Til sidst et lille blik på min samling af færdigsyede reproblokke:


Der mangler 8, så må jeg finde noget fint stof til stolperne og hjørnestenene.




lørdag den 14. juli 2012

En nedkogt ferie


Ovenstående collage er en suppe-terning af vores dage i Lønstrup.

Øverst i midten: Vi startede ferien med at køre til Korinth Spejderefterskolen for at hente Matilde, der har boet og gået i skole der det sidste år. Billedet er taget under den store nu-går-vi-rundt-i-en-cirkel-så-alle-kan-kramme-hinanden-farvel -seance. Mange græd, og kys og kram blev uddelt, Matilde var afklaret og glædede sig egentlig bare til at komme videre. Hun har nydt efterskoleåret, men glæder sig til at starte på HTX efter sommerferien.

Yderst til venstre: En formiddag tog vi gåturen ud til Rubjerg Knude fyr, der er ved at blive begravet i en af Danmarks største sandkasser. Forøvrigt: I Nordjylland hedder det [såj] - altså sand - det er da sjovt. Ungerne lærte også at sige det og nu hedder det bare: Øv hvor er der meget såj i bilen/i sengen/på gulvet/i maden/i møblerne!

Nederst til venstre: Vi kørte en dag til Skagen og på vejen gjorde vi holdt ved den tilsandede kirke.

Øverst til højre: Havnen i Skagen - vi spiser grillede jumfruhummerhaler med hvidløg - uhm - det burde man få noget oftere. Portionerne var store og det var egentlig ikke så dyrt. Pigerne ville hellere have blæksprutter (de skulle ikke pilles først...)

Nederst i midten: Vi var også et smut ved Mårup kirke for at se om der var forsvundet mere i havet siden sidst. Det var der ikke, men en aften imens vi var i Lønstrup hørte vi udrykning. Det viste sig, at en mand var styrtet ned af skænten foran kirken, fordi han ikke ville slippe snoren til sin hund, der havde taget et spring ud over kanten. Begge blev reddet...

Nederst til højre: Vi er i Fårup Sommerland - den bedste forlystelsespark i Danmark! Overalt er der vand til hundene i "Hundebarer" - og som det ses på billedet, så mener vores store muskelhund med storhedsvanvid ikke at hun skal drikke af vandet til små hunde, næ nej - hun hopper op og tager for sig af vandet til de rigtig store vovser!

Billedet i midten: Det havde jeg helt glemt i første-udgivelsen af dette indlæg - hvordan ku' jeg? Vi spiser krabbeklør på terrassen ved sommerhuset. Min mor er ikke bleg for at komme i lag med de lokale fiskere, så allerede på 2. dagen i det nordjyske havde hun fået et mobilnummer på en fisker der var til havs efter krabbeklør. Derfor kunne vi en aften hente 23 kg friskfangede krabbeklør på havnen i Hirtshals og så var det ellers hjem og koge. Vi lånte store gryder af en lokal bekendt og samme sted var der masser af fryseplads, hvor kløerne kunne opbevares indtil vi skulle hjem. Men næste dag spiste vi kløer til aftensmad - alt hvad vi kunne rumme. Det er vores allesammens livret! Vi var forberedt på at bringe krabber med hjem til Snekkersten - vi havde 4 store kølebokse med som de kunne være i i bilen - det går fint - det har vi prøvet før!

Og så har jeg jo ikke taget billeder af shopping-turene - i Løkken og i Hjørring.

Vi havde dejligt vejr den uge vi var i nordjylland, og med den ferieuge vi har tilbage nu, må vi nok indse, at vi ikke kommer afsted ud og sejle i denne sommerferie. Vi håber på nogle gode weekender i august!

tirsdag den 10. juli 2012

En sulten elefant i baghaven

Ligesom tidligere år når vi har været i Lønstrup, kom Cirkus Dannebrog netop til byen en af de dage, hvor vi var der. Cirkuspladsen ligger som nærmeste nabo til det sommerhus vi bor i, så selvfølgelig skulle tøserne også i cirkus i år. Vi har før oplevet at have elefanter og andre eksotiske dyr tæt på hegnet, da cirkusfolkene som regel sætter dem "på græs" op ad det levende hegn ind mod vores sommerhus-have. Ligesådan også i år - den enlige elefant havde vi både de sædvanlige lugtoplevelser med, men i år fik vi også fornøjelsen af at få den meget tæt på. Så tæt på, at vi begyndte at overveje hvordan man får en elefant til at "sitte" og "dække" - hvis nu den pludselig kom helt ind til os i haven.

Den stakkels elefant var meget sulten og den kunne rigtig godt lide buske og træerne.

Der er max. 8 meter fra hvor jeg står bag hegnet og ind til elefanten på dette billede:


Jeg tog en del billeder af den, men så kom jeg i tanke om at mit nye kamera også kan optage video:


Optagelserne er lavet imens forestillingen er i gang, så pigerne sad i teltet lige bagved dyrevognen bag træerne. Vi havde dog også oplevet det tidligere på dagen, men der kom den ikke helt så tæt på.

mandag den 9. juli 2012

Ferie i Lønstrup

Der har været stille her på bloggen de sidste 10 dage - vi har nemlig været på ferie i Nordjylland! Da vi hentede Matilde sidste lørdag fra efterskolen, kørte vi videre vest- og nordpå til et lånt/lejet sommerhus i Lønstrup. Vi har været der før - for tre år siden - det er noget langt-ude familie, der ejer det, og det var et rent lucky-punch, at det var ledigt i sidste uge og helt til på fredag. Vi kunne se at vejret ikke var til sejlerferie i en motorbåd, så derfor var det et godt alternativ med sommerhuset. Og vi har vist været det sted i Danmark, hvor vejret har været bedst i uge 27!

Vi valgte at køre hjem i dag mandag, da vejret ikke vil vise sig fra den pæne side de næste dage. Og så ville vi hellere hjem end at sidde i regnvejr i et sommerhus. Pigerne ville også gerne hjem, især Matilde, der har glædet sig til at flytte rigtigt hjem igen.

Her i dette indlæg vil jeg vise de patchwork-relaterede indkøb frem. Jeg var hos Postgården ved Hjørring og købte ind til at sy bade-damer:


Billedet er ikke for skarpt, men det er jo nærmest efterårsmørkt i dag og bestemt ikke egnet til stoffotos! Rullerne med bånd er til lageret - de kostede kun 8 kr stk. De to store træknapper til stofmontering er til en taske Ulrikke gerne vil have syet - på et tidspunkt.

I fredags kørte vi den lange tur til Skerping i Fjerritslev. Ligesom første gang jeg var der i 2009, regnede det på denne tur og igen-igen var det skybrud, da vi på vejen tilbage til Lønstrup skulle indenom Ryå Mejeri for at købe deres hjemmelavede is. Men vi fik både købt stof og is!

Mine valg - lidt blandet til lageret. Det sort-hvid-pink er superflot og et stort stykke, hvor der også er mariehøner på:

Matildes valg, som hun bare måååååtte have med hjem:


Og Ulrikkes to FQ's - selvfølgelig med ugler:


Tøserne faldt også begge for et smykkeskrin, så vi købte de sidste to skabelonark til dem. Skrinet kan ses på denne side - det er æske nr. 19.

Der er meget at fortælle fra ferien, men det må komme i det næste indlæg - som en appetizer kan jeg fx sige: Meget levende og sulten elefant i baghaven! Jaaa - så er I nysgerrige ikk?

Nu skal jeg læse lidt op på alle jeres blogge!