onsdag den 31. maj 2017

Nyt batteri til OttLite lampe

Mit batteri i min genopladelige OttLite-lampe, som jeg altid har med til syaftener og også af og til bruger derhjemme - det var efterhånden lidt sløjt! Lyset gik ud efter 1½-2 timer og det er for lidt.


Jeg har haft store problemer med at finde et nyt batteri som reservedel, altså når jeg bare googlede efter et nyt batteri til OttLite. Masser af sider med nye lys-rør, men ikke noget om batterier.

Så fjernede jeg dækslet på bagsiden af lampen og lirkede batteri-klodsen ud af basen. Og så kunne jeg se lidt nærmere på batteriet: Et 6V 4.0Ah genopladeligt batteri med nogle mål der ikke måtte afvige mere en +/-1mm - ellers kunne det ikke være i lampen.

batteribyen.dk fandt jeg noget der duer:


Dette batteri passer i lampen, det har den rigtige spænding og så har det en anelse bedre kapacitet end det originale (4,5Ah i stedet for 4,0Ah). Det bør også give lidt længere tids lys.

Læg mærke til at der er gratis og samtidig lynhurtig fragt: Jeg bestilte batteriet og en en anden vare fra butikken mandag eftermiddag, da jeg stod op tirsdag morgen lå pakken til mig udenfor: DAO har været der kl. 2.15 om natten og lagt den til mig! Det er skisme hurtigt!

Så nu har jeg for 100 kr fornyet min lampe så den forhåbentlig kan lyse længe og stabilt i de kommende år!

mandag den 15. maj 2017

B&O - I ringer bare!

Som jeg for nylig viste her på kanalen, syede jeg et futteral - et hylster - et etui - en beskyttende taske til Ulrikkes Beoplay A2. Nu er familien blevet beriget med endnu en B&O bluetooth-støjsender, denne gang en Beoplay A1, den lille runde lækre minihøjtaler, der mest af alt ligner en sølvfarvet burger. Den var lidt mere udfordrende at sy en taske til - mest pga den runde form, den asymmetriske placering af bærestroppen og behovet for en lomme til opladerkablet.

Dette her må jeg med skam fortælle var 2. forsøg, den første blev for lille og stram, men jeg genbrugte lynlåsen, for nu havde jeg jo med et smart trick fået de to skydere monteret på lynlåsen købt i metermål. Se denne video for montering af skyderne - det lille klip hun viser, så går det som en leg!

Pga. stroppen monteret i højtaleren, så er det mest praktisk at lynlåsen samles mod midten. Jeg har bundet lyse læderstropper i lynlåsskyderne, så passer de til læderstroppen på højttaleren.



Her et kig ind i den lille taske, hvor der i toppen er en indvendig lomme beregnet til det oprullede ladekabel:

Den er da fin!


Og så noget helt andet: Jeg har simpelthen fået mig en PINK skæreplade. Det var altså ikke med vilje! Jeg havde bestilt en ny 60x90cm skæreplade fra Læderiet, da jeg synes den gamle var sindsygt slidt lige det sted jeg hele tiden bruger den. Og hvis jeg vender den om er der cm-afmærkninger, og det er irriterende! Så - derfor bestilte jeg en ny - 315 kr i tyk kvalitet, men altså - jeg troede da den var grøn ligesom den gamle og som på billedet på webshoppen. Der er bare nogen ting der skal have en bestemt farve og en skæreplade er grøn. Eller hvad? Den er lilla på den anden side, men inch-markeringerne er på den pink side. Så pink it is!


Det er fint nok at blive rystet lidt i sine forstillinger om hvordan ting ser ud - og det har da peppet mit syværelse gevaldigt op!

fredag den 12. maj 2017

Serieproduktion af Susie-pung

Jeg har syet et par stykker for nogle år siden og de blev brugt som konfirmationspengegave-indpakning. De piger der fik dem bruger dem stadig, og modellen er supersød, så jeg fik lyst til at lave nogle flere til at have på lager, når mine piger skal til fødselsdag og mangler en fin indpakning af et gavekort, makeup el.lign.

Alle fire har Linettes hør/bomuld yderst. Den mørke lilla er spicet op med Kaffe Fasset-stoffer i læggene og som for, de tre andre har japanske stoffer som detaljer.



Lidt til gave-lageret...

mandag den 8. maj 2017

Rosane-stichery og en lille pung

I april havde vi kursus med Rosane i Kronborgquilterne - det har jeg også fortalt om her - og den lille prøveklud vi øvede os på har jeg lavet færdig som en mugrug:


I en af mine skuffer har jeg længe haft et lille sykit til en smækpung og for nogle uger siden fik jeg lyst til at sy det. Kan IKKE anbefales - mønstret, eller mangel på samme - var uforståeligt! Tysk - ja okay, det kan oversættes, men alligevel gav det ikke mening. Google hjalp heller ikke, så jeg ar bare gjort det efter gefühl!




Jeg ville foretrække hvis der var huller i beslaget så posen kan sys fast på - her bliver den bare stoppet op i spænd og med noget lim. Ikke særlig holdbart hvis du spør' mig!

fredag den 5. maj 2017

Marius med et tvist

Jeg har strikket en Marius. Til mig selv. Det er længe siden jeg sidst har strikket sådan én - det er nok 25 år siden! Men mønstret, det holder, selvom jeg synes det skulle ændres en smule, så det bedre passer til mig.

Farverne: Jeg ville ikke have den traditionelle blå-røde-hvide, jeg havde lige strikket et par trøjer til pigerne i grå nuancer og det er bare pænt. Den mørkeste er koksgrå. Garnet er Sandnes Smart, der kan vaskes i maskine.


Faconen: Jeg har ikke rib forneden på kroppen og ærmerne, jeg har en vrangstrikket rullekant. Min model er kortere og knap så kropsnær som hvis man følger mønstret i str. M.

Halsen er ikke skåret lige over, for det kan min hals-hud altså ikke li'! Jeg har klippet en halsåbning så den går lidt ned i mønstret foran, så er komforten meget bedre.


Mønster-borten: I de store hvide krydser midt på mønstret skal der traditionelt være mindre krydser imellem - her har jeg lavet hjerter i stedet for efter et mønster jeg googlede mig til:

http://idaamalieshobbykrok.blogspot.dk/
Den er god som overtøj i bilen her i overgangsperioden, men den kradser ikke så jeg kan sagtens have den på kun med en undertrøje indenunder, og så er den ikke for varm indendørs.