torsdag den 5. maj 2011

Ulrikke - nu med ny hjerteklap!

Ulrikkes operation i dag gik fint - lige som det skulle!

Hun har fået lavet et stort hul i højre lyske, hvorigennem hun har fået ført en ny hjerteklap (fra en kalv) op i hjertet og placeret indeni den gamle (som nu har fungeret fra hun var 2 år). Den gamle var skrumpet til 6 mm i diameter, den nye blev udvidet til ca. 18-19mm. Så nu burde der være godt gennemløb i et stykke tid fremover.

Hun har temmelig ondt nu her bagefter i hullet i lysken, da det er lukket med et stort kryds af sutur, der nærmest krænger hendes lår-basse-hud ned i såret for at lukke af. Det spænder og gør ondt, så hun bliver forsøgt holdt smertefri med alm. smertestillende og morfin. Hun skal helst ligge nogenlunde stille helt til i morgen fredag, hvor stingene så burde kunne fjernes.

Matilde og jeg er kørt hjem, Carsten er blevet derinde med hende, da de kunne få en stue for sig selv. Matilde skal til skriftlig tysk-eksamen i morgen, så hun skal være frisk.

Vi satser på at Ulrikke kommer hjem i morgen, når hun er blevet tjekket med et røntgenbillede og en frisk scanning. Og så skal hun holde sig i ro en uges tid.

Selvom jeg har en pige med en alvorlig medfødt hjertefejl, så priser jeg mig lykkelig over at det er DET hun fejler - tænk at man i løbet af hendes 10 leveår har udviklet teknikken så meget, at hun nu fremover kan "nøjes" med at få skiftet hjerteklap med en to dages indlæggelse og kun et hul i lysken - hvor hun tidligere skulle have den store, voldsomme åbne thorax-operation, med alle mulige operations- og følge-risici, smerter i brystkassen og lang indlæggelse. Pyha! Bare hun nu kan holde til hun er voksen...

5 kommentarer:

  1. Hvor er det dejligt at høre, at I kunne klare det ved det mindre indgreb. Det er utroligt hvad der bliver udviklet af tekniker - og gud ske lov for det. God bedring med Ulrikke. Jeg tror hun er en sej lille pige.

    SvarSlet
  2. Tillykke med den vellykkede operation, det var da dejligt at læse det er gået godt med hendes operation. God bedring til hende.

    SvarSlet
  3. Tillykke med den vellykkede operation! Hvor er det godt, videnskaben er nået så langt, at den operation kan klares så hurtigt og nemt.
    Rigtig god bedring til Ulrikke :)

    SvarSlet
  4. Hej Marie.
    Pu ha, her har godt nok været nerver på. Hvornår mon hun ringer sagde Lærke. Vil så gerne høre hendes stemme. :-) Hun bliver rigtig glad, når jeg kan fortælle at det er gået godt.
    Mange hilsener til Ulrikke fra fuglehuset, og pøj pøj til Matilde

    SvarSlet
  5. rigtig dejligt at høre at opereaionen gik godt
    kh♥ og pøj til Matilde

    SvarSlet

Hej! Du er velkommen til at skrive en kommentar her. Mange hilsner Marie