søndag den 25. maj 2014

Sommerudflugt til Baliquilt

Sammen med 25 andre Kronborgquiltere tog jeg afsted lørdag morgen med bus, sydpå med kurs mod Korsør. Vi havde lavet en aftale med Laila hos Baliquilt om at være der nogle timer, hvor vi kunne handle, hygge, få kaffe, frokost og kage og ikke mindst få en demonstration af Accuquiltmaskinen.

Her er mine indkøb:


6 x 25cm repros, 5 x FQ balistoffer, 5 dukker dmc, plast hexagon skabeloner, 28mm rulleskærer, fine nåle og printbart vandopløseligt stabilisering.

Efter massive indkøb og fuld af nye projektplaner kørte vi den lille tur ned til Søbatteriet, hvor vi kunne gå på opdagelse i By-og Overfartsmuseet. Det var en sjov oplevelse, som bestemt kan anbefales. Der er gratis adgang.

Det blev en dejlig dag hvor vejret var perfekt til udflugt, og nu holder KQ sommerferie - vi ses ikke før d. 20. august igen til syaften.

torsdag den 22. maj 2014

Gaveindpakning og Pansy

I søndags var vi til konfirmation hos grandkusine Klara i Borup. Klara ønskede sig en forfærdelig masse ting, så vi gav hende penge! Pengesedlerne skulle pakkes fint ind, og heldigvis havde jeg syet to fine toiletpunge, da vi var til konfirmation sidste år.


Pengebeløbet blev hævet i 50'er sedler, så de var lilla og passede til pungen. Hun blev meget glad - og flere af gæsterne troede at den var købt, ikke hjemmesyet!

Det går støt fremad med applikationerne til Pansy-tæppet, her har jeg lagt dem jeg har lavet op, så jeg kan se hvordan de tager sig ud sammen med 9-patch-blokkene:


Det blir da flot...

Der var én her i huset der fik kørekort  i går, så i dag har jeg været på cykel til arbejde ;-}


mandag den 5. maj 2014

Valdanitråd

Nu har jeg i flere år set og læst om Valdani perlegarn, både hos Helene Juul og Maria Momaquilt. Nu vil jeg prøve det, og så er det jo bare med at bestille et lille udvalg, så man har til lidt af hvert.


Der er 12 bolde perlegarn (de store) med rabat hos Helene, og de små bolde (Valdani broderitråd) har hun sat ekstra meget ned, da hun ikke skal forhandle dem mere. Det ser lækkert ud, og jeg glæder mig til at prøve det.