fredag den 22. februar 2013

Et 17 år gammelt juletræstæppe er quiltet

Vi har brugt det i mange år nu - hvert år til jul har det ligget under træet og hvisket til mig: 'Quiiilt! Quiiiiilt! Jeg skal quiltes noget meeeere!'

Da vi pakkede juletræet sammen d. 26.12 2012, så blev tæppet ikke pakket væk, det blev vasket og renset af for gamle stearinpletter, og så lå det og ventede...

...Helt til starten af februar, hvor jeg endelig fik taget mig sammen til at gå igang med det - lysten var egentlig ikke så stor, for jeg synes ikke længere at tæppet er så pænt som jeg synes dengang jeg syede det. I dag ville jeg have valgt helt andre stoffer - slet ikke guld! - og hvis det skulle have været det mønster, så skulle alle takkerne vende udad og ikke indad. Hmmm... nå men det er jo VORES families juletræstæppe og så skal det overleve.

Som nævnt og vist i dette indlæg, så gik quiltningen i kludder igen og igen. Men med en ny rulle guldtråd og lidt tips fra Maria, gik jeg i krig igen.

Der er nu frihåndquiltet inde i alle guldfelterne (og det er frihåndquilt med opmærkning der hvor det skal være lige streger, uden opmærkning hvor der er hjerteranker, bobler og doodle-quilt):



Marias tip fortolkede jeg til noget i denne retning:

(Gaffel sat fast med malertape som tråden kan løbe igennem. Trådrullen er nede i det lille kapersglas der står ved siden af maskinen.)


Ideen var god - et stykke tid, men ikke særlig længe. Tråden løb let af som det var meningen, men til gengæld snoede den sig totalt, fordi den blev hevet ovenud af spolen og ikke spolet af. Derfor droppede jeg Storm P igen og satte derimod sådan en skumgummi-dims fast på den spoleholder, der er beregnet til undertrådsspoling: Så løb tråden let og blev spolet korrekt af spolen, uden at sno sig:


Se så lige den nu 12-åriges produktion udi kagebagning i onsdags:


Hun var selv cyklet i Fakta på vej hjem fra skole, købt ind til muffins og fundet farvestoffer fra min tid som bolsjekoger i reservekøleskabet. Vanilie-muffins'ne er farvet gule, grønne, røde, gule og blå (hun må have haft gang i alle skålene i skabet) og så lagt i lag i formene. Det blå er øverst og jeg synes de ser SÅ uappetitlige ud. Ovenfor er hun i gang med en omgang chokolade-frosting - det var på dette tidspunkt jeg kom hjem og overværede processen. Behøver jeg at sige at hun har set samtlige Mette Blomsterberg-programmer på dr.dk mindst 5 gange hver???

PS. De andre 11-12-årige i hendes klasse synes kagerne var fantastiske!

søndag den 17. februar 2013

Kaffe-blomster

Efter næsten at være blevet til en UFO, er jeg igen igang med 3D-blomsterne på sort baggrund. Der skal være en ramme af mindre blomster i hjørnerne af quilten, og dem har jeg klippet til af disse skønne stoffer:


Blomsterne er tegnet fra mønstret over på frysepapir, som derefter stryges på retsiden af stoffet. Så kan jeg klippe blomsterne præcist ud efter stregen på frysepapiret, og de kan limes på det sorte baggrundsstof. Frysepapiret holder lidt på stoffet, så det ikke giver sig - formen på blomsterne er lidt svær at arbejde med ellers...


I fredags havde vi en skøn dag:
Først kørte vi til København, hvor vi var på strøgtur, bla. i Nespresso-forretningen (undskyld Nespresso Boutique ;-) lige ved Magasin. Det var en oplevelse:


Forretningen var stuvende fuld af mennesker og mange numre ude. Der var 10-12 kasser med medarbejdere til at sælge paprør med nespresso-kapsler - vildt! Normalt bestiller vi dem på nettet, men det var sjovt at opleve dette live!

Vi ville på La Glace og spise sportskage, men der var ca. 25 meter kø udenfor bare for at komme ind, så det droppede vi.

På Købmagergade passerede vi Abercrombie and Fitch og da jeg tidligere havde læst om denne butik på Lins blog (et stykke nede i indlægget), så måtte vi lige derind. Hold da op - der var forfærdeligt! Lins beskrivelse er meget præcis, lige fra engelsk-talende velkomst af pige str. 32 og ung-fyr-med-mavemusklerne henover halvmørk indretning med masser af spejle, krydret med en forfærdelig stank af parfume og for at gøre oplevelsen total-skrækkelig: En øredøvende høj musik. Ikke engang vores medbragte 11- og 17-årige synes det var fedt, men - tøjet var sgu lækkert. Hvis man havde købt noget er man da nødt til at tage det direkte hjem i en kogevask for at fjerne stanken. Jeg tænkte at de engang imellem godt kunne lave en forældre-aften hvor de åbner butikken, slukker for musikken, skruer lidt op for lyset og lufter ud et par timer inden. Så kan vi med sensible ører og duft-organer komme ind og prøve og købe det lækre tøj (selvom jeg senere så på nettet at deres målgruppe er de 18-22-årige... hmmm!)

Nå - så spiste vi på Jensens bøfhus på Gråbrødre Torv, og de gjorde alle deres dårlige anmeldelser til skamme: Vi fik hurtigt et bord, maden kom meget hurtigt og vores bøffer var både meget møre og stegt lige som vi gerne vil have dem: Varme indeni og men stadig med lidt Muhh!

Efter maden var det tilbage til bilen ved Admiral Hotel i Toldbodgade og videre ud på Østerbro, hvor vi var til forpremiere på Hair i Østre Gasværk. En stor oplevelse, også for Ulrikke, der dog undervejs et par gange synes det var lidt frækt og "ikke noget for børn"! Men de er altså dygtige og flere af de unge mennesker kendte man lidt i forvejen: Forsangeren fra A friend in London i hovedrollen, Jean Michel fra X factor, Sebastian, der spillede Jesus i Jesus og Josefine og selvfølgelig Sanne Salomonsen, der var tilbage i den musical, der gav hende et gennembrud som 16-årig. Stor ros til alle de deltagende - også det fantastiske orkester, der leverede fed musik!

Det var en dejlig dag og vi var godt trætte da vi kom hjem kl. 23 fredag aften!



tirsdag den 12. februar 2013

Hundebakke og quilte-kludder

Så er endnu en hunde-bakkeserviet blevet færdig. Jeg har tidligere syet to stk i almindelig størrelse, der passer til den store TripTrap-bakke, her har jeg skaleret mønstret ned, så den passer til den lille bakke:


I weekenden satte jeg mig sammen med frk. Bernina for at hygge med lidt frihåndquilt på mit 15 år gamle juletræs-tæppe (læs: tiden før maskinquiltning!). Ladet med guld-metallic-tråd og BSR-fod gik vi i gang, men 3 knækkede nåle og masser af trådkludder senere fik jeg et flip på tværs!  Nedenstående billede er meget illustrativt for hvordan det gik:


Mit ellers foretrukne frihånds-mønster - hjerter på ranke - blev slet ikke så fint og smukt som det plejer. Masser af kludder, dårlig trådspænding, en super-grim bagside (men skidt så være med det, den ser man jo aldrig...) - så lavede jeg it-supporter-tricket: Sluk og tænd maskinen. Derudover trådede jeg maskinen helt om og opdagede undervejs, at guldtråden nogle steder på spolen ligesom spærrede for sig selv og derfor bidrog til en meget hård overtrådsspænding - på trods af at jeg havde sat den helt ned på 1.

Nå - med dette problem in mente og hyppige stop med guldtråd-af-spolen-hjælp, så gik det meget bedre. Desværre løb jeg tør for guldtråd lige da det gik nogenlunde, så jeg har nu købt en ny spole (som jeg håber er bedre spolet op end den første!) og kan gøre det færdigt og få pakket tæppet væk til næste jul.

torsdag den 7. februar 2013

Færdig sweater og 3 toilettasker

Det med at få taget billeder af færdige produkter - det er altså svært for tiden. Matildes nye sweater er færdig og hun bruger den flittigt, men et dagslys-billede har ikke været muligt endnu. Jeg tog dette billede en morgen kl. 7.30 inden afgang til skole og arbejde:


Lyset er ikke det bedste og med et iPhone-kamera - hmmm...

Hun bruger den delvis som overtøj under en dunvest og hun er rigtig glad for den - især at den ikke kradser. Garnet er Big Merino fra Garnstudio - det er superwash-uld og kan derfor maskinvaskes.

Her til aften har jeg gjort alle tre toilettasker klar til montering af acrylstænger:



Jeg har brugt de tre modeller til demonstration i Kronborgquilterne og taget billeder undervejs i processen. Stængerne er desværre i restordre og jeg går og venter på dem, så både jeg selv og de 9 andre deltagere på sy-sammen-dagen kan få taskerne helt færdige.

søndag den 3. februar 2013

Blogpause - men ikke strikpause!

Nu opdager jeg lige at det er 3 uger siden jeg sidst har blogget. Det er vist rekord i min blog-karriere! Og ikke af nogen speciel årsag - ingen ferie eller lignende der har forhindret mig. Men masser af arbejde, både professionelt og herhjemme.

"Arbejdet" herhjemme har primært været strik og geocaching. Altså ved siden af de normale, daglige gøremål som støvsugning, tøjvask o.lign...

Jeg har geocachet, både alene med vovsen og sammen med manden min. I går var vi afsted et par timer til Kokkedal slot, hvor vi i bidende kulde (pga. vinden) gik en tur rundt og fandt nogle cacher. I dag lokkede det gode vejr igen, så vi kørte til Hillerød, hvor vi gik ca. 9½ km på 3½ time i meget hårdt terræn - vi gik ikke så meget på stierne men tog en del af distancerne off-road. Så både mennesker og hund var meget trætte i benene, da vi var hjemme i varmen igen.

Strik - ja jeg har strikket en trøje til Matilde, men den er ikke helt færdig endnu. Det er denne Drops-model:

- men bare i koksgrå og musegrå.

Da jeg så var helt færdig med den høje hals i fredags, så prøvede Matilde trøjen, der som jeg egentlig allerede havde luret, var alt for kort.  Jeg har tidligere set noget om at man kan pille op nedefra og strikke længere, og fordi der ikke er sammensyninger, mønster eller noget andet fikumdik forneden på denne model, så måtte det være muligt. Det bedste tip jeg fandt var at sy en anden farve tråd ind i den maskerække, man gerne vil starte fra. Det gjorde jeg - her er det den tynde lyseblå:


 ...og så klippe en tråd i rækken under (altså i ribben her) og pille op hele vejen rundt. Derefter er det ikke svært at sætte maskerne på tråden på en rundpind og strikke nedad.

Den fik lige 10cm mere glatstrik og så skal ribben lige være 7 cm:


Sidste lørdag var jeg instruktør hos Kronborgquilterne til en sy-sammen-dag, hvor min Reisenthel-toilettaske-kopi fra sidste år var temaet. Vi hyggede os med snak og grin og hygge, og de fleste blev næsten færdige med tasken. Afstivningspindende har de til gode, da leverandøren først kan skaffe dem her til uge 6. Så det blir spændende at få alle taskerne færdige - jeg har selv 3 der er næsten parate...