mandag den 20. maj 2013

Regnvejrssøndag = indeliv

Lørdag fik jeg malet en del udvendig træværk på huset. Det var da bestemt også meningen at der skulle males videre søndag, men DET var vejret ikke til. Masser af regn, kun med et kort ophold, hvor jeg fik vasket stuevinduerne fra det lånte rullestillads og så kunne det pakkes sammen. Og så regnede det igen. I dag mandag er jeg kommet meget videre - men det er ikke det jeg vil fortælle om...

Når det regner og man ikke kan være ude, så er det jo godt man ikke sidder og keder sig indenfor. Jeg gik igang med et nyt projekt - men det blev også lavet færdig samme dag!

Sidste år var Kronborgquilternes bustur bla. i Sy og Ide i Næstved. Vi var mange der faldt for denne model, som hun fik solgt en del mønstre til:


Jeg har ikke kunnet sy den før nu, da jeg ikke har haft det Fast2Fuse, der skal indeni strimlerne. I sidste uge fik jeg en forsyning hjem fra Cottonpatch i UK - 13£ for 1,5 meter i 50 cm bredde.

Når rørerne til strimlerne skulle vendes fik jeg rigtig god gavn af min vende-dims:


Det var umuligt at stryge rørene ordentligt med sømmene præcis i siderne uden at sætte nåle i. Dem pillede jeg ud efterhånden som strygejernet kom for tæt på:


Her er alle strimlerne klar med Fast2Fuse indeni:


Og så begynder fletteriet:

Det er helt nødvendigt at sætte nåle i undervejs - her har jeg pillet alle nåle ud undtagen dem der holder den sidste ring på plads:


(Husker til mig selv: Ringene skal være lidt længere end angivet i mønstret - jeg kæmpede lidt med at få dem til at nå rundt og jeg måtte flette op og pille sammensyningen op flere gange... - og egentlig lidt underligt, da mine strimler er lidt smallere end i mønstret - jeg brugte rester fra en balipop - og så skulle omkredsen også være mindre.)

Så er lukkekant og mit lille mærke (som jeg ellers altid glemmer) syet på:


I nat har den stået med knappenåle i siderne for at få de skarpe rette vinkler i hjørnerne, ellers havde den en tendens til at blive lidt rund foroven. Men nu er den da fin - som brødkurv fx:

 Hvem er den til? Den skal bruges som værtindegave til en lille komsammen vi skal til i juni

Den model skal jeg lave flere af - den er sjov!

søndag den 19. maj 2013

En næsten-UFO er færdig

Kan I huske dem her - de meget små hexagoner som jeg syede sammen ud af rester fra dette tæppe?

Nu er de blevet til denne færdige sag:


Den er lavet efter denne opskrift, men undervejs tog jeg lidt fejl af kanten - den skulle have været med et løst foer (jeg kom til at quilte det med yderdelen... ) så det blev til en almindelig lukkekant i stedet for "piping".

Jeg havde ikke flere blå-tyrkise strimler bali, så lynlåsstykket måtte blive pink og lilla...

Her lidt billeder fra processen - yderdelen er quiltet - fejlagtigt iflg opskriften sammen med forstoffet:



Det quiltede stykke er skåret til:


Monteret med lynlåsstykker og lukkekant:



På billedet herover ses en lille feberredning: Fordi jeg ikke havde fulgt opskriften, sad lynlåsen lidt for langt oppe fra kanten og derfor ville der komme et hul mellem den og lukkekanten. Det måtte jeg lukke med en lille pink lap ☺

Og så er den færdig med lukkekanten syet til. Det var lidt svært at få lukkekanten til at sidde pænt, men det er blevet ok.



Det er ikke en model jeg tror jeg vil kaste mig over igen, den har en lidt spøjs størrelse. I opskriften hedder den et pencilcase - penalhus - men det tror jeg ikke den skal bruges til. Der passer denne model bedre. Men Ulrikke synes den er skøn!

GrandePrix Triumf!

Man kan da ikke lade være med at blive en lille bitte smule Gran Prix-aficionado efter sådan en aften! Godt gået sir' jeg bare - vores sang var uden sammenligning klart den bedste (men ham fyren fra Aserbadjan så nu ikke værst ud...)


Det blev til en lang strimmel sammensyede repro-kvadrater i løbet af aftenen. 

søndag den 12. maj 2013

Fire fede fridage

Torsdag formiddag sejlede vi afsted sydpå mod Københavnstrup - Lynettehavnen ved Refhaleøen har vi ligget i før, og når man har cykler med, er den meget tæt på centrum. Matilde blev hjemme - hun skulle passe Kvickly-job og 2 serveringstjanser, så hun ville gerne være alene hjemme, når bare hun havde Ronja som selskab. At vi ikke skulle have vovsen med, gjorde os endnu mere mobile, så derfor var vi meget omkring i de tre dage vi havde i storbyen.

Vi cyklede rundt og geocachede (ialt 26 stk fandt vi på disse dage), bl.a på Holmen, hvor Ulrikke her har fundet det gamle anker fra Linieskibet Dannebrog:




Fredag cyklede vi til Christiansborg, så vi kunne være med på en guidet rundvisning ved gobelinerne. Det er fantastisk at opleve og kan anbefales. Man får meget mere ud af det, når der er én der fortæller om alle detaljerne i tæpperne.

Da vi kom ind til Christiansborg kunne vi ikke finde et sted at sætte cyklerne. Belært af tidligere dårlige erfaringer med at sætte cyklen op ad Amalienborg (dét kan garderne ikke li'!), så gik mormor ind for at spørge en mand hvor Margrethe Vestagers cykelstativ står. Det var så på den anden side af en af sidelængerne på slottet, og vi var da velkomne til at trække cyklerne igennem Dronningeporten, altså der hvor Daisy stiger ud af Krone 1, når hun skal til gallabal! Så det gjorde vi, og vi fandt det autoriserede cykelstativ beregnet til folketingsmedlemmer.

Lørdag cyklede vi til Nyhavn, hvor vi tog en tur med Nettobådene rundt i kanalerne. Det er sjovt, det skal man gøre en gang imellem. Det var mange år siden vi sidst har gjort det og med disse flade pramme kan man komme nogle steder hvor vores egen båd ikke kan komme ind. Broerne er for lave!

Her søndag morgen skyndte vi os at gøre klar og komme afsted mod Snekkersten igen. Vi havde en kraftig vind ind lige bagfra, så vi skøjtede hjem med god fart - men det var svært at styre bådene (det er motorbåde - ikke sejlbåde!). 15 minutter efter vi var hjemme i Snekkersten, begyndte det at regne. Hvor heldig har man lov at være?

torsdag den 2. maj 2013

Repro-improvisation på vej

I efteråret påbegyndte jeg et projekt med nogle 4½" blokke i reprostoffer, egentlig inspireret af et månedtæppe fra Patchworkhuset. Jeg syede 18 blokke, men kom ikke videre med det - jeg vidste ikke hvad jeg skulle bruge dem til.

Da så det meste af Øst-Jylland her i foråret begyndte at sy Mrs. Billings, så så jeg lyset - her er noget hvor jeg kan bruge mine reproblokke - ikke til en rigtig Mrs Billings, men en quilt hvor jeg starter indefra og arbejder mig ud af - alt efter hvad jeg har af stoffer og hvad jeg nu synes jeg kunne tænke mig at lave af borter. Her kunne mine 18 blokke komme i spil!


Jeg startede med et center, der ligner centret i Mrs. Billings. Men fordi mine 4½" blokke var syet med en ide om at de skal stå på spidsen (det handler mest om retningen på nogle af center-kvadraterne), ja så må mit center i quilten også stå på spidsen. Derfor orienteringen af de små romber i centrum!

2 blokke mere måtte der til, så det passede med de 20 der skulle bruges til en runde. Her er alle papperne fra de 20 kvadratblokke:


Lige nu måler kvadratet 30" i sidelængde. Det næste der skal på en en smal, rolig bort. Og så skal der nogle applikerede trekantblokke på, så kvadratet bliver roteret 45 grader (de hvide trekanter):


Så må jeg se hvad der videre skal på - det er ret sjovt at lave noget hvor det tager form undervejs...