Viser opslag med etiketten geocaching. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten geocaching. Vis alle opslag

lørdag den 7. september 2013

Repro-borter og Farmers Wife blokproduktion

For at starte med det sidste først, så er jeg i fuld gang med at sy blokke til mit Farmers Wife-projekt i brun og lyserød/pink/rød/creme:


Her er de riede dele nålet op på skumplader, så kan jeg bedre overskue hvordan de skal syes sammen. Indtil videre har jeg syet ca. 15 blokke sammen.

De sidste par uger har jeg afvekslet disse blokke med et langt kedeligere arbejde, nemlig at sy lyse shirting-stykker på hver side af nogle kvadratborter, jeg lavede i foråret til repro-medaillonen - her først midten, der hænger klar på trappe-gelænderet:


Og her de kedelige borter, der skal på i næste runde:


Men nu skal der ikke syes - vi (mig og ham den anden voksne herhjemme) skal ud og cykle i det gode vejr og finde en masse nye geocacher på Maguerit-ruten!

søndag den 12. maj 2013

Fire fede fridage

Torsdag formiddag sejlede vi afsted sydpå mod Københavnstrup - Lynettehavnen ved Refhaleøen har vi ligget i før, og når man har cykler med, er den meget tæt på centrum. Matilde blev hjemme - hun skulle passe Kvickly-job og 2 serveringstjanser, så hun ville gerne være alene hjemme, når bare hun havde Ronja som selskab. At vi ikke skulle have vovsen med, gjorde os endnu mere mobile, så derfor var vi meget omkring i de tre dage vi havde i storbyen.

Vi cyklede rundt og geocachede (ialt 26 stk fandt vi på disse dage), bl.a på Holmen, hvor Ulrikke her har fundet det gamle anker fra Linieskibet Dannebrog:




Fredag cyklede vi til Christiansborg, så vi kunne være med på en guidet rundvisning ved gobelinerne. Det er fantastisk at opleve og kan anbefales. Man får meget mere ud af det, når der er én der fortæller om alle detaljerne i tæpperne.

Da vi kom ind til Christiansborg kunne vi ikke finde et sted at sætte cyklerne. Belært af tidligere dårlige erfaringer med at sætte cyklen op ad Amalienborg (dét kan garderne ikke li'!), så gik mormor ind for at spørge en mand hvor Margrethe Vestagers cykelstativ står. Det var så på den anden side af en af sidelængerne på slottet, og vi var da velkomne til at trække cyklerne igennem Dronningeporten, altså der hvor Daisy stiger ud af Krone 1, når hun skal til gallabal! Så det gjorde vi, og vi fandt det autoriserede cykelstativ beregnet til folketingsmedlemmer.

Lørdag cyklede vi til Nyhavn, hvor vi tog en tur med Nettobådene rundt i kanalerne. Det er sjovt, det skal man gøre en gang imellem. Det var mange år siden vi sidst har gjort det og med disse flade pramme kan man komme nogle steder hvor vores egen båd ikke kan komme ind. Broerne er for lave!

Her søndag morgen skyndte vi os at gøre klar og komme afsted mod Snekkersten igen. Vi havde en kraftig vind ind lige bagfra, så vi skøjtede hjem med god fart - men det var svært at styre bådene (det er motorbåde - ikke sejlbåde!). 15 minutter efter vi var hjemme i Snekkersten, begyndte det at regne. Hvor heldig har man lov at være?

søndag den 3. februar 2013

Blogpause - men ikke strikpause!

Nu opdager jeg lige at det er 3 uger siden jeg sidst har blogget. Det er vist rekord i min blog-karriere! Og ikke af nogen speciel årsag - ingen ferie eller lignende der har forhindret mig. Men masser af arbejde, både professionelt og herhjemme.

"Arbejdet" herhjemme har primært været strik og geocaching. Altså ved siden af de normale, daglige gøremål som støvsugning, tøjvask o.lign...

Jeg har geocachet, både alene med vovsen og sammen med manden min. I går var vi afsted et par timer til Kokkedal slot, hvor vi i bidende kulde (pga. vinden) gik en tur rundt og fandt nogle cacher. I dag lokkede det gode vejr igen, så vi kørte til Hillerød, hvor vi gik ca. 9½ km på 3½ time i meget hårdt terræn - vi gik ikke så meget på stierne men tog en del af distancerne off-road. Så både mennesker og hund var meget trætte i benene, da vi var hjemme i varmen igen.

Strik - ja jeg har strikket en trøje til Matilde, men den er ikke helt færdig endnu. Det er denne Drops-model:

- men bare i koksgrå og musegrå.

Da jeg så var helt færdig med den høje hals i fredags, så prøvede Matilde trøjen, der som jeg egentlig allerede havde luret, var alt for kort.  Jeg har tidligere set noget om at man kan pille op nedefra og strikke længere, og fordi der ikke er sammensyninger, mønster eller noget andet fikumdik forneden på denne model, så måtte det være muligt. Det bedste tip jeg fandt var at sy en anden farve tråd ind i den maskerække, man gerne vil starte fra. Det gjorde jeg - her er det den tynde lyseblå:


 ...og så klippe en tråd i rækken under (altså i ribben her) og pille op hele vejen rundt. Derefter er det ikke svært at sætte maskerne på tråden på en rundpind og strikke nedad.

Den fik lige 10cm mere glatstrik og så skal ribben lige være 7 cm:


Sidste lørdag var jeg instruktør hos Kronborgquilterne til en sy-sammen-dag, hvor min Reisenthel-toilettaske-kopi fra sidste år var temaet. Vi hyggede os med snak og grin og hygge, og de fleste blev næsten færdige med tasken. Afstivningspindende har de til gode, da leverandøren først kan skaffe dem her til uge 6. Så det blir spændende at få alle taskerne færdige - jeg har selv 3 der er næsten parate...

lørdag den 28. april 2012

Quilt og strik

Indtil for et par år siden brød jeg mig ikke om at være igang med mere end én ting ad gangen. Jeg skulle være færdig med et projekt, før jeg gik igang med det næste. På den måde var antallet af UFO'er = 0!

Sådan forholder det sig næsten stadig mht UFO'er (bortset fra et liiiille hjertesjal jeg ikke rigtig kan komme videre med) men jeg har ændret taktik mht ideen med flere projekter ad gangen.

Lige pt har jeg gang i at strikke en trøje til mig selv magen til denne her - jeg strikker lidt hver aften - jeg quilter lidt på maskine på balitæppet når jeg føler for det og har en geopodcast jeg kan lytte til imens. Derudover rykker jeg en del på Dear Jane-quiltningen, men det tager tid når hver eneste blok bliver individuelt quiltet - nogle mere end andre:


Og så er jeg også nødt til at have gang i noget almindelig håndsyning over pap, der er nemt at tage med syaftener i Kronborgquilterne. Jeg har valgt at sy stjerne-dækkeservietterne, som mange i klubben har syet op i reprostoffer, men jeg laver dem i grønne balistoffer, rester fra en Green Tea Balipop, som Matilde tidligere har forlystet sig med.


I formiddags nåede jeg at komme en tur i skoven med Ronja inden det begyndte at regne. Jeg fandt to mystery-cacher, men den sidste jeg ledte efter måtte jeg give op overfor - der var bare for meget vand i mosen jeg skulle passere:


Men ellers var skoven skøn og forårssmuk med massevis af anemoner!

Og ja - jeg har fået min nye bil og den er bare pragtfuld!

lørdag den 4. februar 2012

Kantblokkene er klar

... og nu mangler jeg at sy stolper og det er så keeeedeligt!


Kantblokkene er blevet syet som stamps på maskine over nogle aftener, men først i dag var det lyst imens jeg var hjemme, så jeg kunne tage billede. Det ser egentlig fint harmonisk ud synes jeg, men farver er ellers ikke min skala... Nu jeg ser på billedet, så tror jeg der skal byttes rundt på de to Sunbonnet Sue'r.


Dagen idag har ikke været til indendørs sysler - vi har været i Gribskov og geocache. Det var koldt, stille og strålende sol. Når man har godt med tøj på, så er det skønt! Vi gik knap 6 km og fandt 8 caches! Vi fandt bla. en cache ved denne mindesten for en forsvunden landsby. Læg mærke til de omvendte N'er - det er da sjovt.

fredag den 30. december 2011

Tak for et godt år!

Tusind tak til alle jer med-bloggere, der tilsætter et ekstra krydderi på alle årets dage - det er skønt at følge med hos alle jer på min blogliste, uanset hvad emnet er! Rigtig godt nytår!

I sidste uge modtog jeg den sidste pakke stoffer fra Helene Juul til Designudfordringen 2011. Jeg er sgu-unte vild med dem, men jeg er jo ikke et UFO-menneske, så færdig - det skal projektet nok blive.



Temaet for denne pakkes udfordring er stjerner, hjerter og engle. Jeg var lidt skeptisk, for da jeg modtog pakken lige op til juleaften, så tænkte jeg: Jul, det er jo overstået nu!

Men nu har jeg lige lavet skabeloner til de tre blokke - det bliver en almindelig, over-pap-syet stjerneblok og så de mere tricky med hjerte og engel, det bliver nogle applikerede, ret søde modeller, som jeg glæder mig til at vise frem. Jeg tror de kommer til at passe fint med resten af stilen i alle de andre blokke.

Så er jeg spændt på hvordan alle blokkene passer sammen når jeg lægger dem op. Jeg har holdt de fleste blokke med lilla som en gennemgående farve, så jeg pønser lidt på lyslilla fleece som bagside - tæppet har jeg jo lovet til Ulrikke, og så er farven lilla!

Status for året der gik:

Kaffevarmer
Slumretæppe i Double Irish Chain
Dækkeserviet fra Quilt my Design
2 Kaffebrikker m. hjerter
Uglevest til Ulrikke
Endnu en uglevest
Vin-ko
I alt 4 par filtede futter
Sy-taske
Babytæppe
Træftaske
Netbook-hylster og penalhus
Hæklet poncho
3 ugle-puder og madras-betræk
2 (ud af 7) jule-dækkeservietter (de sidste 5 er godt på vej i skrivende stund, så de er klar til julen 2012!)

Igangværende projekter er sammensyning af Dear Jane-tæppe, sammensyning af bali-kasse-tæppe og så selvfølgelig designudfordringen omtalt øverst.

Min anden store fritidsbeskæftigelse har også taget en del af årets timer. Vi fandt 305 geocacher i 2011 og er nu oppe på ialt 1132.

(denne statistik blev genereret inden jeg fandt en cache i dag den 30.12)
Apropos geocaching var vi til event i onsdags i Tisvilde Hegn - vi gik i alt 12 km (vores lille hund har nok rendt omkring 20 km på sine små ben!). Det var en dejlig dag, hvor vi også fandt vores hidtil bedste natcache - en lang én med masser af reflekser at følge! Ialt deltog ca. 40 cacher-teams, så vi har nok været omkring 100-120 mennesker.

Så... - endnu engang godt nytår!

søndag den 31. juli 2011

1000 fundne cacher

Bortset fra patchwork og quilt, der betyder meget for mig og som jeg bruger meget tid på derhjemme og for det meste som indendørs syssel, så har vi som familie også en anden alt-overskyggende mani med at rende rundt med en gps og finde plastikbeholdere der er gemt i skove og i byer, ja allevegne! Vi har nu gjort det i 3 år og i dag fandt vi nummer 1000 geocache!

Hvis man ikke er medlem af geocaching.com kan man ikke læse logs, derfor har jeg taget et screendump af den log jeg lige har lavet på vores jubilæumscache:


Og i morgen starter det hårde liv så igen...

lørdag den 12. februar 2011

Vi har vær't i Fyns land i dag

Og det skal siges på fynsk!

Min Bernina har været til eftersyn hos Kyndbøl i Odense, den blev sendt derover med post, men jeg ville gerne selv hente den. Lejligheden i dag var perfekt - vejret var skønt, vinterferien er startet og alle i familien ville gerne med på tur over Storebælt. Selv vovse-Ronja var med bag i bilen i sit hundebur - hun elsker det, for så er hun jo med!

Vi var ved Kyndbøl ca. 11.30, hvor far og Ronja med det samme valgte at gå en tur i det gode vejr - der var geocacher i området! Mor og pigerne gik ind i symaskine-mekka og fik hurtigt konstateret, at de småting jeg havde oplevet med min maskine var fikset, den havde fået opgraderet software og blevet efterset i alle ender og kanter. Matilde var meget interesseret i en af de mindre Bernina-modeller og vi fik en god snak om de forskellige muligheder, funktioner og priser...... og det endte jo så med at vi tog hjem med en Bernette 90e til en rigtig god pris til hende (som afløser for den halvskidte Kvickly-model hun har haft - udemærket som begyndermaskine, men temmelig begrænsende for hvad man kan lave). Vi købte også en inch-fod og en fod til frihåndsquiltning til hende.
Her er Matildes maskine kommet hjem og klar til brug på hendes skrivebord.
Den er da flot!
 Jeg fandt en fin æske (jeg ER æskoman!) til mine trådruller:
Min nye trådrulle-æske med et udvalg af mine farver
- jeg har nok for mange til at de kan være der allesammen....
Posen med 2. sorterings undertrådsruller (3 kr stk) er til at spole tråd
over på fra de store ruller, det er nemmere til håndsyning.
Da vi var færdige hos Kyndbøl var farmand og vovse stadig ikke dukket op, men de blev lokaliseret via mobil og gps og vi mødtes 1 km væk på en tankstation. De havde gået en god tur på 3-4 km og fundet 3 spændende geocaches, så de havde bestemt ikke spildt tiden. At der nu var to symaskiner bag i bilen blev kun kommenteret med himmelvendte øjne og en bemærkning om at vi er skøre!

Så var vi sultne og far skulle tisse, så vi tænkte at en tur indenom den Bilka vi havde set på vejen, kunne være en god ide. Hold da OP for et center - det var ligesom de Malls vi så i Florida! Rosengårdscenteret og omkringliggende butiksområder er jo enormt - sådan noget har vi ikke i Nordsjælland! Der var lysreguleret inde på parkeringsområderne! Nå, vi kom i Bilka og fik tisset, købt nogle gode boller i bageren og skovl-op-snold (8 kr pr. 100g - wauw!) og så måtte vi hjemad.

Nå nej, jeg ville jo gerne lige en tur indenom afkørsel 47 Langeskov, da jeg på andre blogs har læst om de vanvittige stofindkøb man kan lave hos stof-outlet. Hmmm... lidt af en skuffelse, godt man ikke kun var kørt efter det, men jeg fik da shoppet 1,5 kg for i alt 150 kr. Der er vist ca. 8-9 meter i alt.

Kaffe Fasset (??? Jeg er faktisk stadig i tvivl om ægtheden
- har nogle i blogland erfaringer med kvalitet efter vask o.lign?)
Ca. 5 meter - kan da altid bruges til lukkekanter...

Ca. 4 meter look-a-like-quilt-stof - jeg synes
det kan være sjovt til en bagside på et tæppe fx.
Efter Langeskov, så gik turen østover og vi var hjemme i Snekkersten kl. 16.30. Vi har haft en dejlig dag (og behøver jeg at sige hvad Matilde laver lige nu???...)

lørdag den 8. januar 2011

Kaffevarmer eller kaffe varmer...?

Sikke dog et øv-bøv-møgsurt vejr i dag!!! Pigerne og manden tog på spejderovernatning i morges så jeg var også tidligt oppe af en lørdag at være. Efter de var kørt, var det afsted på luftetur med Ronja, derefter optankning af bil inden endnu en varslet prisstigning i dag (og jeg gav 11,03 pr liter!) og så afsted mod Lyngby og hovedmålet Speich Design. Farlig forretning af komme ind i...
Jeg skulle købe fleece til bagside på mit Irish Chain-tæppe, men det blev da også til lidt andre småting, bla. en gave til min søde kollega ;-), der snart går på pension og et sykit til en kaffevarmer til Carsten. Jeg var også på udsalg i Spejdersport og et smut i Panduro Hobby.

På vejen hjem trodsede jeg det kedelige vejr og kørte nedenom Nivå Station, da der her var kommet en geocache, hvor man skulle fange signalerne fra en beacon. Jeg havde på forhånd opdateret softwaren i min gps, så den var klar til at modtage signalerne.  Fremme på stedet satte jeg den til at søge og vupti: Pludselig var der gang i noget overførsel af data til min gps - 10 sek. efter havde jeg de nødvendige oplysninger for at kunne finde den endelige cache. Det viste sig at være mere vanskeligt at komme hen til stedet men med lidt stædighed lykkedes det og cachen blev fundet og logget. Og så var jeg gennemkold og havde brug for kaffe...

Hjemme igen havde jeg brug for noget varmt (jeg må med skam melde at jeg ikke er til stærk kaffe, jeg er en Nescafe-pige eller alternativt en Chai-te-tøs), så det blev et krus kaffe og hvad var så mere nærliggende end at gå igang med at sy kaffevarmeren fra Speich? Jeg har hygget mig hele eftermiddagen med min symaskine, mit strygebræt og mine skære-remedier og jeg fik både syet kaffevarmer og klippet og skåret til 10 nye Dear Jane-blokke. Pyha - en dejlig dag - det er altså meget rart at være helt alene en gang imellem!



De to "kaffe-etiketter" er applikeret på med knaphulssting på Berninaen. Jeg har forøvrigt også brugt min nye overtransportør (som jeg fik i julegave - jubii) flittigt, men jeg bliver altså helt bims af at kigge på den når jeg syr. Dens bevægelser under syningen, hvor den hopper afsted, er så forvirrende for mine øjne at kigge på, så jeg må virkelig koncentrere mig om at sy det rigtige sted, og nogen gange er jeg nødt til at stoppe og se på noget andet. Men - den er fantastisk alligevel - stoffet bliver ført igennem maskinen på en måde jeg ikke har oplevet før og der er ikke noget der rynker eller flytter sig i forhold til hinanden. Jeg lagde et par cowboybukser op den anden dag med den, og der var den også uovertruffen!
Nu håber jeg bare,  at Carstens stempelkande på arbejdet er samme størrelse som denne her, for det er dér den skal bruges! Ellers må han bytte rundt på kanderne...

Så - nu skulle man være en slem doven-madamme hvis man ikke lige kunne sy et par DJ-blokke eller strikke en strømpe færdig imens man ser fjernsyn...

mandag den 20. december 2010

Juleevent 2010

I går søndag d. 19.12 var vi for tredje år i træk med til Juleevent i geocaching-regi. Tre lokale teams her fra vores område har nu i tre år arrangeret den mest fantastiske get-together for geocachere - i går var vi 175 mennesker, der fik en dejlig dag med ca. 5 graders frost, stille vejr og kun lidt ekstra sne, udover de ca. 30 cm, der lå de steder, hvor der ikke var ryddet. Og ryddet, det er der ikke når man tumler rundt i Nyrup Hegn syd for Helsingør for at lede efter 16 mere eller mindre godt gemte kasser. Vi var afsted fra kl. 10.30 - 17.30 og havde gået (læs: kæmpet os vej og forceret flere moseområder - hurra for frosten!) ca. 7,5 km. Vi fik i hvert fald brændt nogle kalorier af og vores ben kan godt mærke det i dag!

På eventpladsen, som jeg har taget nedenstående lidt dårlige billede ud over inden vi gik afsted efter de papir-frigivne cacher, var der bål, snobrødsbagningsmulighed og sodavand og øl-udsalg.


Da vi kom tilbage til pladsen efter ca. 5 timers hård rundtur i skoven, var det jo blevet helt mørkt og vi blev mødt af fakler, blus og bål. Vi fik en hyggelig snak med de andre, fik snakket om de fundne kasser og udvekslet andre gode geocacher-historier - fik nogle tips til løsning af nogle besværlige mysteries - og så kunne vi køre hjem efter en dejlig dag, hvor vi var afsted alle 4 (juhuu - Matilde var også med, men geohunden Ronja lod vi blive hjemme, vi var bange for at det ville blive for lang tid for hende i kulden).

Vi loggede i alt 14 kasser inkl. eventet - vi måtte droppe refleks-cachen, da vi kom forbi den, da det stadig var helt lyst, og så kan man ikke finde reflekserne, det er i hvert fald meget svært og ikke nær så sjovt, som at gå ud i skoven en vinteraften med gode lygter og lede efter reflekser. Så den har vi til gode her til juleferien. To andre mysteries kan vi også muntre os med en anden dag, vi havde først alle oplysninger til at finde koordinatet til dem, da vi havde været hele turen rundt. Men når vi ellers skal køre minimum 15-20 km hjemmefra for at finde ufundne cacher, så er det fint med lidt indenfor 5 km-grænsen!

tirsdag den 23. november 2010

Status pt: lidt ad ht...

Jeg er bare så forkølet! Jeg har været på arbejde både i går og idag, der er rygende travlt, så det er nødvendigt, men idag gik jeg hjem da jeg havde lavet det der ikke kunne vente til i morgen. I dag er min hals heldigvis ikke ligeså rød, øm og hævet, som den var i går. Men snot... øv!

Nå - inden det blev så galt, så var vi rigtig på tur søndag morgen. Spejdersport havde som et salgsgimmick lagt et antal skatte rundt omkring i Danmark, hver indeholdende et gavekort på 200 kr til firstfinder. Og koordinaterne blev frigivet søndag morgen kl. 9, så vi var tidligt oppe og parate. Vi kørte afsted efter en skat i Farum, men blev desværre nr. 2, så ingen gavekort til os. Da vi nu alligevel var på de kanter kunne vi ligesågodt få en formiddag ud af det, så vi ryddede Farum Lillevang for alle de geocacher der ligger der: Vi tog hjem med 11 fundne på kontoen og passerede undervejs endnu en milepæl: 800 fundne ialt.


Weekenden blev også brugt på at gøre klar til nogle flere Dear Janes og jeg fik syet 3 færdig.

A9 Cabin Fever
Den midterste del har jeg syet som stamps på maskine,
kanterne er syet over pap og til sidst syet på midterstykket.

D6 Challenge
Igen syet som stamps på maskine


D8 Dee Dee's Delight
Alle dele er applikeret på
Sidder nu og syer de sidste blokke til Irish Chain-tæppet...

søndag den 19. september 2010

Så nåede vi 700 fundne cacher!

Vi tog en tur til skoven ved Lynge og Bastrup Sø og fandt i alt 12 geocacher i dag, derfor nåede vi faktisk helt op på 701, men det var skønt at se vores profil-knap se sådan ud:

Vi gik ca. 4,5 km og havde en hund med hjem, der stank af hestepære (Ronja synes det er skøn hundeparfume, så hvis vi ikke er hurtige nok, så ruller hun sig i det). Derfor stod den på hundevask og -børstning...

I formiddags var Matilde, farmor og jeg til Kreativ Hobbymesse i Hillerød - det var okay fordi Linette fra Quilt My Design var der, og hun er altid værd at køre efter, men prisen for at komme ind var ikke okay: 60 kr pr person, også for Matilde, og så meget var der altså ikke at se på.
Hos QMD fik jeg købt et mønster til en supersød bakkeserviet med pindsvin, som endnu ikke er på hjemmesiden, et mønster til små punge (Matilde kunne ikke tage hjem uden...), en 10 stk. pakke med brunlige balistofstykker (til punge), en halv meter sort og en halv meter brun hør/bomuld. Derudover nogle stifter til min markeringsblyant, 5 nøgler strømpegarn, en stabel 4x4 papskabeloner til min irish chain og en pakke Marti Michell-skabeloner:

søndag den 1. august 2010

Status efter en dejlig sommerferie

Nu er vi hjemme igen i Snekkersten efter en skøn sommerferie - måske den bedste rent vejrmæssigt i alle de år vi har haft båd (17 år). Vi fik slet ikke brug for vores lange bukser, heller ikke jakker eller regntøj blev brugt de knap 3 uger, vi var afsted. Og jo - vi var i Danmark - faktisk næsten det meste af Danmark:
Snekkersten-Dragør-Kalvehave-Vordingbrog-Lohals-Rudkøbing-Marstal-Fynshav-Haderslev-Strib-Hou-Marselisborg-Ebeltoft-Hundested-Snekkersten. Ialt sejlede vi 371 sømil, ca. 685 km. Der var kun regn nogle få nætter og en aften i Vordingborg oplevede vi et gigantisk tordenvejr - det var et fantastisk syn.
Vi havde vores dejlige søde hund Ronja med - hun har ikke egentlig noget imod at sejle, men hun kan altså ikke lide når båden gynger. Og det gør den jo af og til. Så slappede hun lidt af når hun kom op og var co-pilot sammen med mor:


Vi fik geocachet en hel masse på turen. Når man sådan bevæger sig rundt i landet, så giver det gode muligheder for at geocache i umiddelbar nærhed af hvor man er - her hvor vi bor har vi jo næsten fundet alt indenfor en radius af 15-20 km. Men med båden kunne vi cache hver dag, og det gik der sport i: Faktisk så meget, at vi er fortsat efter vi er kommet hjem, vi vil op på 25 cache-dage i træk, og det er først på mandag, så vi er ude og køre her hver dag - det koster i benzin. Efter vi har været på denne ferie, har vi fået farve i mange flere kommuner i Danmark, end vi havde før - nu ser det sådan ud: (desværre har jeg ikke et før-ferie-billede)


Vi fandt 58 cacher alt i alt de 20 dage vi var afsted.

Jeg fik også syet noget, ikke så meget som jeg kunne ønske, men det var altså bare alt for varmt. Og strikket, det blev det slet ikke til, det er for ubehageligt at sidde og nørkle med uldgarn når det er 30 grader! Men jeg fik da lavet 7 blokke til det kommende Double Irich Chain-tæppe.

Efter vi er kommet hjem på matriklen, har vejret jo ikke været det bedste - hele tiden. Vi cacher stadig hver dag (i dag blev det til 7 stk i Danstrup hegn), men det er gået op for mig hvor mange sy-ting jeg har gang i samtidig. Og det er ellers normalt ikke min filosofi - én ting skal laves færdig ad gangen. Så nu skal noget altså laves færdigt. Og hvad gør man så: Går i gang med at lave en mini-syboks (6"x6"), og den blev bare så sød, at jeg brugte den som "indpakning" til en fødselsdagsgave til en sød eks-kollega i går.
 

Hvad kan der være i sådan en lille boks? Jo, der kan sagtens være en lille æske med en troldekugle!

Og i dag søndag har Matilde og jeg teamworket om at sy hendes strandtaske, men jeg har ikke fået taget billeder endnu... Så: Det med at få lavet nogle af de igangværende projekter færdige, det er sådan så som så.

mandag den 24. maj 2010

Pinsetur i Mariehønen

Fredag eftermiddag, så snart jeg var kommet hjem fra arbejde og indkøb, tog vi ned til båden i Snekkersten havn, pakkede vores pakkenelliker, som Carsten havde gjort klar om formiddagen (han havde fri...) og så sejlede vi afsted med Nivå som første stop på turen. Nivå er vores foretrukne nær-ved-havn, som vi altid kan finde gode pladser i. Vi sejler som regel med Mrs. Firelake et par hundrede meter bagefter - det er mormors (min mor) og Oles båd, så vi skal ind og finde pladser til os begge to og helst ved siden af hinanden - det er det letteste når vi spiser og hygger os sammen.

Jeg havde sokke-strikkeriet med - det er lettere at sidde med i båden, så jeg fik lavet dette par færdige. Det er til mig selv, Matilde udbrød da hun så dem, at den farve ville hun i hvert fald ikke have. Men hun ville gerne have de grønne ditto, som jeg gik i gang med straks efter enderne var hæftet på dem her... Mønstreret er et snyde-snoningsmønster, som bare er supernemt at strikke, giver en fantastisk elasticitet og som også er ret pænt, selv med det melerede garn, der ellers ikke egner sig så godt til strukturmønster.


Lørdag sejlede vi videre sydpå - vi stak næsen ind i Tårbæk med en bagtanke om en mulig Bakke-tur, men der var stopfyldt med Kastrupbåde - det var helt umuligt. 2. prioritet var Hellerup, hvor vi aldrig har været før og det viste sig at være et godt valg. Det er en god havn og vi fik fine pladser med masser af sol, som netop valgte at komme frem, da vi kom ind i havnen.


Vi gik en 5km tur til Charlottenlund fort og vi fik også geocachet på vejen! Lørdag aften grillede vi og spiste lækker oksemørbrad og jordbærgrød til dessert.


Søndag var det blæsevejr og overskyet, så vi valgte at blive - vi gik igen en 5km geocachertur i Hellerup - i alt fandt vi 7 caches på disse dage. Matilde hyggede imens der blev lavet mad med sudoku og ipod!


Mandag stod vi lidt tidligere op og forcerede vestenvinden - vi var i læ af kysten, så turen hjem til Snekkersten var ikke så slem.

I eftermiddags vel hjemme igen fik jeg frihåndsquiltet det ene logcabin-tæppe (det tog 3 timer!) og gjort lukkekanten klar - billeder må vente til det er færdigt.  Nu skal jeg altså hen og sidde og sy lidt på Harmoni pakke 6 i sofaen...


onsdag den 24. marts 2010

Så skal bloggen igang!

Efter nu at have fulgt med på diverse blogs - primært med patchwork, quilt og strik som emne, har jeg fået lyst til at forsøge selv. Jeg er aktiv i min fritid med forskellige ting, og det kommer denne blog til at handle om.


De fleste af de løbende indlæg kommer nok meget til at handle om syning - der sker jo noget hele tiden. Jeg har også hidtil været god til at tage billeder af produkterne inden for denne kategori, så derfor har jeg allerede publiceret en del af dem. Til gengæld har jeg aldrig været flink til at huske at tage billeder af alle de hundredevis af strikkede ting, jeg har lavet. Men det vil jeg fremover gøre bedre. Derfor her et billede af min dejlige Ulrikke (9 år) med hendes helt nye trøje, strikket i Muskat Soft. Af resterne af garnet hæklede jeg den lille taske, med lyseblåt stoffoer og lynlås.


Ulrikke var så glad for den, at hun tog den med som selskabstaske samme aften til skolefest! Bedstemor-ruderne i tasken er hæklet efter opskriften i denne model.


I weekenderne, når vejret er godt, så er vi flere i familien, der godt kan lide at geocache. Hvis du ikke ved hvad det er, så læs evt. om det på de links jeg har lavet til højre. Geocaching er en god måde at få frisk luft og motion, og jeg har altså brug for et formål med en tur i skoven!



Profile for GC Firelake



I sommersæsonen bruger vi vores båd til at komme lidt rundt i weekender og sommerferien. Så der vil måske også dukke indlæg op på bloggen, hvor livet i en 27-fods motorbåd bliver rullet lidt ud.