mandag den 31. marts 2014

Den amerikanske borgerkrig møder K. Fassett

I bogen Patchworktæpper og den amerikanske borgerkrig er der et tæppe, som bogens forfattere kalder Pansy-tæppet. Flere medlemmer i Kronborgquilterne er gået i gang med applikationsblokkene i reprostoffer, som det også er vist i bogen. Jeg tænkte lidt over det og kom frem til, at nu måtte det være på sin plads med lidt Kaffe - nogle pang i blå, pink/gul og grøn, alt sammen fra lageret:


 Her er Jette og Filippas model i bogen - syet af Jette Schiøth:


I weekenden var jeg til lokalgruppemøde i Dansk Patchworkforening. Det foregik i Fredericia, så jeg tog turen med tog (!!!) derover. Jeg ser kun én fordel ved at køre i tog frem for egen bil: Man kan sy eller læse undervejs.

Ulig de andre i syklubben, starter jeg med ninepatch-blokkene i tæppet. Kvadraterne er 6x6cm og jeg havde gjort klar med pap og stoflapper inden turen. Jeg nåede at ri størsteparten af de 108 kvadrater på turen til Jylland.


Inden jeg var hjemme igen søndag eftermiddag havde jeg 4 færdige ninepatch-blokke. Det går hurtigt. Hvilken butik har Kaffe Fassett Magnolia Spot-stof? Quilters Patch i Odense vil have 84 kr i porto! Det nægter jeg, men jeg satser lidt på at Speich i Lyngby har det. Skal bruge ca. 1 meter, så kan jeg komme igang med blomsterblokkene.

Mere om lokalgruppemmødet i næste indlæg...

lørdag den 22. marts 2014

IPad Air etui

For et par måneder siden syede jeg et hylster til Matildes iPad Air - hendes 18års fødselsdagsgave. Men jeg syede det på forhånd - og passede det til efter vores iPad ikke-Air, som er lidt større på begge ledder (hedder det det? Ledder? Syns' det ser forkert ud...) Så - altså - etuiet blev lidt for stort, hun har dog brugt det  alligevel, men har ønsket sig et eksemplar, der passer og gerne med en lukning på.

Jeg fandt en model på nettet og har nu kreeret dette her ud fra billederne: 


Matilde ville gerne have et nyt etui med samme stoffer som i det oprindelige og det er lykkedes nogenlunde. Skønt stof med zebrastriberne og de rød/pink marimekko-agtige blomster. Denne gang har jeg quiltet rundt om blomsterne og inde i den pink ring i blomsterne. 



Indeni er der en lomme til tabletten til venstre og en lomme til højre som kan bruges til hovedsæt eller opladerledning. 

Lukningen er en magnetknap, og på den runde flap er syningen kamufleret af en sort knap udvendig. 


Matilde er til fest lige nu, jeg har lige fået det færdig, så det er spændende hvad hun siger til det i morgen formiddag når hun vågner. 

tirsdag den 11. marts 2014

Island dag 3

Søndag stod vi op, spiste morgenmad på hotellet og så var det pakke-sammen-tid. Kl. 9.30 blev vi hentet af bussen og vores guide, der også var med på Golden Circle-turen lørdag. Guiden var en gammel, garvet islandsk herre, der vidste rigtig meget om Island, befolkningen, samfundsforhold, geologi, geografi og mange andre sjove ting. Han fortalte en masse, uden at det blev for meget og han fortjener (og fik) stor ros for sit arbejde. 

Vi kørte ca. ½ time og så var vi fremme ved Den blå Lagune - øens største og mest besøgte turistattraktion. Det var en kæmpe fordel at vi kom i en gruppe, for vi kunne gå lige forbi den allerede lange kø af mennesker, der gerne ville ind i denne udendørs svømmepøl. Vi fik lynhurtigt et blåt armbånd med en elektronisk chip, så kunne vi gå ind og klæde om i de luksuriøse omklædningsrum. Glem alt om hvordan den kommunale svømmehal derhjemme er indrettet i omklædningen!

Folk der kender mig ved, at det med udendørs badning, det er noget der sker meget sjældent og typisk kun i en kombination af et moderat alkoholindtag og sommeraftener med Øresundstemperaturer over 23 grader. Dvs. yderst, ekstremt sjældent. Derfor var det virkelig grænseoverskridende for mig at krybe badedragt (ja, jeg har da én!), tage et lille bitte håndklæde om skuldrene og så gå ud i vintertemperaturer med en vindstyrke der betød en chillfaktor så det føltes som minus 15! Men – her gik det stærkt – jeg fik hængt håndklædet på en krog lige ovenfor bassinkanten og så gik det i fuld firspring ned af lavatrappen – ned i det 39 grader(!!!) varme vand. Hvad kan jeg sige? Det var skøøøønt!


Nej - inden bade-nymfebilleder af fruen her på bloggen, men herover ser man dampen fra det varme vand, den blå himmel og de drivende skyer (og så mit baghoved). Det I ikke ser, er den relativt kraftige vind, der fik mit nakkehår til at fryse stift til i, hvis jeg løftede hovedet for meget op af vandet!

Jeg og husbonden (der ellers er dedikeret vinterbader og meget gerne i grødis) lå i vandet i 2½ time! Jeg var rynket som en rosin på hænder og fødder, da jeg modvilligt gik op af vandet igen. Undervejs konstaterede vi, at mit Olympus Tough kamera rent faktisk er tough’ft og kan tåle masser af vand. Vi både fotograferede og filmede video – ligesom alle kineserne og japanerne, der ellers var den fremherskende race på disse kanter!

Den blå Lagune får det varme vand som et restprodukt fra fjernvarme- og el-produktion i det tæt-ved-liggende kraft-varme-værk. Værket pumper 275 grader varmt damp op fra undergrunden, anvender det i kraftværket og når de er færdige med det, ledes det nu ca. 40 grader varme vand ud på lavamarken i området. Der var nogle fordybninger i lavaen, hvor vandet naturligt samledes som i nogle store bassiner, og islændingene begyndte at bade i det engang i 80érne, var det vist. Lynhurtigt rygtedes det, og så byggede man det flotte anlæg rundt om bassinerne, med omklædning, restauranter, wellness, parkeringsplads osv. Hvert år er der ca. 550.000 mennesker, der besøger lagunen. 

Endnu en faktuel oplysning til misundelse for os danskere: Vores guide fortalte, at en almindelig islandsk familie bruger for ca. 150 kr strøm om måneden og for ca. 200 kr varme! Det kan de takke alle de geotermiske anlæg for - kun meget få huse på øen er ikke opvarmet af fjernvarme fra undergrunden!

Kl. 13 var det afsted med bussen mod lufthaven, der ligger 20 minutters kørsel fra lagunen. Og så var det hjem til Danmark igen efter tre dejlige dage på Island. Vi vil gerne derop igen, men så skal det være nogle flere dage og foregå bag rattet på en mother-fu....4-hjulstrækker bil, der kan komme rundt på de små veje ude i naturen! 




søndag den 9. marts 2014

Island dag 2

Lørdag morgen stod vi relativt tidligt op - tidligt, når man er på ferie i hvert fald. Bussen kørte fra hotellet kl. 9, og den var næsten fyldt op med os danskere, der skulle ud og se den islandske natur og de største seværdigheder på denne del af øen - turen kaldes også Golden Circle. Inden vi var hjemme igen sidst på eftermiddagen, havde vi kørt ca. 250 km!

Vi startede med et kort stop ved Skálholt - den gamle bispegård på Island. Området betragtedes i gamle dage som Islands hovedstad, inden Reykjavik tog over. Jeg fik ikke taget et ordentligt billede af den nyere kirke på stedet, men til gengæld et sjovt træhus lige ved siden af, helt pakket ind i græs!


Herefter gik turen videre mod Gullfoss, det kendte store vandfald, som alle turister besøger:


Helt vildt imponerende - vandmasserne var delvist frosset til pga. kuldegraderne og det var klogt at vi havde godt med tøj på - vinden oppe i disse højder var kraftig og bidende kold. Gullfoss får sit vand fra to store gletchere lidt nord for. Vores super gode islandske guide på turen (der var rigtig god til dansk og havde god humor!) fortalte, at man kan se at gletcherne bliver mindre år for år pga. den globale opvarmning. Hele februar i år havde der ikke kommet en dråbe regn (meget usædvanligt) og det havde også været varmere end normalt. Vi nød, som man kan se på billederne, godt af det flotte solskinsvejr!

Da vi var blevet godt kolde i kinderne ved Gullfoss, kørte vi ca. 20 min tilbage samme vej som vi var kommet. Frokosttoppet var ved Geysir - de berømte gejsere, der spinger med faste tidsintervaller.
Det var underligt at gå udenfor og se det næsten kogende vand løbe hen over jorden i området - og skiltene advarede om ikke at røre ved vandet, da man kunne blive forbrændt!

Vi stod og holdt øje med Strokkur - den mest aktive af gejserne for tiden. Det skifter lidt fra hul til hul, pga de hyppige jordskælv i området. Strokkur-hullet var ca 1,5 meter i diameter og vandet bevægede sig rundt og rundt, op og ned og med ca. 8 minutters interval sender den en ca. 25 meter høj søjle af vand op i luften. Selvom man står og kigger og kun venter på det, så bliver man helt forskrækket når det sker!


Billedet herover er taget da vi var gået lidt højere op af bakken - det er Strokkur der springer igen. Efter vi havde set på gejserne, spiste vi frokost i restauranten i baggrunden.

Det sidste stop på Golden Circle-turen var ved Thingvellir - det gamle tingsted på Island. Det var her lovsigermanden (!!!) stod en gang om året og udstedte dekreter, afgjorde tvister og i det hele taget styrede landet. Det er samtidig her at brudlinjen mellem den nordamerikanske og den europæiske kontinentalplade er - hvert år bliver der længere og længere imellem de to forkastninger og på et eller andet tidspunkt vil Island brække over i to dele.

Da vi stod på lovsigermandens plads (der hvor man tror at det var) fik jeg øje på disse sten, der havde lagt sig til rette øverst på forkastningen mod den nordamerikanske del. Naturens lune eller har der mon været mennesker involveret...?


Et kig ned gennem slette-området - ingenmandsland:


På billedet ses også en speciel form for vulkan - en skjoldvulkan - fordi den ligner et vikingeskjold, der ligger på jorden. Det er den helt snedækkede flade bakke i baggrunden.

Vi var hjemme igen på hotellet, trætte af al den friske rene luft og mætte på oplevelser. Maverne mættede vi senere på aftenen på en vikingerestaurant ved havnen i Hafnafjordur. Meget specielt med vikingeudklædte unge tjenere. Vi spiste hvalbøffer af Minkehval (vågehval) - det havde konsistens som bøf, men smagte mere som fisk. Ikke grimt, men heller ikke noget vi ville vælge igen. Nu har vi prøvet det.



fredag den 7. marts 2014

Patchwork på islandsk

På den første dag på Island, hvor vi var på egen hånd i Reykjavik, tog vi bussen ud til Virka, en stor stofbutik med hele underetagen fyldt med patchwork-slaraffenland.

Jeg kom i snak med ejeren af butikken, der havde åbnet den i 80'erne. Den er selvfølgelig den eneste butik af sin art på Island. Hun har selv syet alle modellerne i butikken, og der var MANGE (hun gav mig lov til at tage billeder):



Hele kælderen var dedikeret til patchwork og quilts og de var arrangeret meget smagfuldt:


Og der var MANGE stoffer - men knap så mange skårne små stykker, som jeg kunne ønske mig. Jeg er ikke helt så tilbøjelig (læs: jeg er ikke tålmodig nok) til at få personalet til at stå og skære 25 cm stykker til mig - nej hellere stå og bladre i FQ's (som her i butikken var i halv størrelse). Priserne var en anelse lavere end i Danmark.


Ejeren af butikken synes det var så sjovt, at min husbond havde plantet sig i boligindretningsafdelingen med sin iPad. Så var han optaget, og jeg kunne bruge den tid jeg skulle.


(Bagefter gik vi lige over gaden, hvor der var Outdoor-Outlets og en stor 66 North-butik - så fik han sin lyst styret)

Mine indkøb begrænsede sig til souvenir-stof med Søpapegøjer (lunder). Jeg blev kaldt Lunde i mange år af min legekammerat, da jeg var barn, så de betyder noget for mig. Jeg skal nok finde noget at bruge det til. Lunder er Islands svar på Den lille Havfrue, som souvenir-genstand betragtet!


... og så lidt halve FQ's i noget der ligner repro-stil. Men ellers ikke meget reprostof i butikken.


Vi havde kun håndbagagekufferter med, så vi skulle ikke købe alt for vildt ind på rejsen. Men dette lidt kunne sagtens klemmes ned da der skulle pakkes!

Som quilt og patchwork-aficionado er et besøg i Virka et must, når man er på Island. Og det tog kun 5 minutter med bussen fra centrum.

torsdag den 6. marts 2014

Island dag 1

Kender du Take Offer? Man tilmelder sig og får en masse mails om spændende rejser og weekendture. Jeg ignorerer dem som regel, men af og til står der noget i mailens emnefelt, der får mig til at læse lidt mere. Således da der stod noget for ca. 1 måned siden om Island i tre dage for 3.400 kr pr person inkl. fly, hotel (3 overnatninger) og ture. Manden min var heldigvis med på den, så i torsdags tog vi afsted.

Vi ankom til hotellet over midnat, så fredag var vores første dag. Denne dag havde vi på egen hånd, der var ikke en arrangeret tur. Vi boede på hotel Hafnafjordur lidt udenfor Reykjavik - men  det viste sig at være meget nemt at komme ind til centrum med bussen, der holdt lige udenfor døren. Hotellet var ikke værd at skrive om, men vi sov der og spiste ok morgenmad.

Vi var i Reykjavik på egen hånd hele fredagen, hvor vi gik rundt og kørte i bus, når vi havde brug for det. Et dagskort til fri buskørsel kostede ca 45 kr.


Næsten overalt fra byen kunne man se de snedækkede fjelde i baggrunden. Strålende sol, blå himmel, ca. 0 grader. Perfekt!

På vej op mod Hallgrimmskirken på toppen af byen så vi dette flotte gavlmaleri:


Og endelig oppe ved kirken som vi havde set fra bussen. Imponerende, men ikke særlig pæne byggematerialer, når man kom tæt på. Lidt betonagtig med noget mørtel-snask udenpå. 


I det hele taget skal man ikke tage til Island for at se på flotte huse. Vi så ingen pæne huse. Bølgeblik-agtige tage og mange af husene er også beklædt med plader på facaderne. I det hele taget bærer store dele af byen præg af misligehold - sikkert på grund af krisen.

Islændingene har humor:



Rygerskiltet var sat op i en rygerboks udenfor et hotel ved havnen.

Midt på dagen tog vi bussen ud i udkanten af Reykjavik til Virka - en stor patchworkbutik, jeg havde set på nettet hjemmefra. Mere om dette besøg i et selvstændigt indlæg om et par dage...

Hvem skulle nu ha troet det - et helt museum kun om... penis'er! Vi besøgte det ikke, men det er da en fantastisk tanke ikk?


"The only one of its kind in the world" - Ja det tror jeg gerne!

Om aftenen spiste vi middag på restauranten Geysir i den gamle bydel. Islandsk lam med svampesauce og kartoffelmos. Uhmmm... Priserne var meget ligesom i Danmark. Men man skal lige vænne sig til en regning på 14.500 kr.


Og så var det hjem til hotellet, så vi kunne være klar næste morgen til en lang tur ud i den islandske natur.

tirsdag den 4. marts 2014

Jo, jeg er her...

Jeg skulle jo egentlig lave et indlæg om vores forlængede weekend på Island, men det må lige vente - jeg skal først have styr på billederne... Vi havde en fantastisk tur, men mere om det om et par dage!

Indtil da et lille sneak-peak på mit igangværende hånd-quilteprojekt på repromedaillonen:


Jeg havde været meget i tvivl om hvordan disse trekanter skulle quiltes, men pludselig fik jeg en indskydelse om det dér buede mønster, jeg har set i bøger på gamle quilts. Lidt søgen på nettet, så dukkede navnet op: Baptist Fan, og så kunne jeg tegne det af fra et billede på Google over på skabelonplast, som jeg derefter skar tegneriller i med en skalpel. Voilá: Jeg havde lavet en fin skabelon til at tegne mønstret op med!

Jeg er i gang med at quilte den 3. af de 4 trekanter, og så mangler kun borten med kvadraterne og kanten.
Det blir' så lækkert med det blødeste bamsefleece på bagsiden.