fredag den 14. oktober 2016

Et langstrakt projekt er næsten færdigt

Siden februar i år har jeg været i gang med rundpinden og et strikketøj der voksede sig større og større og så mindre og mindre igen og lige nu er dette lidt sjove rør med en forfærdelig masse mønsterstrik:


Jeg var inspireret efter jeg sidste år var færdig med mit Christel Seyfarth Flisesjal - jeg havde mod på mere, og da jeg så et billede på facebook med en dame der havde strikket fra håndled til håndled, lidt på samme måde som med et sjal, så tænkte jeg at jeg ville prøve at lave en poncho med ærmer. Jeg har strikket op fra manchetten som et almindeligt ærme, ca 20-25cm, derefter har jeg lukket et antal masker af og slået klippemasker op i stedet:


Så er der strikket ned til spidsen med udtagninger i start og slut af hver omgang, og så ind igen op mod det andet ærme, hvor jeg igen har lukket klippemaskerne af, slået ekstra mønstermasker op og taget ind op mod manchetten.

Nu skal der klippes op og strikkes kant rundt - også med klippemasker i begge sider, så skal kanten sys til og så kommer mit største problem: Jeg skal klippe hul til halsen! Jeg tror at jeg rib-strikker halsen helt brun i dobbelt garn for at få lidt fylde og varme i den. Vi får se!

Sidste weekend lavede jeg denne genialitet til armlænet på min sofa - slut med trådender, der altid ligger rundt omkring og sætter sig fast i tøj, hund og andre ting. Altid styr på saks, nåle osv. Den er indviet og jeg er glad! Skraldespanden kunne måske godt have været lidt mindre, men det kan jeg jo bare lave...



tirsdag den 13. september 2016

Symaskine-cover

Efter jeg er flyttet i eget rum - altså hvad angår mine sy-aktiviteter - så står sysmaskinen frit fremme, klar til brug, hele tiden. Jeg kunne hurtigt se at det betyder rigtig meget støv alle steder på maskinen, så for at undgå det har jeg syet et cover der passer på maskinen med quiltebordet monteret.


Det er yderst sjældent jeg syr uden quiltebordet - faktisk kun når jeg lægger bukser op tager jeg det væk. Det er så rart at have den store flade at arbejde på, og så kan man også opbevare ting og sager (undertråds- og nåle-æske) der altid er lige ved hånden.


Coveret er tilpasset så det der er frigang til knæløfter og  ledninger.


Stofferne er de samme som jeg brugte til mit dækkeserviet-sæt. Dem skal jeg forøvrigt have lavet nogle flere af - det er de bedste vi har haft og det er nok kombien af hør/bomuld, tæt quiltning og termolam som mellemfoer. Det er bare godt!

lørdag den 10. september 2016

La Passacaglia quilt - start

Så er jeg i gang! Jeg har valgt at sy La Passacaglia på amerikansk, da jeg synes at den metode egner sig godt til fuzzy cutting og mange spidser. Jeg købte skabeloner hos Baliquilt på Midsommermarkedet, så det er relativt let at skære og opmærke syhjørnerne på stofferne. Skabelonerne er i mit sæt lidt større end det der er vist i bogen, og det gør bestemt ikke noget.

Mit største lager af stoffer er reproduktionsstoffer, og derfor har jeg også kastet mig over dem til dette projekt (selvom jeg så starten på et Millefiori 2 i Kaffe Fassett - uhmmm). Jeg vil lave hver roset i sin farve for at de skal stå tydeligt frem og det færdige resultat ikke bliver så rodet at se på som i bogen.


Jeg har sat lapperne fast på min nye oprullelige designvæg - jeg har sat et stykke Clover design wall sheet fast på et rullegardin med dobbeltklæbende tape. Stykket et klæbet fast på den pæne side af rullegardinet, da det så rulles op med lapperne mod den glatte (mørklægnings-)bagside og dermed ikke hænger fast i den forkerte del.


Rullegardinet har jeg monteret øverst på min reol i syværelset, så kan jeg rulle det op og det er ikke i vejen når jeg ikke skal bruge det. Så smart!

Rullegardinet er 140cm bredt og med mørklægning, købt på udsalg i Jysk for 75 kr.

torsdag den 1. september 2016

Mine træf-indkøb

Altså - det her med at tage af sted til Patchwork-træf - det er noget jeg glæder mig til hver gang. Det er så hyggeligt - og det er ikke blevet mindre hyggeligt af at jeg de seneste gange følges frem og tilbage med andre sy-glade piger fra Kronborgquilterne. Vi var 7 i min bil og som sædvanlig var der højt humør og masser af snak - især på vej til Odense. Vi er lidt mere trætte og afdæmpede når vi kører hjem igen...

Her er de ting jeg faldt over og som måtte med hjem - ikke så meget, men lækre sager:



Hør/bomuld fra QuiltMyDesign er stensikker hos mig hver gang - jeg synes den kvalitet hun har er fabelagtig, både til applikationer og som del i traditionelt patchwork. Jeg købte både den sædvanlige hørfarvede, men også en svag lilla og grøn. Det var også hos Linette jeg lod mig lokke af et lille kit til en pung med græskar og pindsvin.

Nogle groftvævede stofpakker fra Gittea.

Målebåndsstof fra Kastanja.

Reprostoffer fra Helene Juul (igen må jeg udråbe Helenes stand som den flotteste og lækreste på messen!)

Catrine Staal Axelsens nye bog: Håndquiltning + de nåle hun anbefaler + sort perlegarn fra Speich.

Spraylim fra Patchworkoasen.

Det var det! Ikke så meget, men vi havde en rigtig god dag med skønt vejr, hvor vi kunne spise vores frokost i skyggen af et træ på parkeringspladsen.



Udstillingen på træffet var også spændende og det var ikke svært at beslutte hvem der var min favorit - det var der åbenbart også andre der var enige med mig i, for min favorit "Havet" blev vinderen af konkurrencen. Jeg fik desværre ikke taget et billede af værket.

Vi undrede os faktisk over at vi så en hel del HA-motorcyklister, der kredsede rundt på p-pladsen og omkring kongrescentret. Da vi senere om aftenen - vel hjemme igen i Nordsjælland - hørte at der havde været skyderi i Odense med nogle HA-rockere involveret, så glædede vi os over at vi ikke oplevede det, og konkluderede at grunden til deres tilstedeværelse ved træffet nok var at de havde hørt at der var masser af stoffer i kongrescentret! De blev nok skuffede da de opdagede hvad det handlede om...

tirsdag den 23. august 2016

Færdigt arbejde: Te-brikker med omvendt applikation

Ulrikke er blevet pertentlig og øm om sit nye værelse - der skal se ordentligt ud og tingene skal passe sammen. Hun drikker meget te og vil ikke bare sætte sin tekop på træbordet, for så kommer der ringe!

Derfor ønskede hun sig et par brikker, som hun kan lægge under koppen - og de skulle passe i farveskemaet til hendes værelse, altså hvid, beige eller lysegrå. Jeg tænkte: Så kan jeg få afprøvet et par blokke fra bogen Dutch Treat, der er en samling af frygtelig mange mønstre til 4½" blokke, syet med omvendt applikation - eller recessed applique som forfatteren kalder det. Helt korrekt hedder det vist reversed applique på engelsk, men forfatteren argumenterer for at der ikke er noget omvendt ved det - det er nedlagt applikation. Nogen kalder det for mola applikation. Kært barn mange navne...

Her er de to færdige brikker - applikationerne er håndsyede, med jeg har frihåndsquiltet på maskinen. Det kræver god tålmodighed at sidde og nørkle med de meget små 2-3mm sømrum, men al min erfaring fra Quilt My Design-applikation kom mig til gode!


Ulrikke er jo en kage-pige, så på bagsiden har hun fået lidt cookie-fan-stof:


Blokkene er fra denne bog - forfatteren Judy Garden er inspireret af hollandske kakler:


Jeg valgte to blokke, som så rimelig overkommelige ud og hvor der både var udadvendte og indadvendte spidser i applikationerne.



Skal jeg sy alle blokkene fra bogen??? Mnja nu må vi se, men nej - jeg tror det ikke. Mange af blokkene har sindsygt mange detaljer - Dear Jane er en walk in the park i sammenligning.

tirsdag den 16. august 2016

Færdigt arbejde: Catch All Caddy


I vinter blev jeg opfordret til at den næste sy-sammen-dag i Kronborgquilterne skulle handle om By Annies Catch All Caddy. (Mønstret kan bla. købes hos Helene Juul og Stjernestoffer i Danmark)

Jeg var straks tændt - den model er da bare for lækker og rigtig brugbar som "værktøjskasse" til sytingene. Nu har jeg syet et eksemplar op, så jeg er forberedt og kan hjælpe de andre der gerne vil forsøge sig med denne lidt udfordrende model i slutningen af september.


Der er mange dele, noget skal quiltes, noget skal have strøget stabilisering på, der er en lynlåslomme og delene skal skæres og sys ret præcist. Så jeg vil ikke betegne det som et projekt for begyndere eller urutinerede symaskine-brugere - man skal være god til at læse en instruktion og gå struktureret frem. Men med lidt hjælp og lidt dansk vejledning, så skal det nok gå!

På den ene langside er der to udvendige lommer og i enden en lynlåslomme.

På den anden side er der tre udvendige lommer
og modsat lynlåslommen en åben lomme på enden.

Invendig er det ikke lommer, men "dividers" - dvs. inddelinger, der gør at rulleskærer,
linealer og andre ting kan stå op i tasken. De virker også til en dåsecola eller en drikkedunk!
Den faste bund er et stykke skærebræt fra Ikea, der let klippes til i rigtig størrelse og beklædes med stof.
Det mest besværlige ved at sy denne taske er uden tvivl at sætte den afsluttende lukkekant på til sidst. Der er temmelig mange lag stof og "Soft and Stable" at sy igennem og det er svært at få lukkekanten til at sidde pænt. Men det lykkedes for mig, så det kan andre også klare. Jeg valgte at sy lukkekanten til i hånden"på bagsiden" ligesom jeg altid gør med tæpper - her var det en nødvendighed, da jeg vurderede at det ville have været ekstra svært at gøre det pænt på maskinen.

Stofferne jeg har valgt er købt hos Butik Paradiset for flere år siden. Lukkekanterne og hankene med små hvide hundeben er fra Speich. Hvis man vil gøre det lettere for sig selv at sy denne taske, så skal man ikke vælge stof med et stribet mønster som jeg har gjort. Det stiller endnu større krav til præcision og akkuratesse i sammensyningerne. Men jeg vil anbefale at man vælger stof til lukkekanter og hanke der er let at "skjule" syninger i - der er dét jeg har brugt rigtig godt med sort tråd.

Udover det stof der skal bruges (ca. 1 meter af hver af yder- og inderstof og lidt mindre til hanke, lukkekanter og bund) skal man bruge en pakke Soft and Stable (kan købes hos Stjernestoffer eller Quiltefant - den sidste er billigst!). Hvis du planlægger at lave mere end én Catch All Caddy eller gerne vil have mere Soft And Stable (og tro mig: Det vil du gerne, når du har prøvet at sy med det. Det er genialt og meget bedre til taskeprojekter end det tykke termolam jeg hidtil har brugt til den slags) så kan det betale sig at købe en pakke med dobbelt størrelse

Der skal også bruges fire stk. firkantringe (køb dem fx her - vær obs på at 1 stk bestilt er lig med 10 stk leveret!!! Ringene er ikke dyre, det er kun leveringen...). En lynlås, ca. 30 cm. Noget vlieseline - lidt stift til inddelingerne inde i tasken. Og så skal der iflg. mønstret bruges noget til indeni de stropper, der er under hver firkantring. Her brugte jeg noget almindelig mellemfoer.

Nu tager jeg tasken med i Kronborgquilterne i morgen og inspirerer pigerne til at være med til at sy denne her med hjælp fra mig. Det blir' sjovt!


mandag den 8. august 2016

Færdigt arbejde: Turquoise Peacock

Endnu en quilt er klar og færdig til brug - men hold da op hvor ser den krøllet ud på billedet! Den er lige blevet vasket og tørretumblet, sådan at quiltningen rigtig kan poppe og og de rå kanter på applikationerne kan flosse lidt og blive bløde og lækre. Det måler ca. 130x190cm.


Inspirationen til tæppet fik jeg for 3½ år siden, da jeg så denne babyquilt på Moda Bakeshop - jeg glemte den ikke og jeg tænkte, at den ville jeg gerne lave en dag:


Jeg har skaleret påfuglen op til dobbelt størrelse, og hjerterne har jeg skåret på Accuquiltmaskinen. Først da jeg havde applikeret alle hjerterne på, opdagede jeg, at jeg har vendt dem omvendt i forhold til originalen...

Det hvide stof er perlebomuld, købt via Jytte Amdisen. Det er blødt og egner sig godt til sådan et projekt, men det var alt for hårdt at sy på amerikansk, da jeg egentlig købte det til det hvide i mit Lucy Boston tæppe. Men så er det fint at jeg har fundet anvendelse for det her. (Den anden halvdel af det jeg købte blev til et banner på ældstedatterens studentervogn sidste år...)

Hjerterne og fuglen på tæppet har jeg applikeret på med rå kanter, to gange rundt med lige sting. Første omgang med et lag 80/20 mellemfor under, anden omgang med endnu et lag. Herefter har jeg klippet mellemforet rent på bagsiden lige udenfor syningen. Dvs. da jeg så lagde mellemfor mellem top og bagstof på hele tæppet, så er der tre lag under applikationerne. Det gør at de popper endnu mere op af tæppet end de ellers ville gøre.


Alt det hvide baggrund er quiltet over et par dage på maskinen med BSR-foden i et doodle-mønster.


Labelen til bagsiden er lavet ved at printe teksten med en sy-venlig skrifttype på Sticky Fabri-Solvy (kan fåes her, ikke helt samme mærke, men det er det samme) - det klæbes på stoffet, så stitcher man bogstaver og evt. blomster og derefter lægges det i vand. Det tynde gaze-lignende lag opløses med det samme og det ser ud som om man er super-skrap til at brodere fine bogstaver. Skrifttypen her er Bradley Hand ITC.

Sticky Solvy sidder på og der er broderet

Stoffet har været i vand, Sticky Solvy er pist væk og nu skal labelen bare tørre.
Uhhh - sådan en lukkekant af de stoffer der indgår i tæppet - det ka' jeg li'!


Det er ikke lykkedes mig at få fat i sådan en flot lukkekantsspole i træ, men faktisk bruger jeg noget der funker rigtig godt og måske endnu bedre - jeg løfter quiltebordet, så jeg kan smutte lukkekantrullen ind omkring et af benene - herfra glider den let og ubesværet rundt efterhånden som jeg syr kanten på tæppet.

Da jeg havde quiltet, var tæppet ikke skåret rent, så jeg brugte en stor tømrer-vinkel og en lang liste til at tegne streger dér hvor lukkekanten skal sidde. Jeg syede lukkekanten på med trevlekanten mod stregen og klippede først derefter det overskydende quilt af.


Bagsidestoffet, som man lige kan se lidt af på billedet herover, er et udsalgsstof fra Baliquilt på Midsommermarkedet - det passer perfekt i farverne på tæppet og egner sig godt til bagside og frihåndsquilt.


Tæppet er en fødselsdagsgave til min venindes pige Maya, der er 9 år. Jeg syede et babytæppe til hende da hun blev født, og det har hun brugt hver dag i sofaen, men hun synes ærlig talt at det er lidt lille og hun har ønsket sig et større og i farverne sort, turkis og hvid. Så det får hun nu. Jeg glæder mig til at give det til hende d. 3. september!


tirsdag den 2. august 2016

Syværelset er klar til brug

Mit nye syværelse er klar til brug - ja faktisk har det allerede været i drift til flere små-projekter og et lidt større (som jeg viser frem snarest).

Det meget store bord (1x2 meter) - nu uden bue i pladen - er skønt at arbejde ved og rigtig behageligt da det er et hæve-sænkebord, så jeg kan tilpasse højden til det jeg laver. Den store skæreplade kan ligge fremme og der er plads til alle de mindre linealer (stativet er en grydelågs-harmonika-model fra Ikea). Symaskinen kan være der med quiltebordet påmonteret, og der er rigtig god plads til alt.


Lampen over bordet er en meget smal og tynd LED-lysliste, der giver et supergodt arbejdslys nedad, og et lidt mere diffust lys opad som generel rumbelysning. Stolen er en luftfyldt "pilates-stol" med gaspatron, den er rigtig god for min dumme ryg. Jeg kan se at jeg også er nødt til at male skuffedaset under bordet hvidt - det ser sgu dumt ud med det lakerede bøgetræ ...

På væggen hænger den fine trådrulleholder fra Patchwork Køge - der har jeg alle rullerne med quiltetråd og andre specielle melerede tråde. I de to kasser på bordet er alt det almindelig Amann sytråd jeg ellers bruger.

Ved siden af arbejdsbordet står gæstesengen, den som Matilde sover i når hun er hjemme fra kollegiet, fx når hun arbejder i weekenden.

Det Farmers Wife-tæppe (som blev til et Nurses Daughter hos os) som jeg syede til Ulrikke for nogle år siden, det passede ikke ind i hendes nyindrettede klinisk hvide værelse, så det fik jeg lov at beholde her på "mit" værelse. Under sengen er der tre bedrollers, én til sengetøj (!!!), og to til lager af mellemfoer.


På den modsatte væg står en af de stigereoler, der heller ikke fandt nåde for de unge damers smag - det er jeg heller ikke ked af, da den er høj og kan indeholde alle mine kasser med stof-lager, diverse vlies, termolam, bøger, accuquiltskabeloner og magasiner.


I reolen har jeg også en iPod-højtaler, så jeg kan høre podcasts - især Mads og Monopolet!
På siden af reolen (det kan man ikke se på billedet) har jeg de mindre skæreplader og de længere linealer hængende.


I reolen står også en digital fotoramme, som pigerne heller ikke gad have mere. Jeg har fyldt sd-kortet med billeder af alt det jeg har syet igennem tiden - det er ellers ikke så lidt, og det er hyggeligt at de står og kører i ring, så jeg kan blive mindet om alle de forskellige ting jeg har lavet.


Ved siden af reolen står min gamle afsyrede kommode - den passer perfekt som base for Accuquilt-maskinen, og i skufferne kan jeg opbevare mere lager og udstyr.


Over kommoden er der lige nu en rodet hylde med lidt af hvert jeg ellers ikke lige ved hvor skal være - og så har jeg hængt sådan en glasplade med magneter op. Her har jeg (og andre i familien!) skrevet hvad jeg har af forestående sy-opgaver; det er så rart at have en liste som man kan strege ud på!


I min mors kælder fandt jeg et gammelt sylteglas og her har jeg samlet knapper - som regel når jeg skal bruge en knap kan jeg finde noget der passer heri... Og så ser det da flot ud!


Det bedste ved at have sådan et værelse er at det er så let og tilgængeligt lige at få syet lidt ved lejlighed, uden at jeg skal rigge en masse til, som skal flyttes eller fjernes igen hurtigt. Uh det er skønt!!!


tirsdag den 28. juni 2016

Indflytning i mit nye sy-værksted

Ja ja ☺- nu har jeg fået flyttet alle tingene og stofferne fra skabet i kælderen op på mit nye værksted. Alt skal på plads på reolen, i kommoden, i bedrollers under sengen, i glasskabet på væggen og i et ekstra skuffedas under det kæmpe hævesænkebord. 


Desværre har bordet en irriterende bue i pladen, så jeg må nok bide i det sure æble og købe en stor mdf-plade, få den skåret i det rigtige mål (1x2 meter), male den og montere den i stedet. Jeg vil ikke bare vende pladen omvendt, da jeg tror jeg bliver irriteret over de ting der falder ned mellem buen og væggen. Men hold nu op det bliver luksus med det store bord, både symaskinen, quiltebordet og den store skæreplade kan være der, uden at jeg skal flytte på tingene.


På kommoden ved vinduet skal jeg have Accuquilt-maskinen - det kommer til at passe så fint både i højden og med pladsen.

Det blir' så godt!

mandag den 20. juni 2016

Fødselsdagsgaver og midsommermarked

Min store pige Matilde havde hæklet en lækker strikkekurv til mig i zpaghetti-garn. I den havde hun lagt en Moroccan-oil håndcreme jeg havde ønsket mig, Haribo Eucalyptus og en sukkulent i en "strikket" keramik-potte. Derudover fik jeg en sæbedispenser til det nye køkken, strikkeskål fra Karen Noe-design og en spøjs saml-selv køkkenrulleholder (som jeg skal klage over, dimsen i midten passer ikke ned i udstandsningen!). Jeg fik penge af mine svigerforældre - de blev brugt dagen efter i Korsør... Jeg fik også penge af min mor, og for dem har jeg købt en smart LED-loftlampe til mit sy-værksted - den kan jeg først vise når værelset er færdigt. Jeg fik også en flaske Gajol og en flaske Bacardi - mit 19-årige jeg indeni er glad!


Jeg havde også ønsket mig en stor udendørs plante til en ledig potte vi pludselig havde til rådighed:


En lækker (fake) ruskindsjakke, den er desværre en smule for lille (til min muskuløse overkrop), så her er det Ulrikke der agerer model:


I lørdags fyldte jeg bilen op, så vi var 7 veloplagte piger der kørte sydpå til Korsør og Kreativt Midsommermarked. Det var skønt vejr, så vi kunne spise frokost i strålende sol - og læ - på vores sædvanlige sted!


Her er mine indkøb:


Valnøddeskaller til nålepuder og 3 FQ's fra Patchwork Køge, Accuquilt hjerte-skabeloner, La Passaqaglia acryl-skabeloner og sommerfuglestof fra Bali Quilt, "Hæklede klude" fra Fru Udesen, 3x1 meter Lynette Anderson stof fra Tante Andante, turkise/sorte stofpakker og Catch All Caddy-mønster fra Stjernestoffer.


De her skal sammen med en masse hvidt bundstof blive til en nyt hyggetæppe til min venindes datter Maya - det babytæppe jeg syede da hun blev født er alt for lille til at putte sig i, og hun har selv ønsket farverne til et nyt og større! Uh jeg glæder mig til at få gang i symaskinen igen efter den har stået stille i 3-4 måneder!

fredag den 17. juni 2016

Færdig med (seksog)fyrre!

I dag er det min fødselsdag. I dag skal vi have gæster. I dag skal vi fejre at vores store køkkenombygning er færdig!

Først lige et tilbageblik på hvordan det så ud i starten af marts:


Nu er der sket en lille smule forandring:


Køkkenelementerne er fra Kvik - de hårde hvidevarer er Siemens og Neff. Fliserne på gulvet er fra Silvan. Billederne er taget her til morgen, så derfor er der sat flag frem ☺


Piet Hein-bordet, der før var i lakeret bøg, har været en tur hos Lux Lak i Lynge og er blevet lakeret hvidt. Superflot og tiltrængt, overfladen var meget slidt og brugt. Det er som at have fået et nyt bord!


Billedet på væggen længst til venstre (med rødbederne) dækker for et hul hvor elmåleren sidder bagved. Derfor den lidt sære placering...


Hold da op her er blevet lyst i forhold til før - i dette nordvendte store rum!


Ulrikke ville gerne have sit nye værelse i samme stil, så hun har også fået fliser på gulvet og nye, lyse møbler!

I de kommende uger indretter jeg sy-værksted i Ulrikkes gamle værelse - glæder mig som et lille barn!