lørdag den 29. juni 2013

Stuvning af oksemørbrad

Hvis du tror at der nu kommer en madopskrift, så tro om igen. Næ, stuvning skal forstås i den betydning at man stuver noget af vejen, typisk på et skib. Og det er også netop tilfældet her! 

Noget af det letteste mad at have med på tur i en båd med grill er netop oksemørbrad. Let at tilberede, smager skønt. Absolut ynglingskød her! Men - formfactoren på en dybfrossen oksemørbrad er ikke særlig hmmmm ... stuvevenlig.
Men det er der råd for, man har vel ikke studenterjobbet i en slagter for ingenting - en sav kan da klare problemet:


2 stk mørbrad  er nu savet midt over og pakket i hver sin frostpose. Så kan de godt holde sig i køleboks de næste mange dage. Uhm!

søndag den 23. juni 2013

Lynhurtig taske til smartphone

Da jeg var med Kronborgquilterne på bustur for nogle uger siden til Malmø, var vi på besøg hos Quiltameva. Jeg købte ikke så meget - men jeg købte noget som var rigtig smart! Et stykke vlieseline, med mønster til en (faktisk var der til 3) iPhone-taske. Eva viste os i butikken hvordan man skulle gøre, og det så pærelet ud. Det var det også - jeg lavede én i går og det tog mig under en time!

Først gjorde jeg stoffet klar - jeg vil gerne have en taske med blomster/mariehønestof yderst og sort/hvid-prikket inderst. Det tog mig et par minutter at gennemskue hvor stofferne skulle sys sammen for at overgangen ikke ville blive synlig, men man kan se det på dette billede:


Sammensyningen skal være nogle centemeter forbi angivelsen af velcro-placeringen når man kommer oppe fra ydersideklappen (der hvor der er tegnet placeringen af stroppen).

Stoffet stryges på det groft tilklippede vlieseline og så klippes der efter den stiplede sømrumsstreg:


Og der sys velcro på retsiden de to steder hvor det er angivet. Her ovenfor ses vrangsiden hvor sømmen til velcroen kan ses. Jeg har brugt sort velcro, så man kan ikke rigtig se det på forsiden.

Stroppen skal nåles fast - på retsiden! - der hvor den skal placeres. Jeg klippede den 130cm lang og med små knuder i enderne. Knuderne forsvinder ind i sømrummet.


Så skal tasken foldes - se evt. også designerens egen video, hvor hun (meget hurtigt) viser hvordan der skal foldes. Her ses den foldede taske - Fold A og B lægges præcist ind på linjen Center, og så klappes det hele sammen, så den ser sådan ud:



Og så er der syet på linjerne og hæftet grundigt ender ved Start og Stop! Hullet til at vende igennem er ikke særlig stort, men med tålmodighed og forsigtighed, så kan det sagtens lade sig gøre. Lav endelig ikke hullet større end angivet, for så kommer det op i buen og det bliver ikke pænt når det skal sys sammen i hånden til sidst!


Ta-da! Her er den færdige, fine taske, hvor der også er en lomme til fx adgangskort, dankort eller lign.
 
 
 Den er jeg glad for! Jeg vil lave nogle kopier af det sidste mønster jeg har, så jeg kan lave nogle flere - det er en super model og vil være fin som gave fx

fredag den 21. juni 2013

Så kom min stol

Symaskinestolen, jeg fik penge til i mandags, den kom med fragtmanden i dag!


Den blir jeg glad for - det er jeg helt sikker på! Glæder mig til at prøve den rigtigt... Puden er fyldt med luft, så der fulgte også en (fodbold)pumpe med, så man selv kan justere luftmængden. 

Et par ekstra gaver

I går da jeg kom hjem fra arbejde, fik jeg et par gaver mere - først overrakte en stolt Ulrikke dette iPhone-cover, som hun selv har designet på Vistaprint:


Det er da bare sødt! Der er billeder af mine tre piger: Matilde, Ronja og Ulrikke selv - og hvis nogen skulle være i tvivl så er det mors! Ulrikke er til fals for tv-reklamerne, hun havde selv fundet på det hele, fundet billeder frem og sat det op. Men da der skulle betales, måtte hun have hjælp af far! Hun havde også samtidig fået lavet to musemåtter med billedet af Ronja på, én til Matilde og én til hende selv.

Og - som om det ikke var nok, så lå der en tyk boble-kuvert i min postkasse! Fra Frankrig! Fra Lin! Hun havde lagt mærke til min Storm P-opstilling med gaffel og kapers-glas og ikke mere af den slags rod til mig! Derfor sendte hun mig denne her dims:

 Som i samlet tilstand ser sådan ud:

Total proff - nu kan jeg også købe de store cones med god tråd, som jeg hidtil er gået udenom fordi jeg ikke kunne sætte dem på min maskine! Tusind tak Lin - du er en skat!


PS. Skulle have været med 6 kolleger på Hven-tur i min og kollegas båd med overnatning. Men pga denne tekst på dmi.dk:

"Sundet:Skiftende eller sydøst, 3 til 8 m/s, i løbet af i eftermiddag sydvest, 5 til 10 m/s, tiltagende til mellem 8 og 13 m/s, i løbet af lørdag formiddag 5 til 10 m/s. Byger, i dag til dels med torden, ellers god sigt."

...og dette billede fra vind-prognose for i morgen lørdag:

...så har vi valgt at aflyse turen. Regn i dag og masser af ubehagelig vind i morgen = ikke de bedste forudsætninger for en vellykket og behagelig tur. ØV - håber vi kan finde en anden weekend vi kan tage afsted!

tirsdag den 18. juni 2013

44 + 1 dag

I går var det min fødselsdag!

Altså - gaver er jo dejlige, uanset hvor gammel man er - og her er mine gaver - først et skilt fra min store tøs:

Jeg har taget skiltet med på arbejdet,
bare hvis nogen af kollegerne er i tvivl om hvor go' jeg er!
  Gavekort til en symaskine-stol fra min mor:

Den hedder Pilates Air Seat og skulle være fantastisk!
 Også fra min mor - en lunde! (Eller søpapegøje hedder den også i Kaj Bojesen-verdenen, men Lunde i min - jeg blev altid kaldt Lunde da jeg var lille af min bedsteste ven på vejen, som jeg altid legede med):


Fra Ulrikke- nye bløde håndklæder som jeg havde ønsket mig:

 Fra Matilde - hun elsker Bodyshop!


Dejlige penge fra svigerforældrene til fri leg!
Sengetøj til båden (men i forkerte dynelængder!!!)
Og så fra min søde mand: En miniferie på Rømø - jeg havde ønsket mig oplevelser i den stil, så det vil jeg glæde mig til. Vi skal bare finde ud af hvornår vi skal afsted...

søndag den 16. juni 2013

Hul i rø...

Søndag i regnvejr = syvejr!

Carsten har en jetboil. En jetboil er en vidunder-gadget for spejdere - det er sådan en dims hvor man kan montere en lille gasflaske (som gemmes væk indeni vidunderet når den ikke er i brug) og så har man en liter kogende vand på nul-komma-dut!

Han har ønsket sig en opbevaringspose til den, og gerne med T-birds-logo på (T-birds er klan-navnet på de her enormt voksne og modne mennesker, som andre forældre naivt overlader deres børn til i kortere eller længere tid).


Her er det originale logo - farven og prikkerne går da igen - men ikke en tro kopi...


Og posen med indhold:

Hexagonblomsterne til repro-medaillionen begynder at hænge sammen - det er i-sofaen-foran-tv'et-arbejde:


Og så det med hul i røveren - Matildes cowboybukser har det med at udvikle ventilationshuller på et ikke så praktisk sted:


 Så den anden dag fik de lige lidt forstærkninger.


Jeg var ikke sikker på at hun ville gå i dem med lapper på, men hun var vist meget tilfreds. Jeg fik flashback til 80'erne, hvor jeg sad og syede blomstrede provence-stof-lapper på mine egne cowboybukser + klippede sidesømmene op et stykke ned fra oven og syede blomstrede kiler i siderne. Det var brand-moderne dengang!

lørdag den 8. juni 2013

Fuzzy cutting

De sidste mange ledige dage og eftermiddage/aftner har jeg brugt på at male udvendigt træværk på vores hus. Og der er meget, skulle jeg hilse og sige... I går færdiggjorde jeg så endnu en  etape og besluttede at resten må vente til næste år. 

Men her til morgen synes jeg liiige at der var en stump betonmur der skulle have et frisk lag Sadolin Stærk Murmaling oliemulsion. Jeg gjorde klar og åbnede dåsen, sidst brugt i 2006. En frygtelig hørm af mug stod op fra den halvt fyldte bøtte. En forespørgsel hos min søde nabo viste samme resultat i hans murmalingsdåse. Malingen er mugnet og er ikke længere den pæne lysegrå farve. Det kan altså ikke tåle at stå - men det holder ellers fint på muren, og det er jo det vigtigste. 

Se - det er jo et tegn til, at nej Marie, du skal ikke male i dag, du skal nyde det gode vejr. Så frem med dæksstolen, orienteret mod solen (der dog lidt for hyppigt er forsvundet bag nogle irriterende skyer) og fat i den spændende krimi jeg er i gang med (Chris Carter: Stalkeren). 

Men jeg er en rastløs sjæl og på et tidspunkt blev skyggeperioden lidt for lang. Ind i kælderen, frem med kassen med reprostoffer og i gang med fuzzy cutting af romber, hexagoner og femkanter ( en rombe med den ene spids skåret af). 

Så nu ser det sådan ud i dæksstolen:


Der skal laves små stjerner og hexagonblomster til repro-medaillon-tæppet!

Needless to say: Jeg er alene hjemme i denne weekend og nyyyyder mit eget selskab! Passer ikke helt: storepigen er på arbejde og kommer hjem ved sekstiden. Overvejer lidt at foreslå at vi skal gå ud og spise...

tirsdag den 4. juni 2013

Farmers Wife - nu til EQ!

Siden jeg blev færdig med at sy Dear Jane, har jeg haft en lille drøm om at lave et Farmers Wife-tæppe. Jeg købte bogen, men blev slemt skuffet da jeg satte den medfølgende cd i pc-en: Med den cd er der kun mulighed for at printe hver enkelt skabelon ud hver for sig! Der må da være nogle papir-fabrikanter der er glade for dén løsning!

Det ku jeg altså ikke bruge til noget - jeg vil have blokkene samlet på et A4, så kan jeg også bedre selv styre størrelsen. Så opdagede jeg at man kan få en Companion cd, sådan at alle blokkene kan importeres til Electric Quilt, og SÅ gir det mening!


Jeg modtog den med posten i dag fra Amazon i England. 11£ inkl. fragt. Så bør det være let og ligetil at printe de blokke jeg vil og i den størrelse jeg gerne vil have dem. Jubii!

Tænker at lave dem i str. 4½" ligesom Dear Jane...

Min ide er at lave dem med Bella Solids Dark Brown og Kissing Booth by Basic Grey:



Og så skal der nok også blandes lidt forskellige lyse - hvide - beige stoffer ind i al det sjove.

søndag den 2. juni 2013

På udflugt med Kronborgquilterne

I går lørdag var det tid for den årlige udflugt med Kronborgquilterne. Turen har jeg blogget om her...

Det var en dejlig dag med et besøg i en skøn butik - bare vi dog havde sådan en i Helsingør!

Her er mine indkøb - metervarer til halv pris, det lyse bagerst var resten af en bolt der lige er det rigtige baggrundsstof til nogle applikations-trekanter til min medaillonquilt, de seks 30cm-stykker forrest er til lageret - det blåprikkede dog til et helt bestemt formål.


Eva fra butikken demonstrerede dette smarte vlieseline, der samtidig er et mønster til en iPhone-taske. Der var tre i et sæt, svigermor fik den ene, så jeg kan lave to (eller kopiere dem over på vlieseline selv). Mere om dette senere...


Søde Hanne P havde en lille gave med til mig - hun er meget betænksom med at give mig gaver til jul og sommer, da jeg er hendes faste chauffør til syaftenerne. Denne gang fik jeg en cupcake-FQ, en Clover syl (genialt værktøj!) og en æske chokolade (men den er delvist spist i går aftes, så ingen billeder af den ;-)