fredag den 30. marts 2012

Nye bøger

Igen i denne uge har der været fragtfri levering fra Amazon i England. Sy-søster Vivi ville gerne have et eksemplar af Sylvia Bridal Sampler og jeg faldt for en Lynette Anderson-bog:


Sampler-bogen var den sidste der var, og når man kan lide samplere, er den næsten et most-have! Den skal jeg lige kigge i inden den bliver afleveret til Vivi på onsdag til syaften!

Country Cottage er en rigtig hyggelig bog med masser af gode billeder. Den skal også nærstuderes.

Påskeferie? - nej ikke før onsdag i år.

lørdag den 24. marts 2012

Kopi-toilettaske

For nogle år siden købte jeg en Reisenthel-toilettaske på sommerudsalg i en butik i Lønstrup. Den er rigtig god i facon og størrelse, og jeg er ret glad for den. Da Matilde så skulle flytte på efterskole havde hun brug for en god toilettaske, da hun hver dag skal have sin toiletsager med frem og tilbage fra værelset til baderummet. Hun fik lov at låne min, men inden nåede jeg at tage nogle mål og nogle billeder:



Det gode ved den er, at der oppe ved lynlåsen er nogle stivere, sådan at når den er åben, så er den åben uden at klaske sammen, og når man lyner den, så lukker den sig li'som sammen om sig selv. Den er ikke stor (25x15 cm i "grundplan"), men jeg har heller ikke så meget af den slags der skal i en toilettaske.

Mit pilotprojekt med at fremstille en kopi har været på vej et stykke tid. Ud af samme bali-pakke-strimler som til denne dug har jeg syet ydersiderne, der er quiltet med termolam.




Inderforet er en rest balistof, stivet af med dét der 320-stive halløj. Der er både lynlås-inderlomme og nogle "stropper" som kan holde parfumeflaske og andet oprejst.


Det der har forhindret mig i at lave den færdig for længe siden har været udfordringen med at få fat i noget egnet afstivnings-stang-materiale, som ikke er for tungt, ikke for tykt og forholdsvis let kan bøjes i 90 grader. Det lykkedes så i sidste uge, da en af vores gode venner viste mig en stang acryl han havde bøjet til en krog for at kunne fiske geocacher med den fra svært tilgængelige steder. Jeg tænkte straks på mit toilettaske-problem og vupti - dagen efter havde han skaffet mig en 6mm acrylstang på en meter, rigelig langt til mit formål.

Så i dag har jeg været i gang med skruestik, nedstryger og varmeblæser og ikke længe efter havde jeg de to stænger, der nu er syet ind under lukkekanten ved lynlåsen. Fantastisk! Nu mangler jeg bare en ferie hvor jeg kan afprøve min nye toilettaske!

tirsdag den 20. marts 2012

Post fra Texas

Sidste mandag bestilte jeg stof og ting fra Fat Quarter Shop i Texas. I dag blev det leveret på mit skrivebord på arbejdet (det er lettere at bestille til arbejdsadressen, da man så ikke skal have besværet med at komme på posthuset og hente...)


5,5 yard superflot lilla Hoffman balistof fra serien Twilight Serenade. Det skal være bagsidestof på balikassetæppet. Derudover en smart dims (den blå i midten), som skal bruges når man samler lukkekant, og to vandopløselige markere, en blå og en hvid.

Dejlig med indkøb fra over-there - og helt uden postgebyr og told/moms, man har lov at være heldig !

mandag den 19. marts 2012

Nu skal jeg blive færdig i 2012!

Jeg har syet alle blokke, trekanter og kanter på Dear Jane-toppen og næste step er at samle sandwich. Men inden da skulle jeg lige stitche tekst i hjørneblokken (nederste højre hjørne, ligesom på originalen).

Jeg har broderet årstallene 2010 2012, det tidsrum jeg har arbejdet på tæppet. Og det lægger jo pres på mig, så jeg skal færdiggøre det i år!

Undervejs imens jeg har syet blokkene og lagt billeder af dem her på bloggen, så har jeg talt delene i hver enkelt blok og skrevet dem ind i et regneark. Derfor var det ikke så svært at få det samlede antal dele - tallet 4.890 er alt inklusive, også stolper, "hele" trekanter, yderste bølgekanter, bagside, mellemfoer og lukkekant.

Jeg er ved at være færdig med at håndquilte Designudfordringsquilten, og på den laver jeg en bølgekant - så kan jeg øve mig på den, inden jeg skal lave det på Dear Jane-quilten!

lørdag den 10. marts 2012

"Var"-trøje med modifikationer

Opskriften er fra Netgarn, ligesom garnet. Og jeg har købt mere garn, så nu jeg skal lave én til - magen til - til mig selv!

Matilde er meget tilfreds og hun har haft den på i dag - også til håndboldkamp, hvor vi lige har set Nordsjælland spille en spændende kamp mod Ålborg i Helsingørhallen.




Ændringerne i forhold til originalopskriften er lommerne, som ikke skulle være der - men de er praktiske til mobil osv. og så har jeg monteret lynlås i stedet for trykknapper. Jeg har strikket den i det længste mål, men jeg synes den er lidt kort. Min skal være lidt længere. Matilde er tilfreds og synes den skal være sådan som den er.

torsdag den 8. marts 2012

På shopping i Brøndby

I går aftes var Kronborgquilterne på udflugt til Patchworkhuset i Brøndby, hvor vi shoppede stoffer, skabeloner og andre nødvendigheder. Jeg var virkelig standhaftig og købte kun ganske lidt:


I Patchworkhuset kan man købe Fat-Eights - altså halve Fat Quarters - det er brandsmart! Dobbelt så meget forskelligt stof til samme pris. Jeg købte ovenstående repro'er - inspireret af Helene Juuls BOM med stjerner i blå og pink/lyserøde stoffer. BOM'en er overtegnet, så jeg prøver på egen hånd.

Jeg synes at farverne er skønne og de skal kombineres med en del af alle mine reprorester fra Dear Jane (som jeg - ja ja ja - nok skal komme videre med - snart, meget snart. Mangler baaaaare lige at sy kanterne på og samle sandwich og quilte... ☺).

Jeg købte også nogle quilteskabeloner, men de gør sig ikke så godt på billeder.

Nu skal jeg hen og sidde med benene oppe i min nye sofa og læse Kludemagasinet

lørdag den 3. marts 2012

Ny flyder-sofa til hele familien

Lige siden vi flyttede ind her hvor vi bor nu (for 10 år siden) har vi fantaseret om en kæmpesofa, som vi alle 4 + hund kan være i samtidig. Og når jeg siger være i, så mener jeg ligge i, flyde i, sove i, se tv i osv.

Nu har vi fået den! Det var lige på nippet at den største af delene ikke kunne komme op af vores trappe og jeg begyndte straks at udtænke en måde vi kunne hejse den op via altanen. Men det gik lige akkurat - heldigvis at den ene af de to leveringsmænd var en stædig rad (i modsætning til hans mavesure kollega, der var parat til bare at sætte den i køkkenet og overlade problemet til os selv).

Her ses møblementet som det så ud i forgårs - en træt sofa og en pensionsmoden tilhørende stol, begge dele arvet fra Matildes skolekammerats forældre for et par år siden:


Og sådan så den samme del af stuen ud i går morges, da vi havde ryddet af, støvsuget og vasket gulvet:


Efter en hel del stønnen, sved og moslen rundt (et godt råd: Placer gulvtæppet FØR sofaen samles!!!) så lykkedes det at gøre klar til X-faktor-kiggeri fredag aften:


Wauww den er fed! Sofabordet skal kortes lidt af for at passe, men det må vente til det bliver lidt mere forår. Heldigvis passer sofapuderne fint i farverne (eller også er det skidt - så havde jeg jo en god undskyldning for at lave nye... ☺) Sofaen er bestilt hos Idémøbler og bygget af dansk arbejdskraft i Jylland - det betyder da også noget!

Og se så lige en udsigt fra vinduerne her til morgen:


Kystlinjen til højre er Rungsted Kyst og så indad mod København, øen til venstre er Hven. Der er ca. 500 meter fra os til Snekkersten-kysten i lige linje. Sådan en udsigt blir' man sgu glad i låget af at kigge på!