Viser opslag med etiketten Lucy Boston. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lucy Boston. Vis alle opslag

søndag den 29. oktober 2017

Mit Fuzzy Lucy Boston er færdigt

Jeg lagde et billede af den første blok op i september 2014, så lidt mere end tre år har dette tæppe været undervejs. Se alle indlæg om tæppet her. Det er syet i hånden på amerikansk og er også håndquiltet.

Først et par billeder taget inden den meget store quilt røg en tur i 2xMiele - vask og tumbler, på to af siderne er der to kantborter, quiltet med hver deres mønster:


Man kan stadig ane de blå streger fra den vandfaste pen, men det forsvinder helt og aldeles efter en 40 graders vask (med 5-6 Beckmans klude for at tage eventuel overskudsfarve fra stofferne. Kludene var mørk lilla/grå da de kom ud af maskinen!)


Efter vask og tørring får quilten den tekstur jeg så godt kan lide: Quiltningen popper mere op og tæppet får liv - den ligner noget der har været i brug i mange år - på den fede måde!

Det er ca. 250x250cm og jeg har brugt 4 af de hjørneblokke jeg havde i overskud til hjørnesten i kanterne og til en label på bagsiden - jeg kan åbenbart ikke tælle.


Stofferne er en skøn blanding af alle mine reproduktionsstoffer fra Patchwork-husetHelene Juul og Køge Patchwork.


Fordi det er et stort sengetæppe og det er meget tungt i sig selv, har jeg brugt den tyndeste volumenvlies til mellemfoer. Alligevel popper det så fint:


I dag - udfordret af stormen Ingolf - fik jeg hjælp til at tage et billede i solskinnet. Far og datter synes de er morsomme og driller med at vende bagsiden udaf - men så kan jeg jo fortælle at bagsidestoffet er ekstra bredt fra Hannes, og mønstret passer så flot i stilen til tæppet.


Sådan, nu vender det rigtigt - det er da smukt!!!


Og med min egen signatur på labelen på bagsiden...


Marie er tilfreds!

tirsdag den 14. februar 2017

Lucy Boston sandwich klar til quiltning

I mit blog-arkiv kan jeg se at det var i september 2014 jeg gik i gang med at sy Lucy Boston-blokke. Tanken har hele tiden være at lave dem til et sengetæppe, så det kan passe til vores dobbeltseng, og det kræver mange blokke. 7x8 har jeg lavet plus alle de mange mellemstykker og hjørnesten. Men nu!!! er de syet sammen, der er kanter på og det er limet med tynd volumenvlies og bagsidestof . Jeg foretrækker ellers til 80/20 mellemfoer, men jeg er bange for at det bliver for tungt og tykt til så stort et sengetæppe. Og når man heller ikke skal putte sig i det, så er volumenvlies fint.


Jeg måtte flytte lidt på planter og brændespand for at kunne sandwiche på stuegulvet - det kunne lige akkurat være der.

Quiltning??? Det bliver i hånden. Det er længe siden jeg har quiltet noget stort i hånden, det var nok Dear Jane, men det her råber på en håndquiltning i hver blok og i mellemstykkerne. Så der er maaaaange timers arbejde endnu!

Poncho med Fair Isle-teknik:
Nogle har spurgt efter fremgangsmåde til min poncho i sidste indlæg. Jeg har ikke lavet noter undervejs, men hvis man har prøvet at strikke et Christel Seyfarth sjal, så er jeg sikker på at du kan bruge det her til noget:

Slå et antal masker op der passer til omkredsen på den håndledsmanchet du gerne vil have. Strik først et mønster 5 cm (dette bliver ikke synligt, da det bliver vrangen af manchetten, men vigtigt med mønster da det ellers bliver for "slapt"), derefter en vr-pind som vendekant, og derefter 5cm mønster der bliver den synlige del (ydersiden) af manchetten. Skift til det mønster du gerne vil have hen over ponchoen fra manchet til manchet, husk at det skal være et mønster der ses "på siden" og ikke op-og-ned som på et sjal.

Tag 1 m ud som du ville gøre på et sjal i start og slut af hver omgang, men du skal ikke lave klippemasker mellem udtagningerne. Udvid mønstret efterhånden som udtagningsmaskerne kommer med. Fortsæt med udtagninger indtil "ærmet" måler ca. 25 cm. Her lukker du de nederste masker, svarende til 2xbredden af den bort du gerne vil have på til sidst på den åbne del af ponchoen. Over de lukkede masker slår du 6 klippemasker op og så strikker du videre med udtagninger på hver side af klippemaskerne, ligesom når du strikker et sjal.



Forsæt med udtagninger indtil du har målet fra dit håndled til midten af din hals når du måler med armen strakt ud til siden. Så begynder du at tage ind igen på hver side af klippemaskerne.

Når du har taget ind igen og arbejdet mangler de sidste 25cm ærme, så lukker du klippemaskerne, og på næste p slå du de ekstra masker op som du lukkede efter ærmet i den anden side. Strik videre med indtagninger lige på hver side af start og slut på p indtil du kommer til manchetten, strik den, både for- og bagside. Luk af.

Nu har du et stort, langt rør med to smalle huller i hver ende. Sy i klippemaskerne som du ville gøre på et sjal, klip op, pil masker op hele vejen på både for og bagside - slå klippemasker op i begge sider over de lukkede masker på ærmerne - de lukkede masker må du ikke røre. Strik borter, både forside og vrangside der kan vendes rundt. Klip op i klippemaskerne i hver side og sy borten til de lukkede masker på ærmet og til bagsiden så den ligger dobbelt.

Nu kommer det svære: Fold ponchoen ud så godt du kan og marker med nåle eller tråd midten af hele stykket. Marker en passende størrelse halsåbning, mål evt. på en anden trøje du har lavet. Sy godt inden du klipper, så det ikke løber op for dig. Slå masker op i hals-åbningen og strik en hals. Jeg har valgt at strikke halsen med dobbelt garn (Ulstrupgarn Supersoft) op i 2r, 2vr for at få en lidt tyk rullekrave.



Pyha, det var en lang forklaring. Håber det kan bruges.

søndag den 28. februar 2016

Print på stof og te-farvning

Jeg har længe - faktisk siden september 2014, kan jeg se, når jeg kigger i mine gamle indlæg - været i gang med at sy et Lucy Boston-tæppe. Pyha det er længe! Men jeg nærmer mig - jeg er snart igang med de sidste blokke. Jeg er gået frem efter denne metode til et tæppe på 7x8 blokke:

Se denne side!

Men efterhånden som jeg lavede blok 1'erne og 3'erne, begyndte jeg at sy 2 af blok 3'erne på to af siderne på blok 1'erne:


På den måde letter det arbejdet når de allesammen skal sys sammen. Jeg er igang med de sidste ca. 30 af blok 2'erne.

Jeg syr det hele på amerikansk og er afhængig af systreger på vrangsiden af stoffet. På mønster-stofferne i blok 1 har jeg tegnet dem med en vandopløselig pen og mine Lucy Boston skabeloner. Men jeg vil gerne vise hvordan jeg har afmærket sy-stregerne på de mange hvide og grønne lapper til blok 2 og 3.

Jeg har tegnet figurerne på computeren med skærelinjer (de fuld-opstrukne) og sy-streger (de stiplede). Farven har jeg eksperimenteret lidt med i starten, det er en tynd mellem-lilla-farve, som fint vaskes ud i vaskemaskinen (jeg har testet. Helt sort var ikke god...)


Det hvide og grønne stof er strøget (med retsiden for det grønne) på frysepapir i A4-størrelse og klippet pænt af udenfor frysepapiret. Disse ark med stof/frysepapir lægges i printerens papirkassette (det virkede bedst for mig, så det ikke krøllede) og i min printer skal det lægges med stof-siden nedad, men der må man prøve sig frem. Så printer man:


Hiver frysepapiret af stoffet og skær. Hvis de lines præcist op, kan man godt skære 4-5 lag ad gangen:




Frysepapiret kan genbruges igen og igen. Men huske at stryge ekstra godt i hjørnerne, når stoffet er klippet rent om papiret. På bagsiden af frysepapiret har jeg hver gang markeret hvor mange gange det ark er brugt - jeg er helt oppe på 13 gange med de fleste af dem inden jeg er nødt til at kassere dem.


Jeg er igang med de sidste 30 af blok 2'erne og pludselig kunne jeg se at jeg ville mangle hvidt stof, selvom jeg havde købt hvad der bliver anbefalet på denne side. Jeg var nødt til at køre i Speich i går og hente 1 meter mere. Men oh skræk oh ve: De havde ikke mere af præcis den samme (hvilket er forventeligt efter over et år).

Jeg valgte denne her der er nederst (det øverste er den jeg havde med derind til sammenligning) - samme Kona Cotton men en anden indfarvning. Jeg var relativ rolig - jeg har lige lært noget om te-farvning!


Hjemme igen bryggede jeg te i en vaskebalje - Earl Grey og det varmeste vand fra hanen:


Jeg forsøgte først med en lille lap for at se om nuancen var helt ved siden af. Det var den ikke, så ned med det store stykke:


Det lå i blød og blev bevæget rundt i et kvarter-20 minutter, så op, en let skylning og på centrifugering i vaskemaskinen.

Tørret og strøget og set i dagslys - det gamle øverst og det nye nederst:


Den lille bitte farveforskel der er nu, den kommer man ikke til at se, når de sidste blokke syet med den er fordelt rundt omkring imellem alle de andre.

Foråret her kommer ellers til at handle om andet håndværk end noget med en synål.


Vores grimme og slidte start-halvfemser-køkken skal udskiftes - der skal fjernes en væg, lægges nyt gulv og en hel masse andet, så den kommer til at stå på byggerod og skidt og møg i lang tid fremover... Men det skal nok blive godt!





mandag den 19. oktober 2015

Man blir bidt af Lucy B.

Altså når man har syet de første fire lapper sammen, der danner centrum i en Lucy Boston blok, så er det hver gang spændende hvordan det falder ud. Har jeg været præcis nok? Har jeg skåret lapperne, så kalejdoskop-virkningen bliver god?


Den her er endnu en af de gode, og ovenikøbet i lilla reprostoffer, som jeg ikke har særlig mange af. 

Status er at jeg har syet 37 ud af 56 blokke nu...

lørdag den 8. august 2015

Fremgang for Lucy B.

Jeg har ikke noget at strikke på for tiden, så al min håndarbejdstid går med at sy. Og det er på Lucy Boston - ikke særlig ophidsende spændende med alle de hexagoner der skal være imellem alle blokkene, men jeg veksler lidt imellem at sy blokke og mellemstykker.


Her er dem jeg nu har lavet - og så mangler der endda de hjørnestykker, der skal være imellem alle blokkene. Dem er jeg slet ikke begyndt på endnu. De hvide og grønne lapper til mellemblokkene er lavet ved at printe skærelinjer og sylinjer på vrangen af stoffet, der er strøget på frysepapir (Inklingo-metoden). Men den metode er ikke egnet til fuzzycutting, synes jeg, så den er kun egnet her til de lapper, hvor stykkerne ikke skal søges ud på stoffet.

Jeg har bestilt skabeloner nu fra Australien - en jeg fandt på Ebay. De kostede 12 AU$, dvs under den grænse der udløser told, moms og poståbningsafgifter. Portoen var ca. 8 AU$, så i alt har de kostet mig 100 kr.


Jeg har i forvejen en hexagon-skabelon fra Patchworkhuset, og den har jeg brugt til at skære alle de hexagoner jeg allerede har syet. Men jeg har selv lavet en "hul" skabelon, dvs den  som jeg bruger til at tegne stregerne på vrangen af lapperne, inden jeg syr sammen på amerikansk. De her er bedre, de er tykkere i materialet og kan både bruges til at skære efter og tegne indeni. Og så har jeg også kvadrat-skabelonen nu.


Den pink farve er praktisk, for hold da op hvor har jeg indtil nu brugt tid på at lede efter de klare acrylskabeloner imellem alle stofstykkerne på skærebordet!

Nu glæder jeg mig til at komme igang med at skære kvadrater til hjørneblokkene, de skal også fuzzycuttes i mønsterstoffer!

fredag den 10. april 2015

Nye reprostoffer til Lucy B.

Sidst jeg var til syaften i Kronborgquilterne, viste Vivi nogle stoffer frem som hun havde købt hos Jytte Amdisen (jadesign.dk) - og det er både lækre, flotte stoffer, samtidig med at de er billigere end andre steder. Størrelsen er ca. 27x40cm for 12 kr - genialt, da man så kan få så mange flere forskellige.

Jeg fik en dejlig boblekuvert fra Jytte her i onsdags - så er der noget nyt jeg kan skære til Lucy Boston hexagoner:


Og her lidt halve fatquarter-goodies fra Patchworkhuset fra da jeg sidst var derinde:


Jeg er vild med når man kan købe stoffer i stykker der er mindre end en fatquarter!

Nu er det rigtig blevet forår - i påsken ordnede vi båd, så den er klar til at komme i vandet. Ronja nyder her en bajerpause på skødet af far - hun skal nok finde en måde at ligge på, så hun kan slappe af og nyde solen:


søndag den 29. marts 2015

Lucy Boston update

Det går lidt trægt med at få syet herhjemme. Faktisk er det næsten kun hver 14. dag, når jeg er i Kronborgquilterne, at jeg har sy-tøjet i hænderne, så det store Lucy Boston-projekt går kun laaaangsomt frem.

(Det er ikke fordi jeg sidder uvirksom hen, men jeg har strikket hver aften i flere måneder nu, i stedet for at sy. Fire trøjer siden nytår er det blevet til, to til mig selv og en til hver af pigerne. Og nu har jeg sat lidt speed på Christel Seyfarth flisesjalet, da jeg har opdaget at jeg kun mangler en halv mønsterrapport (ca. 22 omgange, men de er meget lange - har ikke talt maskerne...) før jeg er oppe i toppen og skal til at strikke kantbort!)

Meeen - jeg har da 16 blokke nu:


Når de sådan lægges op, så kan jeg se at jeg skal lave nogen uden så meget rosa og lyserødt. Mere blåt, mere grønt, gerne noget violet og noget brunt.

Jeg regner med at skulle have 56 blokke i alt (7x8) til et stort sengetæppe til os selv. Der skal altså så bruges en forfærdelig masse af de kedelige sideblokke, der skal sidde imellem alle fokus-blokkene. Og derudover mange hjørneblokke - hvor der også skal fuzzycuttes kvadrater i mønsterstoffer.

Inspireret af Inklingo-teknikken, med at stryge stof på frysepapir, lægge det i printeren og så printe klippe- og sylinjer på bagsiden af stoffet, så har jeg nu en lille boks fyldt med hvide (Moda Solid Natural) hexagoner og støvet-grønne kvadrater:


Her en færdig sideblok, der ligger klar til når alt skal sys sammen:


Og bagsiden, hvor man kan se sylinjerne:


Jeg har printet figurene med en tynd streg, lilla farve. Heldigvis lavede jeg først en prøve, der viste at sorte streger ikke kunne vaskes væk, de blev gule og permanente. Men den lilla, tynde streg forsvinder nemt, når stoffet vaskes. Desuden ses stregerne ikke fra retten, men jeg vil helst være på den sikre side! Det er første gang jeg forsøger mig med syning på amerikansk - og det er ikke den sidste!

Frysepapiret, som jeg stryger stoffet på, er fra en rulle jeg engang købte. På mit arbejde har vi en papirskæremaskine, der har afmærkninger til fx A4-papir, så jeg har skåret ca. ti ark A4 fra min rulle. Jeg stryger frysepapiret på retsiden af stoffet (ligegyldigt med det hvide☺) og så klipper jeg med en skarp stofsaks lige akkurat rundt om frysepapiret. Stryger igen, denne gang fra stofsiden, og især skal man være obs på at stoffet sidder fast i kanterne.

I printeren lægger jeg frysepapir-stoffet med stofsiden nedad i papirkassetten (det skal man lige tjekke på hvilken side ens printer udskriver). Jeg har tegnet figurerne på pc-en - og printer herefter det antal ark jeg har lagt i printeren. Frysepapiret kan bruges rigtig mange gange - indtil videre har jeg brugt nogen af stykkerne 7-8 gange og de kan stadig "klistre".

Her er afklippet fra A4-stykkerne med det hvide - der er ikke meget spild, da jeg selvfølgelig har placeret figurerne tæt sammen på arket, så der er færrest muligt klippelinjer. Meget af det kan skæres med rulleskæreren, og fordi stofstykkerne er helt ens, så kan man godt skære flere lag på en gang.


Denne side er rigtig god, også i forhold til nødvendige mål på baggrundsstof osv. Iflg denne side vil et layout med 56 blokke give et færdigt mål på ca. 230x260 cm.


søndag den 28. september 2014

Lucy Boston - godt i gang

Efter at have fået nogle tips, både fra Maria og andre, så er jeg kommet lidt videre med Lucy Boston-blokkene. Og det går da okay med at skære og markere lapperne - de ser sgu godt ud, når de er syet sammen:








Kommer de til at passe sammen, når de engang skal samles? Ja, det tror jeg. Planen er, at alle de mellemliggende hexagoner skal være brækket hvide og de små kvadrater imellem blokkene og i krydsene skal være... ja det ved jeg ikke endnu. Måske blå eller lyserøde/pink? Du kan se billeder af færdige Lucy Boston's her, så kan du se hvad jeg mener.


Jeg har lige tegnet op til et par blokke mere og sat lapperne på skumplast, så er de klar til sammensyning.

fredag den 12. september 2014

Sølv-quiltning

Imens jeg spændt venter på en tutorial fra Maria om søgning, skæring og opmærkning af lapper til fx Lucy Boston, så er Berninaen indstillet på frihåndsquiltning med BSR-foden. Denne gang med sølv på overtråden og alm polyestersystråd på undertrådsspolen.


Jeg er ikke så god til at slappe af i skuldrene, når jeg quilter på maskinen, så jeg er nødt til at dele det op i mindre bidder sådan tidsmæssigt. Ca. 1 time ad gangen, og så lidt igen næste dag. Når det kun er et pudebetræk, så betyder det ikke så meget... Men det bliver flot! Når jeg er færdig med det, så har jeg to tæpper liggende, der skal quiltes

Apropos Lucy Boston, så har jeg set disse skabeloner i en billedsøgning på Google - jeg håber måske at det er den model Helene Juul køber hjem...?


søndag den 7. september 2014

Input til syning på amerikansk ønskes!


Jeg er så småt gået i gang med Lucy Boston. Med en intention om at sy det på amerikansk - og det er vel at mærke første gang jeg prøver denne metode - langt væk fra min comfort zone. Hele ideen med et LB-patchwork er at fuzzy-cutte stofstykkerne, sådan at nye mønstre opstår, når man syr dem sammen. Og DET har givet mig problemer!
Jeg har nu med stort besvær syet denne blok:


...og umiddelbart ser det jo fint ud. Men... Det var ikke let, synes jeg!

Jeg har brug for tips til:

Hvordan skær jeg stofstykkerne ud så de bliver præcis ens? (og lad være med at foreslå Inklingo, jeg synes ikke det er en lettere løsning med alt hvad det indebærer af placering af stof på frysepapir, print af linjer præcis hvor de skal være osv. Jeg forestiller mig en meget besværlig og ikke sjov og hyggelig arbejdsgang).

Jeg har en plastikskabelon inkl sømrum, købt hos Patchworkhuset, og den har jeg modificeret med nogle fine linjer, så jeg lettere kan finde centrum på skabelonen. Men den giver mig ikke en let optegning af linjer på bagsiden, da den er så tyk, at jeg ikke kan lave synlige mærker igennem hullerne i hjørnerne. Jeg havde problemer med at placere skabelonen præcist ens fx de fire steder på det mørkegrønne stof til de fire patches i midten. Jeg er med på at mit resultat ovenfor ser ok ud, men I drømmer ikke om hvor lang tid det tog mig at skære til denne ene blok.  

Og når jeg så syr sammen, så får jeg sådanne hjørner visse steder:




Det er jeg jo ikke vant til med EPP (over pap-syning).

De to positive elementer ved denne metode er, at det går enormt hurtigt at sy hver "strækning", og syningerne er faktisk helt usynlige, ligesom efter maskinsyning.

Nå - any tips out there?