lørdag den 8. januar 2011

Kaffevarmer eller kaffe varmer...?

Sikke dog et øv-bøv-møgsurt vejr i dag!!! Pigerne og manden tog på spejderovernatning i morges så jeg var også tidligt oppe af en lørdag at være. Efter de var kørt, var det afsted på luftetur med Ronja, derefter optankning af bil inden endnu en varslet prisstigning i dag (og jeg gav 11,03 pr liter!) og så afsted mod Lyngby og hovedmålet Speich Design. Farlig forretning af komme ind i...
Jeg skulle købe fleece til bagside på mit Irish Chain-tæppe, men det blev da også til lidt andre småting, bla. en gave til min søde kollega ;-), der snart går på pension og et sykit til en kaffevarmer til Carsten. Jeg var også på udsalg i Spejdersport og et smut i Panduro Hobby.

På vejen hjem trodsede jeg det kedelige vejr og kørte nedenom Nivå Station, da der her var kommet en geocache, hvor man skulle fange signalerne fra en beacon. Jeg havde på forhånd opdateret softwaren i min gps, så den var klar til at modtage signalerne.  Fremme på stedet satte jeg den til at søge og vupti: Pludselig var der gang i noget overførsel af data til min gps - 10 sek. efter havde jeg de nødvendige oplysninger for at kunne finde den endelige cache. Det viste sig at være mere vanskeligt at komme hen til stedet men med lidt stædighed lykkedes det og cachen blev fundet og logget. Og så var jeg gennemkold og havde brug for kaffe...

Hjemme igen havde jeg brug for noget varmt (jeg må med skam melde at jeg ikke er til stærk kaffe, jeg er en Nescafe-pige eller alternativt en Chai-te-tøs), så det blev et krus kaffe og hvad var så mere nærliggende end at gå igang med at sy kaffevarmeren fra Speich? Jeg har hygget mig hele eftermiddagen med min symaskine, mit strygebræt og mine skære-remedier og jeg fik både syet kaffevarmer og klippet og skåret til 10 nye Dear Jane-blokke. Pyha - en dejlig dag - det er altså meget rart at være helt alene en gang imellem!



De to "kaffe-etiketter" er applikeret på med knaphulssting på Berninaen. Jeg har forøvrigt også brugt min nye overtransportør (som jeg fik i julegave - jubii) flittigt, men jeg bliver altså helt bims af at kigge på den når jeg syr. Dens bevægelser under syningen, hvor den hopper afsted, er så forvirrende for mine øjne at kigge på, så jeg må virkelig koncentrere mig om at sy det rigtige sted, og nogen gange er jeg nødt til at stoppe og se på noget andet. Men - den er fantastisk alligevel - stoffet bliver ført igennem maskinen på en måde jeg ikke har oplevet før og der er ikke noget der rynker eller flytter sig i forhold til hinanden. Jeg lagde et par cowboybukser op den anden dag med den, og der var den også uovertruffen!
Nu håber jeg bare,  at Carstens stempelkande på arbejdet er samme størrelse som denne her, for det er dér den skal bruges! Ellers må han bytte rundt på kanderne...

Så - nu skulle man være en slem doven-madamme hvis man ikke lige kunne sy et par DJ-blokke eller strikke en strømpe færdig imens man ser fjernsyn...

3 kommentarer:

  1. Flot kaffevarmer du har lavet, det mønster har jeg også liggende fra Speich, så måske engang jeg også får det syet. Hold da op 10 mere skåret til Dear Jane, du får da noget fra hånden.

    SvarSlet
  2. Det er da bare lige sådan en kaffevarmer skal se ud. Kunne nok ønske, at jeg ikke havde foræret min søn den stempelkande jeg havde. Du har ret, det er da dejligt med et pusterum helt for sig selv - bare en gang imellem.

    SvarSlet
  3. Sikke en skoen dag du der har haft. Og saa er det netop saadan nogle at man kan faa noget fraa haanden. Den kaffevarmer bliver Carsten da glad for.

    SvarSlet

Hej! Du er velkommen til at skrive en kommentar her. Mange hilsner Marie