lørdag den 17. august 2013

Regnvejr = Syvejr

I dag må jeg se at få syet de applikerede trekanter på medaillonen:

Her har jeg bare lagt dem op så jeg kan se hvor de skal sidde. Og så må jeg i tænkeboks om næste runde...

tirsdag den 6. august 2013

Fish Kiss

Så melder jeg og Matilde os i gruppen af mennesker der har sænket fusserne ned i et kar med noget der ligner sugemaller:


Vi har været på tøsetur i København. Vi startede med et besøg på Rosenborg slot, både skatkammeret og selve slottet.  Det var Matilde, der selv havde valgt at vi skulle det. Hun kunne huske at have været der med mormor da hun var lille, men ville gerne se det igen. Så gik vi i Torvehallerne og fik en skøn smoothie. Dejlig som 'mad' i varmen. 

Så gik vi videre til Jorcks Passage og de sultne fisk. Det var mit valg af 'oplevelse'.

Bagefter lå Strøget og indbød til lidt oseri og shopping. Ingen besøg på La Glace, der var laaaang kø udenfor. Sikkert pga tv-programmerne. Det blev så til churros og lækker is ved Kongens Nytorv. Hold da op hvor ser der ud... Men det blir' vel godt igen en dag?

Til slut skulle vi lige proviantere til lageret i Nespresso-boutique og så kunne vi gå hen og betale for vores parkering på Gammel Mønt : 240 kr!!! Vi havde undervejs på vores tur hørt om bombealarm i et parkeringshus lige her i området, men det var i et p-hus lige i nærheden. 

Nu er vi hjemme og nyder freden og roen her i provinsen! 

Ps. Om vi kan se ændringer i mængden af hård hud under fødderne? Nej. Men det var behageligt imens det stod på. 

mandag den 5. august 2013

Farmers Wife udsat for Kissing Booth

I lørdags gik jeg løs på de her stoffer:


Desværre blev billedet lidt uskarpt, men det så jeg ikke før nu, hvor det er al for sent. For nu ligger meget af stoffet klippet og skåret op i små stykker og pakket i lynlåsposer, klar til ri-på-pap og derefter sammensyning:


I mit hoved (og i min EQ7) ser det færdige projekt cirka sådan ud:


Ja - det er søreme et tæppe - men forstå dog at der er så mange smukke tæpper inde i mit hoved der kun venter på at komme ud!

fredag den 2. august 2013

T-Birds

Jeg har tidligere fortalt en smule om den gruppe af voksne spejdere, som min bedre halvdel tilbringer en stor del af sin vågne fritid med. Som de seriøse mennesker de er, har deres klan også et spejdernavn - T-Birds - og alle i klanen har et spejdernavn der starter med... T seføli!

De har et mascot-dyr - et meget sjældent dyr som ikke lever i naturen på disse længdegrader. Det er den canadiske prut-prut-fugl, ja jeg har aldrig hørt om den i biologitimerne, men for de uindviede ser den cirka sådan ud:


Pga. den meget sjældne forekomst, så findes der ikke nogen bekræftede fotos af fuglen - derfor er ovenstående tegning bare en fortolkning ud fra øjenvidneskildringer.

Nu skal T-Birds og juniorgrenen (25 10-13 årige) af sted på sommerlejr i morgen og min egen T-Bird ønskede sig et banner de kan spænde ud imellem nogle rafter på lejren. Det er jo lige en opgave for sådan en som mig så - ta-da:


Fuglen er printet på t-shirt-overføringsark og strøget på et gammelt lagen. Så har jeg tegnet navnet - først på almindeligt papir og derefter over på Steam a Seam. Det prikkede blå stof er netop købt til T-Birds-anvendelse, da det er de samme farver og prikker som i deres logo:


Skåret til i en passende størrelse og sømmet med bred kant. Til sidst har jeg slået fire metalringe i hjørnerne, så der er noget at binde banneret op i.

Nu skal det sidste puttes i rygsækkene (Ulrikke skal også med) og så siger vi farvel i morgen tidlig. Min store klanspejder Matilde kommer hjem i morgen eftermiddag fra sin sommerlejr i Sverige - det bliver sjovt at høre hvad hun har oplevet hinsidan.


lørdag den 27. juli 2013

Et æble, sommerfugle og en masse stjerner

Det er hvad jeg lige har haft fingrene i!


Først applikerede jeg et æble på nogle sommerfugle. Så quiltede jeg sommerfugle med thermolam og stjernestof. Et lille jordbær og en træknap var klar. 


Et par timer efter havde Ulrikke dette etui til hendes helt nye iPad mini, som hun selv har købt for sine sparepenge. Hun valgte selv stoffer og lukning. 




onsdag den 24. juli 2013

Ferie-billeder

Fakta om vores sommerferie:
Vi sejlede fra Snekkersten Havn lørdag d. 29. juni og var hjemme igen lørdag d. 20. juli, altså 3 uger. Vi sejlede 286 sømil i alt på ca. 50 motortimer. Vi lå i Lynetten (Margretheholm), Præstø, Klintholm, Bogø, Vordingborg, Nolds havn (Næstved), Karrebæksminde, Femø, Stege, Køge og Kastrup.

Vi oplevede ét teknisk problem undervejs: I Stege ville motoren ikke starte, der var strøm nok på startbatteriet, men det var fra 2001 og havde nok gjort sin borgerpligt, så heldigvis at vi lå i en havn med en marinebutik. Jeg fik lov at købe det sidste batteri han havde i den rigtige størrelse, selvom det var sat til side til en anden kunde. Ud med det gamle - i med det nye, og så startede motoren med et brøl!

Det blev ikke til noget syning overhovedet, men jeg fik strikket et par strømper til Carsten. Garnet er fra Markno - farven er hmm... temmelig kedelig, men han synes de er fine:


Efterhånden strikker jeg altid strømperne med rib hele vejen ned at skaftet. De sidder altså bedre så!

På turen fra Præstø til Klintholm sejlede vi tæt forbi Møns Klint. Imponerende at se fra søsiden:


Vi cyklede op til Geocenter Møn og var der en hel dag. Det var et spændende oplevelsescenter, som varmt kan anbefales. Ulrikke prøvede også at klatre højt op - alt for højt op efter min mening - i et træ - men alt sikkerhedsudstyr var på plads og det var utrolig søde mennesker, der hjalp med klatringen.



Her er hun ca. 15 meter oppe og ringer på klokken, der markerer at hun er nået til tops:


... og hun gjorde det ovenikøbet to gange, da far ikke så det første gang!

Sådan skulle alle morgener være! Blankt, stille vand, morgenmad på kajen i solen - her er det på Bogø:


I Vordingborg kom Matilde og Ronja-hunden med toget og var med på resten af turen. Den første uge havde Matilde full-time-jobbet derhjemme. Vi var med på førstedagen af Vordingborg festuge og sidder her klar til Mads Langer og Lars Lilholt-koncert. Hva' ka' vi si'? Lars Lilholt og hans band er fantastisk på en scene!

 Matilde og Ronjas foretrukne plads når vi sejler:

Matilde fik også luftet sine dueligheds-kompetencer - hun sejlede flere gange båden når vi skulle ud/ind i havnene. Men hun gider ikke rigtig på de lange kedsommelige stræk...

Solnedgang over Sjælland, oplevet fra Stege havn:


Sidste stop inden vi var hjemme, var Kastrup Strandpark havn, lige ved siden af Den blå planet.  Vi fulgte de gode råd og ventede med at gå ind til ca. kl 16.00 fredag eftermiddag. Der var stadig mange mennesker, men klart bedre end da jeg var forbi på cyklen om formiddagen og så de laaaaange køer udenfor. Man kan spare penge (og tid i kø) ved at købe billetterne online og det kunne jeg sagtens gøre via telefonen, uden at kunne printe billetterne ud. Deres scanner kan scanne billetten fra skærmen på telefonen - smart!

Om det var godt? Jooo - det var da et fint akvarium, men jeg synes der var hyggeligere i det gamle i Charlottenlund. Og det store oceanarium med hajer og rokker og andre imponerende fisk er også spetakulært, især pga den tunnel man kan gå igennem med hav til alle sider, over og under. Men når man tidligere har været i Nordsøen Oceanarium og har oplevet deres kæmpestore tank, så virker det i Kastrup lille. Det er også lidt svært at finde rundt i Den blå planet - det er lidt uoverskueligt hvor man har været og hvad man mangler. Og så er det temmelig dyrt, set i forhold til hvad "man får".

Jeg er altså ikke en af dem der står med et spejlreflekskamera og tager flere hundrede billeder ind gennem akvarieruderne (ligesom 80% af alle de andre besøgende derinde) men denne her fugl i Amazonas-regnskoven kunne jeg ikke stå for - den var overhovedet ikke sky og var helt vild med at bide i vores fingre og ting:


I Kastrup nåede Ulrikke også at være med til fredag morgens optagelser af Sommer Summarum, og det var jo bare fantastisk. Hun kom ikke på scenen og på tv ligesom hun prøvede for tre år siden i Århus, men hun synes det var sjovt. Carsten havde også en underholdende morgen i morgenmads-forældrecafeen, hvor han oplevede nogle meget ambitiøse-på-deres-barns-vegne-forældre, der skubbede og masede rundt for at deres håbefulde poder kunne komme i fjernsynet.

Nu har vi været hjemme nogle dage, det almindelige liv med vækkeur og arbejde er begyndt igen - det er jo dejlig varmt endnu, så vi nyder aftenerne på altanen lige til det bliver mørkt. I går aftes faktisk så meget, at Carsten og Ulrikke valgte at sove på altanen i nat. Sådan så det ud i morges kl. 7, da jeg kiggede ud af døren:

lørdag den 20. juli 2013

Hjemme igen...

efter 3 ugers ferie i båden. Vaskerummet ser sådan ud og tante Miele kører nok full time de næste par dage:


Mere om ferien en anden dag, skal nyde mere sol og have kørt resten hjem fra havnen.