lørdag den 8. august 2015

Fremgang for Lucy B.

Jeg har ikke noget at strikke på for tiden, så al min håndarbejdstid går med at sy. Og det er på Lucy Boston - ikke særlig ophidsende spændende med alle de hexagoner der skal være imellem alle blokkene, men jeg veksler lidt imellem at sy blokke og mellemstykker.


Her er dem jeg nu har lavet - og så mangler der endda de hjørnestykker, der skal være imellem alle blokkene. Dem er jeg slet ikke begyndt på endnu. De hvide og grønne lapper til mellemblokkene er lavet ved at printe skærelinjer og sylinjer på vrangen af stoffet, der er strøget på frysepapir (Inklingo-metoden). Men den metode er ikke egnet til fuzzycutting, synes jeg, så den er kun egnet her til de lapper, hvor stykkerne ikke skal søges ud på stoffet.

Jeg har bestilt skabeloner nu fra Australien - en jeg fandt på Ebay. De kostede 12 AU$, dvs under den grænse der udløser told, moms og poståbningsafgifter. Portoen var ca. 8 AU$, så i alt har de kostet mig 100 kr.


Jeg har i forvejen en hexagon-skabelon fra Patchworkhuset, og den har jeg brugt til at skære alle de hexagoner jeg allerede har syet. Men jeg har selv lavet en "hul" skabelon, dvs den  som jeg bruger til at tegne stregerne på vrangen af lapperne, inden jeg syr sammen på amerikansk. De her er bedre, de er tykkere i materialet og kan både bruges til at skære efter og tegne indeni. Og så har jeg også kvadrat-skabelonen nu.


Den pink farve er praktisk, for hold da op hvor har jeg indtil nu brugt tid på at lede efter de klare acrylskabeloner imellem alle stofstykkerne på skærebordet!

Nu glæder jeg mig til at komme igang med at skære kvadrater til hjørneblokkene, de skal også fuzzycuttes i mønsterstoffer!

2 kommentarer:

  1. Ser godt ud. Ja de gennemsigtige har tendens til at "forsvinde" i alt " rodet" haha. Hvad er det du kalder den amerikanske metode?????

    SvarSlet
    Svar
    1. At sy på amerikansk er at sy lapperne sammen uden pap til at angive formen, derfor stregerne på bagsiden. Det er mere tidskrævende at skære og tegne på lapperne inden sammensyning end ved over-pap-syning, men til gengæld bliver det pænere på forsiden og det går meget meget hurtigere når man syr.
      Sy ned-op-ned-op-ned-op almindelige stikkesting, derefter et enkelt bagsting og så fremad igen. Sørg for at slutte præcis i hjørnerne, der hvor stregerne mødes. Google evt. "sy på amerikansk"

      Slet

Hej! Du er velkommen til at skrive en kommentar her. Mange hilsner Marie