onsdag den 30. august 2017

Ny båd - nu sejler vi i Havblik!

I foråret satte vi vores dejlige båd Mariehønen til salg. Vi havde haft den siden 1997, altså i 20 år - siden Matilde var 1 år! Den har været base for stort set alle sommerferier hvert eneste år lige siden, og vi har været SÅ glade for den. Men de senere år har vores behov ændret sig, vi har ikke længere brug for så mange sovepladser, og vi vil gerne have lidt mere ude-plads og mulighed for at sejle lidt stærkere, når det er nødvendigt.

2 fremvisninger, så var den solgt! Et utrolig sødt tysk par kom og kiggede midt i juni, og et par dage efter gav de besked om at de gerne ville købe den. Vi blev hurtigt enige om en pris vi begge kunne leve med og vi aftalte at de skulle hente båden, når det passede både dem og os i midten af juli. Alt gik godt - de var glade og vi var glade - nu kunne et nyt eventyr begynde!


Vi kørte en tur til Hals (det kunne næsten ikke været længere væk fra os i Danmark!) og så på denne Nimbus 280 årgang 2004, en model der opfylder vores krav og ønsker og (ikke mindst, og nok det vigtigste) den kan være på vores bådplads i Snekkersten! Det er nærmest umuligt at få en anden og større plads i en lille hyggelig og meget eftertragtet havn som vores, så det er bare med at holde sig inden for målene af den gode plads man har (med aftensolen agtenind ☺). Vi aftalte at hente båden 14 dage efter.




Vi sejlede båden hjem i starten af august fra Hals, og siden da har det stort set blæst en stiv storm hver dag. Sådan føles det i hvert fald, når man gerne vil have stille og roligt vejr. Båden hed Havblik da vi overtog den, og efter en del diskuteren, parlamenteren og mere eller mindre sjove, umulige og skøre idéer, så valgte vi at lade den blive ved med at hedde Havblik. For havblik, det er noget vi ka' li' - vi vil have blankt og stille vand at sejle på!

Vi har været på weekendtur til Lynettehavnen i København (vi anløb lige midt i dramaet om ubåden, Raket-Madsen og den forsvundne journalist, og mange af fastliggerne i havnen, der kender Hr. Madsen, var helt rundt på gulvet). Vi tog på "havnerundfart" med havnebussen - 2 timers sightseeing i hele Københavns havn fra Refhaleøen og hele vejen ned igennem til Sydhavnen for 25 kr pr. mand. Genial ide til turist på budget! Fed tur, hvor vi fik set en masse, som vi ellers aldrig ser - hold da op hvor de bygger, jeg håber der er nogen (læs: også skolelærere og politibetjente) der kan betale de lejligheder!

Vi har også været på weekend i Nivå, så lidt har vi da fået brugt den nye fine båd:


Vi nyder alle de ting vi har nu, og som vi savnede i Mariehønen: Varme, varmt vand i hanerne, bruser på badeplatformen, selvstyrer, komfur med ovn, stort agterdæk hvor man kan nyde solen siddende og liggende, toiletrum med ståhøjde (når man er max. 170cm høj), klædeskab med hylder og lys, bovpropel, agter-thruster, fjernbetjent elektrisk ankerspil osv. osv.

Desværre er sæsonen snart slut for os, og så skal det bare hurtigt blive april så vi kan komme igang med at sejle igen!

1 kommentar:

  1. Det er jo en helt "lille luksusjolle". Hjertelig tillykke. Den ser rigtig flot ud ( okay, jeg har ikke en pind forstand paa baade, men Carstens meget tilfredse smil betyder at denne her er TOP) Glaeder mig til flere billeder naeste aar.

    SvarSlet

Hej! Du er velkommen til at skrive en kommentar her. Mange hilsner Marie