lørdag den 8. maj 2010

Symaskinen trængte til en opgradering

Her er min symaskine, altså den jeg brugte til og med i går:

Den var ny i 1957, og var sidste nye skrig dengang; den havde et antal (?) nyttesømme, den kunne lave knaphuller og den kunne stoppe. Min mormor krævede, at hvis min morfar skulle have et nyt jagtgevær, så skulle hun have en ny symaskine. Den har altså tjent først min mormor, dernæst min mor og de sidste ca. 25 år mig selv trofast - den har kunnet det den skulle, og den har med jævne mellemrum været til servicetjek i København, hvor den er blevet skilt ad og smurt. En symaskine med 53 år på bagen, det er da rimelig godt gået synes jeg. På billedet står den pakket sammen i sin kuffert udenfor hoveddøren, rippet for alt der muligvis kan bruges, men jeg måtte lige nå at have et billede af den...

Når jeg så havde besluttet, at der skulle foretages et nyindkøb, så skulle jeg bestemme mig for hvilket mærke det skulle være... Og hvorfor ikke gå efter det sikre - det kendte, jeg havde været tryg ved i så mange år? En Bernina selvfølgelig - og i Espergærde kun 4 km herfra er der en stof- og garnbutik, der også har et par enkelte Bernina-modeller stående og derfor også kan skaffe reservedele og har spoler o.lign i butikken. Det er en fordel. Der blev googlet lidt og så fandt jeg den: (klik på billedet for at læse om den)


I går ringede jeg så til Kyndbøl Symaskiner i Odense og talte med Morten, der ville sætte denne demomodel til side til mig. Den var nedsat 5.000 kr og blev solgt med normal garanti og inklusive kursus - ligesom hvis den var helt ny. I morges tog jeg så afsted sammen med min mor, vi fik en god tur (i regnvejr), hvor vi rigtig fik snakket på vejen frem og tilbage, en tur på i alt 400 km!

Jeg har set en Ricky Tims-dvd, hvor han demonstrerer en BSR - så sådan en måtte jeg have med og så selvfølgelig en patchwork inch-trykfod. Med BSR-trykfoden monteret kan man frihåndsquilte og stingene bliver lige lange uanset hvor hurtigt eller langsomt man bevæger stoffet rundt - smart!

Se også lige tilbehørsskabet - det pleaser mig at der sådan er små kroge og skuffer og holdere til fødder og spoler og alt det spændende tilbehør. Derudover er der et forlængerbord og en knæløfter, men den tror jeg at jeg skal vænne mig til at bruge, jeg er så vant til at løfte trykfoden bagved. Jeg har nu opdaget et par småting, som burde være med i skabet, men som mangler, så jeg skal lige maile til Kyndbøl så han evt. kan sende det til mig. Det er en kantlineal, en trykfod og en fordelingstrisse - ikke noget jeg står og mangler.


Vi var hjemme i Snekkersten igen kl. 14 og så har jeg ellers siddet og leget - fundet ud af hvordan jeg fører overtråd, undertråd, får trådet nålen (det skal man vist øve sig lidt på, mine hænder kommer i vejen for hinanden), vælger sømme, programmerer ord, syer et knaphul osv. Og jeg har også prøvet at frihåndsquilte med BSR'en - fantastisk! Den maskine skal nok blive brugt. Jeg har nu lige zigzagget kanterne på applikationsstykket og Passions-blokken til Harmoni pk. 4 - så er det klar til lørdag aften i sofaen...

2 kommentarer:

  1. Et stort til lykke til nyerhvervelsen. Det lyder meget lækkert især det med ens quiltesting uanset hvor hurtigt/langsomt man syer. Bare det var mig.
    kh Vivi

    SvarSlet
  2. Den bliver du glad for, og så knæløfteren, jeg troede heller ikke det var noget for mig. I dag ville jeg ikke undvære den.

    SvarSlet

Hej! Du er velkommen til at skrive en kommentar her. Mange hilsner Marie