torsdag den 28. maj 2015

CS Flisesjal er færdigt

I efterårsferien købte jeg garn til Christel Seyfarths blå flisesjal i hendes butik i Skagen. Jeg gik i gang i november og nu er det færdigt! Jeg er SÅ tilfreds med det.


Jeg har strikket på det løbende henover vinteren, indimellem nogle andre strikkeprojekter. Ulrikkes indlæggelse på Riget satte skub i den sidste etape, der handlede om borterne rundt i kanten - det var udmærket at have dette håndarbejde med på sygehuset, da det var let at sidde med i sengen og bare strikke 3 lys, 3 mørk hele tiden.

Inden opklipning

Således kunne jeg lukke af på den sidste lange bort et par dage inden Ulrikke kom hjem på orlov i sidste uge, og så var der kun monteringen tilbage. Det tog også tid - især den forsigtige damp-presning med et meget vådt håndklæde - kunsten er at det ikke får for meget så det filter. Men det blev lige som det skal være, og jeg er ret stolt over det.

Håndsyet bagstingssøm - opklipning imellem sømmene.
I gamle dage da jeg strikkede mange norske sweatere med masser af mønster, så syede jeg med maskinen de to sømme, der skulle klippes op imellem. Men i opskriften står der, at man kan sy bagsting i hånden, da det vil følge strækket i strikket bedre, når nu sømmen er på skrå. Jeg ved ikke om det passer, men jeg prøvede det og var spændt på hvordan det ville gå når jeg klippede. Ingen problemer!

Her er der klippet op og klar til at sy borterne sammen i hjørnerne og til på bagsiden:


Der skal være pompom'er i hjørnerne, og jeg klippede cirkler af bund-pappet fra nogle sodavands-bakker. Det er smart med slidsen, da det så går superhurtigt at vikle garnet om cirklen. Jeg viklede med 7-8 garntråde det meste af tiden, så det gik stærkt.


Her er der klippet op imellem papperne og så kunne de genbruges til de to næste pompom'er:



Her er det garn der er til overs fra kittet - jeg valgte slet ikke at bruge den mørkegrå:



Garnet lugter lidt stramt - måske af den spindeolie, som CS opfordrer til at man vasker ud, når strikketøjet er færdigmonteret. Så jeg skyllede sjalet op i lunkent vand med uldvaskemiddel, derefter skyllede jeg det i rindende lunkent vand og til sidst en centrifugering på 600 omdr/min i vaskemaskinen. Så kunne jeg lægge det ud på håndklæder på gulvet og næste dag var det tørt.


Det er en rigtig dårlig ide med pompom'erne hængende i tynde (luftmaskehæklede) snore, da de hele tiden snurrer sig sammen eller hænger fast - især da jeg havde det på i bilen. Så siden billedet her er taget, har jeg syet pompon'erne helt op til hjørnerne af sjalet, så de ikke hænger og dingler.


Da jeg vendte ryggen til et øjeblik, så havde Ronja lagt sig tilrette på sjalet - hun mente det måtte være passende som hundetæppe!





9 kommentarer:

  1. hej Marie,
    hvor er det smukt ! Det ryger direkte ind på min lange liste over ting jeg gerne vil strikke :-)

    strikkeglade hilsner¨
    Angelika

    SvarSlet
    Svar
    1. Sæt i gang! God fornøjelse - jeg kunne faktisk have lyst til at strikke et mere.

      Slet
  2. Superflot.
    Jeg håber, at det går planmæssigt med din datter.
    Din fortælling rørte mig, og jeg tror, at det er godt at få sat ord på. Jeg har også for mange år siden været indlagt i længere perioder med min datter - dog af anden årsag.
    Ha´ en god dag.
    Mvh. Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lisbeth - det har altid hjulpet mig at få oplevelserne skrevet ned og da Ulrikke var lille savnede jeg sådanne historier på nettet. Derfor lavede jeg www.truncus.dk. Jeg mangler at opdatere den side med den seneste måneds oplevelser men det kommer.

      Slet
    2. Jeg kan kun give dig ret. Nettet er godt til at formidle oplysninger. Jeg kan huske, hvordan jeg søgte med lys og lygte oplysninger på biblioteket og fandt kun få, og de var meget lidt brugbare. Stor ros til dig og de bedste ønsker.

      Slet
  3. Hvor er det flot dit flisesjal - Det synes Ronja åbenbart også :-) Og det lå jo lige der og fristede til at ligge på...
    Jeg valgte ikke at lave pomponer på mit Maltesersjal, da jeg strikkede det for nogle år siden.
    God weekend.
    Mvh Maibritt

    SvarSlet
    Svar
    1. Man skal ikke vende ryggen til den lille hund, så lægger hun sig lige midt i det man er i gang med.

      Slet
  4. Kære Marie.
    Åh, hvor er dit flisesjal blevet smukt.
    Jeg kan kun tilslutte mig Lisbeth, at din hudløse ærlige beretninger om Ulrikkes operation, har gjort stort indtryk på mig. Dejligt at læse om fremskridt nu.
    God weekend.
    Mange hilsner
    Anne-Mette

    SvarSlet
  5. Kære Marie, har opskriften liggende og når jeg ser dit fantastiske smukke sjal, kribler det i fingrene, men jeg har lige et par bestillingsarbejder der skal laves inden jeg må kaste mig ud i det. Knus

    SvarSlet

Hej! Du er velkommen til at skrive en kommentar her. Mange hilsner Marie