lørdag den 9. maj 2015

Update på Ulrikke

Jeg skylder en update på situationen - og tak for alle de søde kommentarer, også dem jeg har fået pr. mail.

Ulrikke skal opereres på mandag på Riget. Hun skal have skiftet sin hjerteklap mellem højre hjertekammer og forgreningen til lungerne. Og da de skal have de dele ud der er blevet sat ind tidligere, både ved åben operation og ved kateter-operation, så skal hun have en stor, åben operation. Alt der tages ud, bliver undersøgt af mikrobiologerne, der så beslutter hvor lang tid efter operationen hun skal fortsætte med antibiotika-kuren. Alt sammen for at sikre at alle bakterier i hjertet er slået ihjel eller fjernet.

I mandags fik vi den gode besked, at medicinen kunne laves om, så hun kun behøver antibiotika i kapsler og så en enkelt infusion i døgnet. Dvs. vi var frie til at tage hjem på orlov, og så køre ind hver eftermiddag og få medicin. Skønt.

Ronja var også glad for at se Ulrikke igen efter hun havde været indlagt i en uge.


Den ellers så aktive og livlige Ulrikke er lidt mere træt end hun plejer, men ellers så er humøret højt. Det blev ikke mindre da hun fik sit eneste ønske - en iPhone - opfyldt i ugens løb. Nu kan hun også bedre selv tage billeder og opdatere sin facebook, så hendes kammerater og familien let kan følge med i hvad der sker med hende. Her sidder hun og får sin medicin tirsdag eftermiddag. Det tager ca. 1 time hver gang, men med kørsel, parkeringsudfordringer osv tager turen tre timer. Godt vi ikke bor i Nakskov eller på Bornholm!


I går fredag fik hun en akut-tid hos kiropraktor Claus Greiffenberg i Helsingør. Hun går fast hos ham hver 4. uge pga rygsmerter (hun har Scheuermanns syndrom ligesom sin mor...) så det var vigtigt at hun blev knækket så tæt på operationen som muligt, så hun kan holde længst muligt. Der går jo et stykke tid før hun kan tåle at blive manipuleret og knækket igen - brystbenet skal først gro ordentligt sammen. Her får hun lige en tur med massageapparatet for at varme ryggen op inden knækkene - hun smiler, for hun kan godt lide det og ved at hun får det bedre bagefter:


Hun er selv meget interesseret i hvad der skal ske på mandag. Hun var meget lettet efter vi havde talt med kirurgen Morten Helvind i torsdags - han forstod virkelig at tage en del af ængstelsen og nervøsiteten ud af os - ligesom han har gjort de andre tre gange han har opereret hende. Men dette er første gang, hvor Ulrikke selv er bevidst om hvad der skal ske.

Hun bad også om at få lov at se operationsstuen, så hun er forberedt på hvad der venter. Det er jo en anden type stue, end dem hun har set flere gange i Kard-Lab, hvor kateter-operationerne foregår. Kontaktsygeplejersken for de unge hjertebørn Inger Philipsen tog hende med ind på stuen - vi forældre fik ikke lov at komme med, det var noget de to havde sammen alene. Hun tog en masse billeder derinde, men jeg synes dette er det bedste; der er noget overjordisk over det - det er her Ulrikke får en forlængelse på livet!



2 kommentarer:

  1. Hvor er hun en sej pige, og jeg ønsker alt det bedste for hende ved den kommende operation.
    Min nieces lille Nana er blevet opereret for et par måneder siden, og hun har det rigtig godt nu. Nu kan der heldigvis gå 5-6 år, før hun skal under kniven igen. Næste gang mener man, hun er stor nok, til det kan foregå med punktoperation.
    Jeg kender jo hverken din datter eller jer - hendes forældre, men jeg vil alligevel sende jer mange kram og varme tanker.

    SvarSlet
  2. Hvor er Ulrikke sej :-) Ønsker alt det bedste i morgen.
    Varme tanker til jer alle

    Mvh Maibritt

    SvarSlet

Hej! Du er velkommen til at skrive en kommentar her. Mange hilsner Marie