søndag den 14. august 2011

Regnvejrsdag på Fyn

Vi kørte afsted kl. 10.30 i formiddags for at kunne ankomme i tide til Korinth, 10 km fra Fåborg, sådan at Matilde kunne blive indskrevet, indkvarteret og indviet i det fællesskab, som 66 unge mennesker nu skal leve i de næste 11 måneder.

Spejerskolen Korinth har ovenikøbet 90 års jubilæum i år, så det er en efterskole med stolte traditioner hvor Matilde nu skal læse, lære, sove, spise, fnise - ja blive et år ældre - uden bekymrede forældre og den daglige forældre backup direkte i ryggen.

Hun fik nok skolens mindste værelse som hun skal dele med en anden pige - foreløbig indtil efterårsferien, hvor de så vil stå forrest i køen til et større værelse, når der skal byttes rundt. Der var ikke som i alle de andre værelser enkelte senge, men en køjeseng - heldigvis kom Matilde først og måtte derfor vælge først og hun tog naturligt nok underkøjen! Hun synes der var hyggeligt og hendes roommate var en sød pige fra København. Det skal nok blive godt!

Tilde og Rikke krammer farvel
Det begyndte at regne lige da vi kom til Korinth og så blev det ellers bare værre og værre, så vi var alt for mange mennesker (66 elever + lærere + forældre + søskende + papforældre) der var tvunget til at være indenfor på al al for lidt plads. Vi sluttede af med fælles spisning, og så var det farvel og på gensyn om... ja for vores vedkommende kommer Matilde allerede hjem på fredag, da hun gerne vil med til et spejderarrangement her i hendes egen gruppe. Så får hun også prøvet hjemrejsen med bus til København og videre med kystbanen.

Hun ser lidt betuttet ud, men det er altså fordi
det regner og hun ikke gad at få taget billede...
Turen hjem var helt forfærdelig, regnen på Fyn og over broen var skrækkelig og folk kører altså som Kong Volmer - det er sgu ikke nødvendigt at blæse afsted med 110-120 km i timen, når der er så meget vand på vejene og man skal altså ikke køre heeeeelt op i røven på folk (læs: mig!) når det regner så meget. Og hvorfor skal man overhale, for bare at dreje liiiiige ind foran mig, så alt røgvandet fra hjulene blæser op på min forrude og gør det hele endnu værre? Øv hvor kan jeg blive sur over det, der er ikke noget at sige til at der sker ulykker, når der er så mange der ikke kører efter forholdene! Jeg sad totalt anspændt i arme og skuldre og jeg regner mig altså som en ret god og rutineret billist - basta! Fra midt på Sjælland og videre nordpå var det fint, der regnede det ikke nær så meget.

Nu er vi hjemme og skal vænne os til at Matilde ikke er her - hendes værelse er temmelig tomt...

5 kommentarer:

  1. Held og lykke med hendes efterskoleophold. Det bliver garanteret det bedste år i hele hendes skoletid. Det var det i hvert fald for min søn.

    SvarSlet
  2. Velkommen i klubben, jeg HADER også når folk kører helt op i r.... på mig når jeg kører de 110 lovlige km på motorvejen.

    Held og lykke med datteren, det bliver godt min datter havde meget stort udbytte af efterskolen.

    Hilsen Carin

    SvarSlet
  3. Held og lykke med Mathilde på efterskolen. Jeg ved præcis, hvordan du har det - har prøvet det med begge mine drenge. Du vænner dig til det og vil glæde dig over at se dit barn vokse. Jeg plejer at sige, at jeg sendte et barn afsted og fik et ungt menneske hjem.
    Hvor er din DU blevet fin. Jeg springer over denne gang og vil blot følge jeres rundt på bloggene.
    Mariehøne tæppet fra Wenche er bare så sødt. Mønstret købte jeg i Hørning, da jeg så tæppet og stofferne måtte bestilles - jeg kunne ikke forestille mig at lave tæppet anderledes.

    SvarSlet
  4. Saa oensker jeg Matildemusen held og lykke med sit nye skoleaar.
    Jeg er ogsaa med i klubben for modstandere af daarlige irriterende bilister, og hernede har vi et ret stort udvalg.

    SvarSlet
  5. Jeg hader også sådanne bilister,som alligevel ikke kommer hurtigere frem men sætter andres liv og helbred på spil. Godt Matilde synes der var hyggeligt, jeg er sikker på hun bliver vild med det, jeg har selv prøvet det og min datter også og vi syntes det var skønt, vi har stadig begge kontakt med andre elever fra dengang, sidste år var det 40 år siden jeg kom på efterskole..hold da op det lyder langt tilbage i tiden :o) og det er dejligt at se tilbage på den tid i dag.
    Mine stoffer er købt hos Glorious Color og nej, jeg har heldigvis ikke prøvet at betale told endnu....jeg banker lige tre gange under bordet ;o)

    SvarSlet

Hej! Du er velkommen til at skrive en kommentar her. Mange hilsner Marie